Posted

Årets DHL Stafetten i København fik en fremragende start. I løbet af fem dage vil næsten 125.000 løbe eller gå de fem kilometer i Fælledparken.

Duften af grill og lyden af glade løbere og walkere spredte sig hurtigt i Fælledparken mandag aften. Her lød startskuddet til årets DHL Stafetten klokken 18.00, og i løbet af cirka 3,5 timer kom de første 22.500 deltagere igennem de 5 kilometer.

Og de kunne ikke have bedt om mere, da det danske sommervejr for en gang skyld viste sig fra sin bedste side. En af dem som nød godt af det, var Jesper Didriksen, som er lokomotivinstruktør hos DSB

“Jeg har nu været med i otte år, og det er altid en fornøjelse. Det er hyggeligt samvær og motion med kollegaerne, og når vejret så er, som det har været i aften, så er det bare endnu bedre,” siger Jesper Didriksen, der kom rundt på de 5 km på 25 minutter.

Tilfreds arrangør

Hos arrangøren Sparta Atletik & Motion var der også meget stor tilfredshed med førstedagen af de fem dages stafet.

“Vi fik endnu en gang en fantastisk start på DHL Stafetten, og på vejrfronten kunne vi ikke have bedt om mere. Stemningen i Fælledparken var rigtig god hele aftenen, og selve løbsafviklingen forløb helt efter planen. Vi har nu afholdt DHL Stafetten i 36 år, og det er et arrangement, som bliver ved med at imponere mig. Især fordi der hvert år stiller så mange glade deltagere til start, men også fordi vi hele tiden udvikler løbet, og i år har vi rigtig meget fokus på det digitale, hvor vi har introduceret en helt ny app,” siger Dorte Vibjerg, der er direktør i Sparta Atletik & Motion.

Gang i walken

Sidste år blev der for første gang introduceret en separat walk-rute, som blev en kæmpe succes. I år er succesen forsat, og antallet af walk hold er steget med 25%. Derfor var der i år også en separat walk-start, hvor Parvinder Tiwana, direktør for DHL Express, holdt starttale.

“For os i DHL er det en kæmpe fornøjelse at se og opleve, hvordan DHL Stafetten er fyldt med tusindvis af glade deltagere, som samtidige får dyrket motion. For mig personligt var det en stor fornøjelse at sende de mere end 5000 walkere ud på ruten mandag aften. For manges vedkommende er det folk, som ellers ikke ville deltage, så det viser bare, at DHL Stafetten er for alle,” siger Parvinder Tiwana