Årets Sparta-Priser 2024

Lørdag den 9. november afholdt Sparta sin traditionsrige årsfest. Denne gang rykkede Spartas festudvalg festen ud af Sparta hallen og til en ny lokation. Programmet startede med hædringer og quiz i Park Bio og blev efterfulgt med mad og dans i Madklubben. Der blev uddelt 14 Sparta-priser i en fyldt biografsal. Vinderne af Årets Sparta-priser 2024 blev…

 

Årets Spartaner atletik: Katrine Koch Jacobsen

Katrine Koch Jacobsen startede året med en sejr ved European Throwing Cup. Katrine kastede sig i finalen til først EM og fik en flot 5. plads og så senere på sæsonen kaste sig i finalen til OL og samlet blive nr. 10. En fantastisk sæson med 16 kast over 70m og en sæsonbedst på hjemmebane til CAG, 73,55m.
Med kåringen som Årets Spartaner fulgte en præmiecheck på 5.000 kr sponseret af HBO Solutions.

Årets kvindelige sprinter: Ida Karstoft

Ida Karstoft har haft et forrygende flot comeback efter 2 år med en skadet akillessene. Det var målet at kvalificere sig til EM og OL velvidende, at det var svært at vide, hvordan det stod til med hurtigheden efter rigtig meget alternativ træning. Men ingen grund til bekymring for hurtigheden, da hun allerede i første løb klarede det direkte krav til EM. Andet og tredje løb gik endnu hurtigere, og en ny dansk rekord på 22,60 sek blev sat. Men akillen stoppede aldrig med at drille og derfor afbud til EM og minimal træning frem mod OL.

Årets mandlige sprinter: Gustav Lundholm Nielsen

Gustav Lundholm Nielsen har vist stor fremgang de sidste par år og igen i år har den fået et ekstra nyk og nu er han dansk rekordholder på 400m med tiden 45,41 sek sat i juli måned. Men allerede i juni måned ved EM viste Gustav, at noget stort kunne være på vej, da han løb sig i semifinalen med flotte 45,81 sek.

Årets kvindelige mellem/lang-løber: Annemarie Nissen

Annemarie Nissen har haft et drilsk år, der har været præget af skader.  Sæsonen startede ellers rigtig fint med at være meget tæt på dansk rekord allerede i første løb på 800m 2.00,26 min. Men baglåret ville ikke som Annemarie ville, så det blev afbud til EM ,og så var løbet kørt i forhold til OL-kval.

Årets mandlige mellem/lang-løber: Ole Hesselbjerg

Ole Hesselbjerg har været med i gamet i mange år og året 2024 skulle være året, hvor han kvalificerede sig til sit 3. OL i træk. Flot comeback med flotte tider og et løb mod uret tidligt på sæsonen gjorde det svært med OL. Men 3 flotte løb sikrede ham en kvalifikation til EM med en hæderlig præstation.

Årets kvindelige springer: Ida Beiter Bomme

Ida Beiter Bomme har haft en helt forrygende sæson og vist meget store fremgange i alt, hvad hun har stillet op i. Ida er ikke kun springer, men også sprinter og hækkeløber. Hun har været dominerende i kvindernes længdespring et par sæsoner nu, men i år har hun rykket sig til et andet niveau ved at springe 6,41m, som placerer hende på alletiders rangliste i Danmark som nr. 5.

Årets mandlige springer: Aske Petersen

Igen i år er det blevet til højere højder for Aske Petersen og en stabilitet omkring de 5m. Det blev toppet med 5,13m ved de nordiske mesterskaber, der gav en flot bronzemedalje. Senere på sæsonen blev det til et suverænt dansk mesterskab til DM-ugen, hvor han vitterligt sprang op i trækronerne til den fede stemning i Herning.

Årets kvindelige mangekæmper: Betty Marie Ramsgaard Jensen

Betty Marie Ramsgaard Jensen har vist fremgang på fremgang og i år et helt andet niveau, da hun satte ny dansk rekord i 7-kamp allerede i maj måned. Den danske rekord var næsten 40 år gammel, så det var en af de sejlivede rekorder der blev slået. Betty er blevet så meget hurtigere og fået bedre styr på de ”dårlige” øvelser som højdespring og spydkast toppet med en flot 800m af en 7-kæmper. Den nye danske rekord lyder på 5833 point.

Årets mandlige mangekæmper: Christian Gundersen

Christian Gundersen startede året i forrygende form, da endnu en sejlivet dansk rekord blev slået i indendørs 7-kamp med 5613 point. Udendørs blev sæsonen desværre præget af skader igen. Han nåede dog i maj måned at være bare 58 point fra sin 10-kamps personlige rekord, inden skaden drillede igen.

Årets paraatlet: Christian Lykkeby Olsen 

Christian Lykkeby Olsen kom som eneste spartanere med til PL i Paris, hvor det blev til en flot 10. plads på 1500m.

Årets mandlige løbe-præstation: Henrik Holm

Henrik Holm har haft et forrygende år i løbeskoene. Han sluttede sæsonen af med at løbe 2.17.49 ved Frankfurt Marathon. Det var en personlig rekord med næsten fem minutter og den hurtigste tid af en Spartaner siden 2016. Henrik har derudover også været fast inventar, når Sparta er med til diverse Danske mesterskaber, og slået personlig rekord på næsten alle distancer i år.

Årets kvindelige løbe-præstation: Annie Saugstrup

Annie Saugstrup har siden hun begyndte i Sparta for et par år siden formået at kombinere et fuldtidsjob samt krævende løbetræning ved siden af. Annie er fast inventar til træningen og har stødt forbedret sig henover de sidste 3 år, fra 39 minutter på 10km. til 33.43 minutter.

Hun begyndte i Sparta i 2021 og har over de sidste par gjort sig markeret ved mange danske løb. I 2023 deltog hun til VM i halvmarathon i Riga. I 2024 har hun sat personlige rekorder på alle distancer fra 5km. til halvmarathon. Derudover kan Annie også kalde sig dobbelt dansk mester, da hun vandt både DM på 5000m. og 10.000m. i 2024.

Årets Spartaner løb: Sophie Søefeldt

Sophie Søefeldt har fundet glæden ved at løbe igen efter en lang skadesperiode og er tæt på sit gamle niveau. Ved siden af studier og job har Sophie også fundet tid til at være med til at arrangere diverse sociale arrangementer både i løbsafdelingen og atletikafdelingen. Hun er også træner på Ungdomsløbeholdet. Sophie er også altid god til at hjælpe sine holdkammerater samt stå for opvarmningen til træningen. Sophie har om nogen formået at lave en forbindelse mellem atletik og løb, og har med sin energi og hjælpsomme natur været et samlingspunkt og været med til at sørge for, at vi andre i klubben bliver ved med at komme til træning.

Løbsudvalgets ærespris: Niels Jørgen Holdt

Niels Jørgen Holdt var formand for Sparta i 33 år, og han er stadig aktiv ved vores store løb. For nogle år siden blev han anerkendt som den, der havde været løbsdirektør længst tid i hele verden med 41 år i spidsen for Copenhagen Marathon. Niels Jørgens viden og hjælpsomhed er uvurderlig.

Efter en inspirationstur til New York omkring 1980 kom der nye løb på programmet i København – løb som man kender i dag som Copenhagen Marathon, DHL Stafetten og blandt andet Danmarks første Kvindeløb – de blev alle startet på grund af Niels Jørgen Holdt.

Sparta kan slet ikke takke Niels Jørgen nok for alt det store arbejde, han har lagt – og stadig lægger – i klubben!