Posted

Skuespiller Anders Juul spiller hovedrollen i “Jeg løber” på Det Kongelige Teater. Med målrettet løbetræning gik han fra middelmådig form til at kunne løbe 75 minutter hver aften.

“Jamen han var i det, jeg vil kalde middelmådig form. Ikke nogen god løbeform.”

Det slår træner Claus Hechmann, indehaver af Spartas test- og sundhedscenter, fast til skuespiller Anders Juuls sidste løbetest i Hechmanns testlokaler på Østerbro.

Over en periode på 8 måneder er Anders Juul blevet trænet op af Claus Hechmann, så han kunne blive klar til at spille hovedrollen i opsætningen “Jeg løber” på Det Kongelige Teater, som spiller fra den 5. oktober til 11. november.

For 8 måneder siden var formen kun til at løbe 5 km på godt og vel 26 minutter. Altså det, som af Claus Hechmann bliver betegnet som en middelmådig form. Og middelmådigt var ikke godt nok til at kunne spille hovedrollen i “Jeg løber”, hvor Anders hver aften skal løbe 75 minutter på et løbebånd og samtidig føre en monolog.

Her kan du se videoen fra Anders’ sidste test i Spartas test- og sundhedscenter. Klik dig ind på opslaget og skriv, hvor mange minutter Anders har forbedret sin 5 km-tid for at deltage i konkurrencen om billetter til forestillingen “Jeg løber” på Det Kongelige Teater.

Træning 5 dage i ugen i 8 måneder

Derfor kontaktede Det Kongelige Teater Claus Hechmann, som er elitetræner i Sparta og har stor erfaring med at optimere formen hos alt fra eliteatleter til motionister. Og med struktureret træning 5 dage i ugen i de rigtige pulszoner og tempi gik formkurven langsomt men sikkert opad for Anders Juul.

“Jeg har jo bare løbet her 5 gange i ugen i lige præcis de zoner og minutter og tider, som Claus har givet mig. Og jeg er virkelig overrasket over, hvor sjovt det faktisk er,” lyder det fra Anders, som tilstår, at han er blevet bidt af løb.

Imponerende resultat

Og resultatet af de mange måneders træning er ikke til at overse. Fra at kunne løbe 5 km på 26 minutter, har Anders nemlig barberet hele 6 minutter af sin 5 kilometer-tid.

“Der er sket det, og at på de her 6-7 måneder – tæt på 8 – har han flyttet sig, så han nu kan løbe en 5 km et godt stykke under 20 minutter,” fortæller Claus Hechmann.

“Udover det er han også blevet betydeligt mere udholdende. Det er jo det, der er fokusset her.”

Læs mere om forestillingen “Jeg løber” og historien bag her