Posted

Lars Nissens favoritløb er også det eneste, han som løbschef i Sparta har mulighed for at løbe med til. Men ikke uden radio og telefon på sig hele vejen.

Gennemfører alle løb på cykel

38-årige Lars Nissen er ikke den, der deltager i flest af Spartas løb. I hvert fald ikke med løbeskoene på. For med titlen som løbschef har han det overordnede ansvar for den tekniske afvikling af alle Spartas løbsevents.

Det betyder, at når andre er i gang med deres livs løbeoplevelse, arbejder Lars hårdt bag kulisserne for, at alt fra trafikafspærringer og strømtilslutninger til læge-teams og væskedepoter går op i en højere enhed.

Måske har du set ham på cykel og i gul vest til et af Spartas løb? Han er nemlig den, der kører allerforrest til alle Spartas løb og sikrer, at ruten er ryddet og fri for forhindringer, klar til DHL-løbere i fuld fart eller eliteløbere på jagt efter verdensrekorder.

Men trods sit arbejde er det dog lykkedes Lars at skrive et enkelt løb på sit CV. Og det er tilfældigvis også det løb i Sparta, som Lars er mest stolt af, nemlig DHL Stafetten. Vi har snakket med Lars om hans forhold til DHL Stafetten.

Læs om DHL Stafetten – verdens største motionsløb her

Det er jo verdens største motionsevent

Hvorfor er DHL Stafetten dit favoritløb?

— DHL Stafetten er et unikt event, som ikke er set andre steder i verden. Vi bør være meget stolte af, at det er os, der arrangerer det. Det er jo verdens største motionsevent, vi har her i København! Det synes jeg, er sejt,” siger Lars Nissen, der bruger en stor del af sine arbejdstimer hele året rundt på at arrangere dette enorme event med 125.000 deltagere fordelt på fem dage.

Hvordan har det været, når du selv har løbet det?

— Det er gået fint, og det er sjovt selv at prøve det. De gange, jeg har løbet, har jeg dog stadig radio og telefon på mig, så det er ikke sådan, at jeg har helt fri, når jeg gør det,” afslører Lars, der har været i Sparta siden 2009.

Hvad er det, der gør dette løb unikt?

— Vi har ofte gæster fra udlandet, der kommer og ser det, og de er alle meget overvældede af det. Det er en fed måde, som firmaerne er sammen på – alle er i løbetøj, hierarkiet er udlignet, og alle sidder i det samme telt og spiser det samme mad. Det passer bare godt ind i mentaliteten i Danmark, og det er nok derfor, det for mange er blevet en tradition på linje med julefrokosten.”

Se pladsstatus: Telte udsolgt onsdag og torsdag

Hvordan vil du beskrive stemningen til eventet?

— Stemningen er sindssygt god. Alle er glade. Jeg synes, det er fedt at lave noget, hvor man kan se, at folk hygger sig. For det er noget, som folk sætter højt: Hyggen nede i teltet med kollegaerne. Det er et løb, men det er også så meget andet. Vi skaber rammerne for, at folk kan have en hyggelig aften med deres kollegaer.

Hvad er din bedste oplevelse til DHL Stafetten?

— Det, jeg oplever meget, er at der er en speciel stemning mellem os, der arbejder derovre i Fælledparken. Vi er et team, der er fast derovre – ja, vi bor der nærmest i 14 dage – så der er næsten lidt lejrskolestemning over det. Det bliver næsten en hel by derovre, og det oplever jeg ikke til vores andre løb på samme måde.

Hvorfor skal andre løbere vælge dette løb?

— Det skal de selvfølgelig for at opleve stemningen og sammen med deres firma få en hyggelig aften i Fælledparken. De får oplevelsen af at være med til sådan et kæmpestort event, som det er. For DHL Stafetten favner bredt, vi taler virkelig til alle og har et rummeligt event her. Det synes jeg er imponerende.

Om Lars Nissen … 

Personlig baggrund

Snart gift, to børn på 1 og 4 år.

Sportslig baggrund

– Jeg har tidligere spillet elitehåndbold, og nu løber jeg på motionsniveau – altså et par gange om ugen. Det går dog ikke så godt, når vi har alt for travlt med vores store arrangementer, fx med at lave Telenor CPH Marathon.

Favoritsport

Håndbold.

Det bedste ved at løbe

Man får et afbræk og et pusterum. Det er dejligt at få brugt sin krop, og jeg har det altid godt, når jeg lige har været ude at løbe. Lige meget hvor træt eller uoplagt jeg var før, har jeg det godt, når jeg er færdig.