Posted

Søndag den 29. oktober inviterer Sparta til det hyggelige Nike Marathon Start Op, hvor du kan tage hul på efterårssæsonen med 5, 10 eller 15 km i den efterårsklædte Fælledparken.

Efterårssæsonen står for døren, og efter landevejssæsonens store løbsoplevelser er det tid til en ny sæson fuld af forventninger, træningsoplevelser og ikke mindst nye mål og drømme.

Alt dette tager vi hul på til Nike Marathon Start Op søndag den 29. oktober – og du kan også løbe med. Løbet, som byder på tre distancer på 5, 10 og 15 km, skydes i gang kl. 9.30 på Gunnar Nu Hansens Plads på Østerbro, hvorfra vi løber ud i den efterårsklædte Fælledparken.

En distance for alle

Med tre distancer at vælge imellem er Nike Marathon Start Op for alle løbere, uanset om man har en drøm om at løbe maraton, eller om man er til de kortere distancer.

Måske har du toppet i de foregående sommermåneder og vil bygge videre på den gode form – eller måske skal dette være startskuddet til at genoptage løbetræningen hen over efteråret og vinteren.

Uanset dit mål og din nuværende form er der plads til dig.

Løb med forskellige pace teams

Du har mulighed for at løbe i dit eget tempo eller følge med en af Spartas mange pacegrupper, som løber med i kilometertider fra 4:15 til 7:00 minutter.

Pacegrupperne er de samme, som står for Telenor CPH Marathons fællestræning, som starter op weekenden efter, søndag den 5. november, både på Østerbro Stadion og i andre byer rundt omkring i landet.

Om Telenor CPH Marathon

Selvom Nike Marathon Start Op som sagt ikke kun er for løbere med maratonambitioner, er løbet traditionen tro startskuddet til Spartas officielle Telenor CPH Marathon fællestræning, hvor flere hundrede maratonkandidater over 7 måneder træner op til de 42,195 km i Københavns og Frederiksbergs gader.

Det 39. Telenor CPH Marathon finder sted søndag den 13. maj 2018, hvor mere end 11.000 løbere bliver sendt ud på maratondistancen fra Islands Brygge, videre ind over Langebro og gennem Københavns brokvarterer, Indre By og Frederiksberg.

Tilmeldingen til Telenor CPH Marathon 2018 er allerede åben på cphmarathon.dk