EM-atleter ser frem til at komme i aktion 

Foto: Marta Siljudóttir

Allerede i aften starter EM inde i Holland, hvor tre Sparta-atleter, Ida Beiter Bomme, Annemarie Nissen og Sofia Thøgersen, er udtaget af Dansk Atletik.

Sparta program

Torsdag 6/3

19:20 / 1500m indledende / Sofia Thøgersen / heat 2

20:55 / 60m hæk indledende / Ida Beiter Bomme / heat 2

Fredag 7/3

10:15 / 800m indledende / Annemarie Nissen

13:45 / 60m hæk semifinale

21:43 / 60m hæk finale

Lørdag 8/3

19:53 / 800m semifinale

Søndag 9/3

16:33 / 800m finale

Vi har fanget Ida Beiter Bomme og Annemarie Nissen til et par spørgsmål om, hvordan deres forberedelser har været, og hvilke forventninger de har til EM-deltagelsen.

Annemarie Nissen

Hvordan har din forberedelse været op til EM?
– Desværre har jeg døjet med smerter i akillessenen siden DM, hvilket min forberedelse har båret præg af. Det er ikke optimalt, men sådan er elitesport!

Hvordan føler du dig formmæssigt lige nu?
– Selvom min optakt ikke har været perfekt, tror jeg på, at jeg stadig er et godt sted formmæssigt, og det glæder jeg mig til at få afløb for til EM.

Hvilke forventninger har du til din egen præstation ved EM?
– Jeg ser frem til at løbe efter placering og ikke efter tid. Alt kan ske på en disciplin som 800m, så jeg går ydmygt til værks.

Hvad motiverer dig mest, når du står på startstregen til en stor konkurrence?
– Jeg synes, det er vildt motiverende at tænke på alle de træningstimer, der ligger forud for at stå og være helt klar på startstregen. Jeg elsker følelsen af at være 100% fokuseret på en ting – intet andet eksisterer i det øjeblik.

Ida Beiter Bomme

Hvordan har din forberedelse været op til EM?
Jeg synes, min forberedelse har været god. Jeg har fået trænet godt, og jeg føler mig maks klar til at løbe til EM.

Hvordan føler du dig formmæssigt lige nu?
– Jeg synes, min form er rigtig god og er der, hvor den skal være for, at jeg kan præstere mit bedste.

Hvilke forventninger har du til din egen præstation ved EM?
– Da det er mit første internationale seniorstævne, har jeg en forventning om, at jeg går ud og gør mit bedste og får løbet så hurtigt, som, jeg ved, jeg er i stand til at gøre. Og så kunne det være rigtig fedt med en semifinaleplads.

Hvad motiverer dig mest, når du står på startstregen til en stor konkurrence?
– Det at jeg kan vise over for mig selv, at jeg er pisse god, og vise hvad jeg er i stand til at gøre.