DSC06058 scaled e1745777771682

Dobbelt triumf ved Strandvejens 5 km

Fotos: Yuki Mizuno

Craft Cup #6 – Strandvejens 5 km

Søndag formiddag d. 27. april bød på smukt forårsvejr ved Øresund, hvor sidste afdeling af Craft Cup 2024-2025 blev afviklet på Strandvejen – og det blev en ægte blå Sparta-fest!

Mere end 85 Spartanere mødte op for at støtte klubbens kamp for at erobre titlerne som Danmarks Stærkeste Løbeklub og Danmarks Sejeste Ungdomsklub. I begge konkurrencer handler det både om at stille med mange deltagere og om at levere stærke sportslige præstationer – og Sparta leverede på begge parametre og kunne tage titlerne og æren med hjem til Østerbro.

Stærk dominans hos kvinderne
I kvindernes løb var der ingen tvivl om sejren. Juliane Hvid satte sig i front fra første skridt og løb solo hele vejen til målstregen, hvor hun kom ind i tiden 15.50– en forbedring af hendes personlige rekord med hele ni sekunder.

Mia Mørck løb også en flot ny PR med 17.21 og sluttede som nummer fem, mens Signe Knigge Hylleberg tangerede sin personlige rekord med 17.39 og kom ind som nummer syv.

Spænding og fart hos herrerne
Hos herrerne fik vi et spændende og tæt opgør. Casper Pretzman åbnede stærkt sammen med Jakob Vase fra Aarhus 1900, og ved vendepunktet fik de selskab af Ole Hesselbjerg og Martin Egebjerg Olesen. På trods af modvind på hjemturen blev det et løb i højt tempo.

Martin Egebjerg Olesen trak det længste strå og vandt i tiden 14.49, mens Ole Hesselbjerg tog tredjepladsen med 14.53. Casper Pretzman blev tredje Sparta-løber over stregen – i ny personlig rekord på 14.59.

Ungdommen leverede
Sparta havde også mange unge talenter i aktion. I aldersgruppen 14-15 år løb Barbara Stemann Johansen sig til sejren med 19.17, og i 16-17 års gruppen vandt Nanna Brinchmann Holm i 18.51. Begge satte nye personlige rekorder.

Flotte præstationer i masters-klasserne

Også de mere erfarne Sparta-løbere gjorde flot figur:

  • 40-49 år: Morten Ravn – 16.20 (vinder)
  • 50-59 år: Mette Willer – 19.39 (vinder)
  • 60-69 år: Peter Rosendal – 19.15 (vinder), Thor Rasmussen – 19.49 (nr. 2)
  • 60-69 år: Annemette Lauridsen – 29.51 (nr. 2)
  • 70+ år: Henning Jensen – 21.30 (vinder)

Spartas nuværende formand, Henrik Vincentsen, bidrog også til Spartas indsats i Craft Cup, ligesom Spartas tidligere formand, Niels Jørgen Holdt, løb med i 70+-kategorien.

En stor tak til alle, der stillede op og bidrog til en fantastisk afslutning på årets Craft Cup. Med både bredde og topniveau leverede Sparta på Strandvejen!

I løbet af mandagen vil alle Sparta-resultater være at finde her på siden.
Indtil da kan du gå på opdagelse på linket herunder, hvor samtlige resultater fra Strandvejens 5 km er tilgængelige.

DSC06495

DSC06160

DSC06154