Sparta Speed & Strength
Praktisk information
-
Mandag & torsdag 18:30-20:30
-
Styrketræning, koordination og sprinttræning
-
Sparta Ungdom
-
Sparta Hallen eller på Østerbro Stadion
Gunnar Nu Hansens Plads 11
2100 København Ø.
Sparta Speed & Strength
Sparta Speed & Strength er et nystartet hold, som tilbyder allround atletiktræning for aldersgruppen 16-25 år. Holdet havde sin første træning mandag den 3. juni 2024, og der er stadig plads til flere.
Det kan være, du er ny i atletik og har lyst til at prøve kræfter med en ny træningsform, der styrker hele kroppen og tager dig ind i et nyt fællesskab.
Sparta Speed & Strength vil gøre dig alment stærkere og bidrage til, at du undgår skader – også hvis du samtidig er løber eller dyrker en anden sport. Men holdet er især for dig, der vægter fællesskabet og træningen højere end resultaterne på et atletikstadion.
Måske er du en af dem, der betaler til et fitnesscenter, du ikke bruger nok? Atletiktræningen kan nøjagtig det samme. Men her kombineres din træning med god struktur og kvalificerede input fra dygtige og nærværende trænere, der følger din udvikling og guider og presser dig lige tilpas.
Samtidig bliver du en del af et hold af nogenlunde jævnaldrende unge, hvor der vil være forskel på niveauet, men med et fælles formål om træning for træningens og fællesskabets skyld – ikke alene for resultatet.
Det får du
– Fysisk grundtræning for hele kroppen
– Koordinationstræning
– Styrketræning
– Træning i atletikkens discipliner
– Et stærkt socialt fællesskab i et uformelt træningsmiljø.
Dine trænere
Trænergruppen består af tre nuværende eller tidligere Sparta-atleter med forskellig atletikbaggrund men med samme store kærlighed for træningen:
– Ida Beiter Bomme, 22 år
– Martin Stensvig, 36 år
– Marta Siljudottir, 22 år
Praktisk
– Træningstiderne er hver mandag og torsdag kl. 18.30- 20.30.
– Træningen finder sted i Sparta Hallen eller på Østerbro Stadion afhængig af vejret
Tilmelding
– Til Charlotte Beiter Bomme på: [email protected]
Hvis du er over 25 år og savner et træningstilbud, som er beskrevet her, så er du velkommen hos Sparta Masters. De træner tirsdage og torsdage kl. 19.00.
Trænerne
Martin Stensvig
Martin er født i 1988. Han har været træner i Sparta siden 2008 (med en pause fra efteråret 2020 – sommer 2024). Martin har været træner for en række ungdoms og junior hold i Sparta. Han har gennemført DAF’s junior licenstræner uddannelse. Været ansvarlig træner for springdelen i DAF’s ATK Elitekraftcenter ØST setup og han har undervist på springdelen på DAF’s ungdomstrænerkurser. Martin har en kandidatgrad i Humanfysiologi med speciale i biomekanik fra 2018. Arbejder som undervisningsassistent i atletik på Københavns Universitet.
Ida Beiter Bomme
Marta María Bozovic Siljudóttir
Marta er født i 2001 og er fra Island. Marta er træner på 10-11 års holdet, 14-15 års holdet og Sparta Speed & Strength . Hun har selv tidligere været atlet, hvor hun primært kastede spyd.
Marta har en masse trænererfaring fra Island både som børne- og ungdomstræner. Hun har gennemført mange trænerkurser både hos det islandske Idrætsforbund og World Athletics. Marta har arbejdet som kommunikationskonsulent for det islandske atletikforbund fra 2021-2023.