Ledig stilling: Kundeservicemedarbejder til Sparta

Et stort og alsidigt fællesskab. Dedikerede kolleger. Verdensklasse atleter. Glade atletikbørn. Stærke løbefællesskaber på alle niveauer. Et dynamisk klubhus. En uformel omgangstone. Og en kvart million løbsdeltagere om året til vores events. Det er Sparta Atletik & Løb. Og vores dygtige kundeserviceteam er en helt central spiller i det store fællesskab.

Lige nu supplerer vi teamet med en fast kollega på deltid. Du kommer til at arbejde sammen med vores serviceleder og et lille, fast team, der hentes ind i travle perioder. Kundeserviceteamet er en del af eventafdelingen i Sparta.

Dine opgaver
Dine kerneopgaver bliver:

  • Personlig kontakt med Spartas medlemmer i åbningstiden
  • Salg af klubtøj
  • Besvarelse af kundeservicetelefon og -mail
  • Modtagelse af varer
  • Små indkøb til fx møder
  • Lokalebooking
  • Mindre ad hoc-opgaver

Din profil

Kundeserviceteamet er Spartas ansigt udadtil, og det er derfor vigtigt, at du er udadvendt og imødekommende. Det er en fordel, hvis du har et hjerte for foreningslivet – og hvis du kender lidt til Sparta i forvejen.

Men det vigtigste er, at du nyder den personlige kontakt, og at du kan holde hovedet koldt og serviceniveauet i top, når det går stærkt.

Vi søger at få en person ombord, som har lyst til at bidrage omkring afviklingen af de store events. Her træder vi nogle gange om året til uden for normal arbejdstid for at være en del af suset, når det hele løber af stablen, og alt det, man har arbejdet hen imod, kulminerer.

Både når det går stærkt, og når vi puster ud, har vi det sjovt i et uformelt arbejdsmiljø, hvor der er fleksibilitet og nærvær.

Vil du med på holdet?

Vi glæder os til at byde den rette kandidat velkommen hos Sparta Atletik & Løb ved Østerbro Stadion. Vi tilbyder en fast stilling på 25-32 timer pr uge – timeantallet defineres sammen med lønnen efter aftale.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte serviceleder Vanessa Diaz på tlf. 30452125 (helst i tidsrummet 9-11 på hverdage).

Vi glæder os til at modtage dit CV og en kort ansøgning senest d. 8. maj
Samtaler holdes i maj måned. Tiltrædelse efter aftale.

Stillingen skal ansøges via Jobindex på linket herunder.

Om Sparta Atletik & Løb:

Vi er en arbejdsplads med højt til loftet (bogstaveligt talt – vores bedste stangspringere springer over 5 meter, så det kræver lidt ekstra plads), og vi lægger vægt på et godt fællesskab på arbejdspladsen. Du bliver en del af en travl og spændende arbejdsplads, hvor der af og til er events i weekenden, og du må derfor være parat til at arbejde og være tilgængelig på skæve tidspunkter. Til gengæld tilbyder vi også fleksibilitet den anden vej.

Din daglige arbejdsplads vil være på vores kontor på Gunnar Nu Hansens Plads 11 på Østerbro, hvor du bliver en del af vores voksende team med cirka 25 kollegaer på kontoret.

Sparta Atletik & Løb er en non-profit atletik- og løbeforening med 1.800 medlemmer. Vi har atleter, der repræsenterer Sparta og Danmark til DM, EM, VM og OL, og vi har samtidig en stor bredde- og ungdomsafdeling. Sparta er også en af Europas største arrangører af sportevents, og vi afvikler op mod 20 events om året, herunder blandt andet Copenhagen Marathon, Copenhagen Half Marathon, Copenhagen Athletics Games og DHL Stafetten Kbh.