Posted

I weekenden er det de unge atleters tur til at kæmpe om DM-titler til DM Ungdom i Skive. Målsætningen er endnu en gang at blive den mest vindende klub.

 

I weekenden den 23. – 24. februar er der DMU – DM Ungdom – på programmet i Skive. Det betyder, at det er de unge atleter i alderen 14-22 år, som skal konkurrere om DM-titler.

Sparta sender et kæmpe hold på 76 atleter afsted, og den klare forventning er, at det bliver til et væld af medaljer.

”Vi plejer at være den suverænt mest vindende klub, og det forventer jeg også, at vi bliver i år. Sidste år vandt vi 31% af guldmedaljerne, og jeg håber, at det bliver i samme størrelsesorden i år, ” siger ungdomschef Charlotte Beiter Bomme.

Læs også: Klar til EM i sidste øjeblik

Fra senior DM til Ungdoms-DM

For en række af de unge atleter er det anden weekend i træk med DM, da de i sidste weekend deltog ved DM for seniorer. For 10 af dem blev det tilmed til medaljer ved senior DM, og tre af dem vandt endda guld, så de må påtage favoritværdigheden ved DMU.

”Hos de ældste af de unge kommer Casper Jørgensen, Rikke Andersen og Emma Beiter Bomme med en guldmedalje fra sidste weekend, mens Oliver Chabert kommer med en sølv- og bronzemedalje, og de fire er uden tvivl favoritter. Nicolai Lind vandt ligeledes en bronze i længespring ved senior DM, og han er bestemt også favorit til en medalje, men han får hård kamp om sejren,” siger ungdomschefen.

Spændende Sparta-dyst i længdespring

Hos de lidt yngre atleter i P19 og D19 er der også hele fem piger, som kommer med medaljer fra senior DM. Anna Mark Helwigh blev en flot nummer to på 1500 meter, og ved DMU løber hun den dobbelt distance, hvor hun er klar favorit.

Mere spænding kommer der til at være i pigernes længdespring. Her stiller nummer to og tre fra senior DM til start, henholdsvis Ida Beiter Bomme og Hannah Illum Petersen begge fra Sparta, som kun blev adskilt af én centimeter i sidste weekend.

På løbebanen er der også lagt op til medaljer. Her kommer henholdsvis Olivia Thorsgaard og Laura Poulsen med sølvmedaljer fra senior DM. Olivia tabte kun til Sara Slott på 400 meter, og ved DMU løber hun 60 meter, 200 meter og 400 meter. Laura Poulsen har netop klaret U20 EM kravet på 800 meter, og hun blev nummer to på denne distance ved senior DM. Til DMU debuterer hun på 1500 meter.

Mange medaljer blandt de yngste

Hos de yngste i U18 og U16 rækkerne er der helt naturligt ingen, som kommer med medaljer fra DM senior, men der lægger helt sikkert også medaljer og venter.

Hos de yngste er Vilhelm Krüger favorit i hele fire øvelser, henholdsvis længdespring, 60 meter, 200 meter og 60 meter hæk. Han kan dog se frem til nogle tætte dyster med holdkammeraten Tobias Bjerre, som blandt andet har sat ny klubrekord i højdespring med 1,91 meter, og han har stødt lagt i kuglestød og løbet stærkt i hækkeløb.

Hos de yngste piger bliver det især spændende at følge Sofia Thøgersen på 3000 meter, som er med til sit første DMU.

Medaljer er der helt sikkert også i vente i D17 rækken, hvor Nikolaj Grønbech er favorit i tre discipliner. Han topper således ranglisten i henholdsvis 60 meter hæk, stangspring og kuglestød.

Her kan du følge DMU inde direkte fra Skive 23. – 24. februar

Se live streaming på Atletik TV

Nyhedsbrev

Få rabatter, inspiration og viden om løb 1-2 gange om måneden og deltag den månedlige lodtrækning om gavekort til vores løb.

Tilmeld dig CPH Half 2019

 

 

DHL Stafetten København