ETC26 MartaSiljudottir 145 scaled

Dobbelt Sparta-podie ved European Throwing Cup

Sparta fik et dobbelt podie i kvindernes hammerkast ved European Throwing Cup på Cypern. Katrine Koch Jacobsen vandt guld med et nyt dansk rekordkast på 75,52 meter, mens Guðrún Karítas Hallgrímsdóttir tog bronze ved sin debut ved stævnet.

Billede: Marta Siljudottir.

Vejret var ikke med Spartanerne, da der skulle afholdes European Throwing Cup på Cypern weekenden 14.-15. marts. Det blev til et dobbelt podie for Sparta i kvindernes hammerkast ved European Throwing Cup. Katrine Koch Jacobsen tilføjede et guld til sin samling, og Guðrún Karítas Hallgrímsdóttir fik en flot bronzemedalje ved sit første European Throwing Cup.

Det var i sidste forsøg, hvor Katrine fik hammeren ud på en 1,30 meters personlig rekord og forbedrede dermed sin egen danske rekord markant. Det blev til 75,52 meter, som er det længste kast i verden i år.

“Nu har jeg jagtet 75 meter i så lang tid og mange år nu. Så jeg tror, når det går op for mig, at jeg har kastet det, så tror jeg, jeg begynder at græde lidt,” fortæller Katrine efter konkurrencen.

Katrine førte konkurrencen helt fra start til slut. Hendes stabile kasteserie var sådan:
71,25 – 73,15 – 72,48 – X – 69,68 – 75,52

Guðrúns længste kast kom i hendes femte kast. Hun fik den ud på 71,41 og forbedrede dermed sin egen rekord med tre centimeter. Guðrún var kun 9 centimeter fra direkte krav til EM.

Det blev dermed til dobbelt podie for træner Carsten Bomme.

Theodor Hennecke fik afsluttet sin U23-deltagelse ved European Throwing Cup med en solid performance. Han fik kuglen ud på 16,36 m, som er det længste stød, han har stødt udendørs. Han ender på en samlet 12. plads.

Rasmus Jensen fik ikke nemme forhold med meget regn og vind ved mændenes hammerkast. Han fik ét af de seks kast godkendt og fik hammeren ud på 62,36 meter. Han endte på en samlet 21. plads.

Alle resultater fra Nicosia kan ses på European Athletics’ hjemmeside.

Du kan gense hele konkurrence på European Athletics’ YouTube kanal

Billeder fra Nicosia kan ses her.