53807381779 3cb61e4a55 o scaled

Atletikfest venter i Aalborg

Sparta er klar til at sætte sit præg på DM-ugen i Aalborg, hvor længdespring, kuglestød og 5 km-løb danner rammen om en spektakulær atletikdag midt på Honnørkajen. Med stærke profiler og et stort felt af deltagere ser vi frem til både spænding, personlige rekorder og god stemning – og du kan følge det hele live på DR og i Roster-appen.

DM-ugen er allerede godt i gang, og i morgen, torsdag den 26. juni, går det løs med atletikdelen i Aalborg. Her bliver der dystet i længdespring og 5 km for både kvinder og mænd – samt kuglestød, som i år kun er på programmet for mænd. Det hele foregår i de unikke omgivelser på Honnørkajen midt i byen.

DR sender hele atletikdelen direkte – fra kl. 16.45 til 18.00 på DR1 og derefter fra 18.00 til 21.00 på DR2. Live resultater kan desuden følges i Roster-appen, hvor man løbende kan holde øje med præstationerne.

Sidste år kunne Sparta fejre en dansk mester i længdespring, da Ida Beiter Bomme sprang hele 6,41 meter og satte personlig rekord. I år er hendes sæsonbedste 6,34 meter, og det bliver spændende at se, om hun kan forsvare titlen.

Hun får blandt andet selskab af Bjørk Nørremark, der debuterer til DM i Spartas blå farver. Hun har fået en stærk start på sæsonen og satte personlig rekord med 5,85 meter ved Copenhagen Open. Også Victoriea Lee Lendal (5,65 m SB) og Laura Tølløse (5,89 m SB) er med i feltet – begge har vist god form i år.

Derudover stiller Sparta med to stærke mangekæmpere: Den regerende danske mester i mangekamp, Josefine Skifter Andersen, har sprunget 6,02 meter i år – hendes personlige rekord. Betty Marie Ramsgaard Jensen vender også tilbage til konkurrence efter skadespause, og vi glæder os til at se hende på banen igen.

Hos mændene skal Benjamin Gabrielsen, Anyel Weis, Bertram Bing Costa og Nikolaj Koefoed Grønbech åbne deres udendørssæson i Aalborg. Sparta-springerne jagter de lange spring og får mulighed for at teste formen i en stærk konkurrence og med god stemning på Honnørkajen.

I mændenes kuglestød er Christopher Holmbjerg Jensen favorit med en personlig og sæsonbedste på 16,29 meter. Han har haft en stærk sæson og får kamp til stregen af Theodor Hennecke, som også har sat PR i år med 16,19 meter. Derudover stiller Oswald Carstensen (13,89 m SB) og mangekæmperen Sofus Vølund (13,43 m SB) op for Sparta.

På 5 km-distancen har Sparta hele 27 løbere til start. Hos kvinderne ser vi frem til et stærkt felt, hvor Nanna Bové skiller sig ud med en imponerende personlig rekord på 15:47 – sat tidligere i år ved Løbecuppen i Odense.

Valdemar Meiling ser stærk ud i U23-klassen. Han satte personlig rekord med 14:43 tidligere i år og tog en tredjeplads i U23 ved 10 km DM i Aarhus.

Flere af Spartas profiler tager direkte videre fra DM-ugen til internationale opgaver: Ida Beiter Bomme, Christopher Holmbjerg Jensen og Nanna Bové er nemlig udtaget til EM hold, der afvikles i weekenden i Maribor, Slovenien.