Posted

Målsætningen ved Telenor CPH Marathon er de to hurtigste maratontider nogensinde løbet på dansk grund, og forudsætningen for at indfri målsætningen har aldrig været bedre, end den er i år.


For første gang i historien så er Telenor Copenhagen Marathon blevet tildelt IAAF’s Road Race Bronze Label. Det stiller blandt andet krav til niveauet af elitefeltet, som ved Telenor Copenhagen Marathon 2019 er stærkere end nogensinde før, og målsætningen for både mænd og kvinder er helt klar.

“Vi skal have den hurtigste maratontid nogensinde løbet på dansk grund, hvilket for mænd kræver en tid på under 2.10.37 og for kvinder en tid under 2:30:51,” siger Henrik Paulsen, sportschef i Sparta Atletik & Motion, som arrangerer Telenor CPH Marathon.

Stærke kenyanere og etiopere

Til det formål står et meget stærkt elitefelt klar på startstregen den 19. maj, og ikke overraskende er det løbere fra Kenya og Etiopien, der er størst forventninger til.

“Det er jo ganske normalt, at det er løbere fra disse to lande, som præger elitefelterne, og det var det også sidste år. Forskellen i år er, at vi har kunne hente løbere fra en hylde højere, da vi er bronze label løb, hvor vi sidste år måtte et niveau længere ned. Derfor står vi nu også med en række løbere, som for nyligt har vist, at de har nivauet til at løbe de tider, vi drømmer om,” siger Henrik Paulsen.

Stor bredde

Hvad angår den danske elite, så skal vi nok ikke forvente at se en dansker i top fem, da hverken Abdi Hakin Ulad eller Thijs Nijhuis stiller til start. Til gengæld står en lang række af løbere fra niveauet lige under klar på startstregen.

“Både Abdi og Thijs har prioriteret anderledes i år, men jeg tror aldrig, at vi har haft så mange danskere med niveauet til at løbe under 2.30.00, som vi har i år, så det kommer til at gå hurtigt i hovedstadens gader den 19. maj,” siger Henrik Paulsen.

Hold øje med disse løbere

MÆND

Alex Chepkwik Saekwo

Her er tale om en ’ægte’ maratonløber. Han har således kun konkurreret på maratondistancen, men det har han også gjort godt. Han står således med fire sejre på CVét i henholdsvis Verona i 2014, Torino i 2015, Lyon i 2016 og La Rochelle i 2018. Han er ikke sluttet dårligere end nummer 9 i sine sidste 11 maratonløb, så det er helt sikkert en løber, vi kommer til at se helt fremme.

PR: 2:10:49, Lyon, 2016

Land: Kenya

Alder: 28 år

Abraham Kasongwor

Sluttede lige nøjagtigt udenfor top 10, da han satte sin gældende personlige rekord ved Paris Maraton i 2017. Har desuden også imponeret på halvmaratondistancen, hvor hans personlige rekord er så god som 60:25. Han havde også en rigtig god 2018 sæson, hvor det blandt andet blev til en sejr ved Trento halvmaraton og en andenplads ved halvmaraton i Porto, mens han blev nummer to ved La Rochelle Marathon og nummer ni ved Rom Marathon.

PR: 2:10:12, Paris, 2017

Land: Kenya

Alder: 25 år

William Nyarondia Morwabe

Den forsvarende mester og indehaver af løbsrekorden ved Telenor Copenhagen Marathon kommer tilbage for at forvare sin titel og løbe endnu hurtigere. Rygterne fra Kenya, hvor William Morwabe træner, går i hvert fald på, at han er i rigtig god form, og siden han løb Frankfurt Marathon tilbage i oktober, så har der været fokus på Telenor Copenhagen Marathon.

PR: 2:11:15, København, 2018

Land:Kenya

Alder: 31 år

Jackson Kibet Limo

Manden med den hurtigste personlige rekord i hele feltet. Den er nu mere end fem år gammel, men han har siden vist, at han stadig kan løbe stærkt. I 2017 vandt han således Porto Marathon i tiden 2:11:34 på en rute, som ikke er helt så hurtig som her ved Telenor Copenhagen Marathon, og sidste år blev han nummer fire i Porto i tiden 2:12:19

PR: 2:09:06, Paris, 2014

Land: Kenya

Alder: 30 år

Vincent Chepkok

En mand med en lang række af imponerende meritter på CV’et. Var tidligt i sin karriere blandt verdens allerbedste på 5000 meter, hvor han blandt andet har vundet to Diamond League stævner, ligesom han med tiden 12:51:45 har løbet den 27 hurtigste tid på distancen nogensinde. I 2011 blev han en flot nummer tre ved VM i cross, og i 2012 satte han sin PR på 10.000 meter i tiden 26:51:68, hvilket er den 31 hurtigste tid nogensinde løbet på distancen.

På maratondistancen er det blandt andet blevet til en 12. Plads ved Madrid Marathon i 2018 og en 11. Plads ved Frankfurt Marathon i 2017.

PR: 2:11:55, Paris, 2015

Land: Kenya

Alder: 30 år

KVINDER

Kellen Waithira

Hun debuterede på maratondistancen tilbage i 2016, hvor hun løb 2:41:21, og siden er det bare gået fremad. Hun har forbedret sin personlige rekord hvert år, og tidligere i år løb hun så 2:29:13, hvilket vil være lig med en ny løbsrekord ved Telenor Copenhagen Marathon. Så det er en kvinde i topform, som står klar på startstregen.

PR: 2:29:13, Wuhan, 2019

Land: Kenya

Alder: 32 år

Sylvia Keberenge

Den lokale Sparta-atlet løb efter en ny løbsrekord sidste år, hvilket desværre mislykkedes. Hun er dog klar igen i år, og formen skulle efter sigende være god. Hun løb tidligere i år maraton i Taipei som en del af træningen, og fokus har udelukkende været på at ramme topformen ved Telenor Copenhagen Marathon

PR: 2:29:09, Frankfurt, 2017

Land: Kenya

Alder: 29 år

Bekelu Beji Geletu

Hun er blot 19 år, men det er alligevel fjerde sæson, hvor hun løber maraton, og det er blevet til en ny personlig rekord hvert år siden debuten i Odense tilbage i 2016. Tidligere i år brød hun så 2:30:00 grænsen, da hun løb 2:28:21 i Wuxi i Kina, hvor hun samtidige blev nummer to. En tid som i skrivende stund også placerer hende som nummer 95 på kvindernes årsrangliste på maratondistancen.

PR: 2:28:21, Wuxi, 2019

Land: Etiopien

Alder: 19 år

Aberu Ayana Mulisa

En løber i absolut topform. Hun har indtil videre i 2019 sat ny personlig rekord på henholdsvis 10 km, halvmaraton og maratondistancen. Det har også resulteret i en sjetteplads ved det stærkt besatte maraton i Sevilla, samt en femteplads på halvmaraton i Madrid og en sejr på 10km i Langreo. Så en løber der i år har vist, at hun har niveauet til at sætte en ny løbsrekord ved Telenor Copenhagen Marathon.

PR: 2:28:49, Sevilla, 2019

Land: Etiopien

Alder: 26 år

Nyhedsbrev

Få rabatter, inspiration og viden om løb 1-2 gange om måneden og deltag den månedlige lodtrækning om gavekort til vores løb.

Vi fejrer 40 års jubilæum!

 

 

 

 

DHL Stafetten København