Posted

Under en time efter starten var gået til Copenhagen Half Marathon, kunne 22-årige James Mwangi Wangari fra Kenya løbe i mål som vinder i ny løbsrekord med tiden 59 min og 7 sekunder. Løbet går over i historien som det hurtigste halvmaraton løb nogensinde i Norden.

Strålende sol skabte en fantastisk ramme om 2016-udgaven af CPH Half Marathon. Meget tid til at nyde solskinnet og den fantastiske stemning langs ruten, blev det dog ikke til for de hurtigste løbere.

Hele syv løbere krydsede målstregen på under en time, hvilket tangerer rekorden for flest løbere under en time til et halvmaraton løb i Europa.

Efter vinderen James Mwangi Wangari fra Kenya, som med en flot personlig rekord tog guldet til CPH Half og samtidig smadrede løbsrekorden med en verdensklassetid på 59:07 min, krydsede to af hans landsmænd, Stephen Kosgei Kibet og Albert Kangogo målstregen hhv. i tiderne 59:28 og 59:29.

Dorte Vibjerg, løbsdirektør for Sparta, som er medarrangør af Copenhagen Half Marathon, er ovenud begejstret for de helt utrolige hurtige tider:

”Ruten her i København er skabt til at vi kan få en verdensrekord en dag. Og selv med en hel del vind på ruten i dag, blev der løbet helt utroligt stærkt. Og vi har slået fast med syvtommersøm, at hvis man vil sætte hurtige tider på halvmaraton, så er København stedet at gøre det – det er den fortælling vi ønsker at skabe for løbere i hele verden. Vi kunne ikke være mere tilfredse.”

Hos kvinderne blev vinderen Hiwot Gebrekidan Gebremaryam fra Etiopien i en tid så hurtig som 1 time og 8 min, og også her er der tale om en ny løbsrekord.

Danske mesterskaber

CPH Half fungerede i dag også som dansk mesterskab for mænd og kvinder, og de nye danske mestre blev hos mændene Thijs Nijhuis fra Viborg Atletik & Motion i tiden 1:o5:57 og for kvinderne Louise Langelund Batting fra Aarhus 1900 i tiden 1:15:18.

Baggrund om CPH Half

De seneste to år har gaderne i København og Frederiksberg lagt grund til halvmaratontider af ypperste verdensklasse, og det blev tilfældet igen i dag, søndag 18. september 2016.

Copenhagen Half Marathon er Nordens eneste IAAF-labelløb. Allerede til premieren i 2015 fik CPH Half tildelt en bronzelabel, og i år er løbet blevet blåstemplet med et IAAF-sølvlabel.

Arrangørerne bag løbet er Dansk Atletik Forbund Sparta Atletik og Motion.

Nordea-fonden er bidragsyder, visionspartner er Bevæg dig for Livet, partnere er Sport Event Danmark, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.

Nyhedsbrev

Få rabatter, inspiration og viden om løb 1-2 gange om måneden og deltag den månedlige lodtrækning om gavekort til vores løb.

KOMMENDE LØB

Make a Mark CPH (Aflyst)
Løb 5 /10 km i Fælledparken, så kvinder kan stå stærkere
Lørdag den 20. juni fra kl. 17.00
Alle kan løbe med! (også mænd)

Se alle løb