Ole Hesselbjerg til OL i Tokyo 2021

En levende legende løber af

Han har i årevis været en af de bedste danske løbere og har sat nye standarder i dansk atletik med sit niveau og sin dedikation. På 3000 meter forhindringsløb var der ingen over eller ved siden af Ole Hesselbjerg med dansk pas. 2024-sæsonen bliver den sidste som eliteløber for en spartaner, der aldrig forlod klubben, efter han ankom som barn.

Foto: Deca Text & Bild, Yuki Mizuno og Marta Siljudottír

OL-deltagelse i 2016 i Rio og 2021 i Tokyo. Den danske rekord på distancen. De ni nationale mesterskaber. Det er noget af den faktuelle historie om eliteløberen Ole Hesselbjerg. Det hele med udgangspunkt i den lyseblå Sparta-singlet og Østerbro Stadion, hvor Ole Hesselbjerg begyndte som 12-13-årig tilbage i 2003, og hvor han blev ved med at frekventere omklædningsrum og løbebaner til, han i dag er 34.

Men efter denne sæson er det blot ’løberen’ Ole Hesselbjerg, vi vil møde i Sparta. ’Eliteløber’ er efter denne sæson fjernet fra CV’et. Mere fremtrædende derpå lyser ’civilingeniør’ og ’far’ i fuldtidskategorien over beskæftigelse.

Vi har bedt en vaskeægte spartaner om at overveje, hvad elitekarrieren hos Sparta og for Danmark har betydet for hans personlige udvikling.

Ole Hesselbjerg EM 2016 i Amsterdam. Foto: Deca Text & Bild

Sparta har givet mig venner for livet

Det hele begyndte med en træning under Svenn Margeirssons vinger og med Michael Jordan-sko på til et af de første Mini Marathon i Sparta singletten. Fra første udlevering af en sponsorpakke fra Nike, var Ole hooked på både sporten – og på fællesskabet.

”Sparta har givet mig rammerne og motivationen for at udvikle mig som løber. Herunder et godt træningsmiljø og venner for livet. Senere i min karriere har Sparta været med til at muliggøre, at jeg har kunnet satse på mit løb professionelt,” siger Ole Hesselbjerg.

Arbejdet bag drømmene om at blive den blot tredje dansker til et OL på 3000 meter forhindring i Rio i 2016 og opnå deltagelse igen i 2021, var ikke kun et ensomt projekt.  Ole Hesselbjerg er som mange andre eliteatleter formet af den kultur og de mennesker, der omgav ham.

”Den træningsgruppe, jeg har været en del af gennem årene, har betydet utrolig meget for mig. Der er ingen tvivl om, at den gruppe og de venner, jeg har fået, har motiveret mig til at fortsætte i så mange år. Derudover er der selvfølgelig min træner Heidi Whitehead, som har stået ved min side i rigtig mange år og hjulpet mig til at udvikle mit løbetalent. Vi har været rundt i verden sammen og oplevet op- og nedture sammen, og jeg har altid kunne regne med hendes støtte,” fortæller Ole Hesselbjerg.

Hvad håber du at have givet tilbage til Sparta?

“Jeg håber, jeg har bidraget til et godt træningsmiljø og inspireret den yngre generation. Det er ligeledes mit håb, at særligt yngre atleter kan se, hvor langt man kan komme ved at blive ved.”

Ville gerne have lyttet mere til min krop

Hvad vil du gerne huskes for?

”Jeg håber, jeg bliver husket som en målrettet og elitær løber med et stort fokus på altid at blive bedre. Jeg vil gerne huskes som en atlet, der satsede og flyttede grænser i min iver efter gode, internationale resultater,” siger Ole Hesselbjerg.

Hvad gjorde du rigtigt?

”Jeg har været god til at opsøge muligheder, der har kunnet gøre mig til en bedre løber. Derudover har jeg altid haft en klar idé om, hvad der skulle til for at lykkes. Det har vist sig, at jeg ikke altid har haft ret, men troen på, at jeg sammen med mit team lagde den optimale træningsplan, har været mindst lige så vigtig en faktor,” mener Ole Hesselbjerg.

Bag de svære kvalifikationer til OL lå serier af store præstationer ved danske mesterskaber og deltagelse ved europa- og verdensmesterskaber. Også med cross- og landvejsskoene på.

Efter OL i Rio fulgte Hesselbjerg op ved i 2018 at nå sin anden EM-finale, inden karrieren foreløbig kulminerede, da han ved Paavo Nurmi Games i 2021 slettede Flemming Jensens legendariske danske rekord fra 1987 i tiden 8:20.42. En præstation, som også bragte ham til hans andet OL i Tokyo senere det år.

Men forinden lå også dedikationen til at rejse til Kentucky i USA i 2015 for at repræsentere Eastern Kentucky University og lave bjergtræning i Schweiz op til OL i Rio. Derefter kom skaderne snigende og ikke mindst en akillessene afbrød i sidste ende syv år i træk med Ole Hesselbjerg som dansk mester på 3000 meter forhindring. Det var en faktor selv efter OL i Tokyo.

”Set i bakspejlet ville jeg gerne have været dygtigere til at lytte til min krops signaler tidligt, og dermed muligvis have undgået alvorlige skader. Én konkret ting, jeg gerne ville have gjort anderledes, er rykke min akillesseneoperation et år frem. Jeg har følelsen af at ’spilde’ et helt år efter OL i Tokyo, hvor jeg forsøgte at genoptræne senen med bl.a. øvelser, desværre uden den store fremgang. I 2022 bliver jeg opereret – den beslutning skulle jeg have truffet i 2021,” lyder det fra civilingeniøren i dag.

HESSELBJERG Ole DEN 2 4 8 8:30.44 EM18

‘Eliteatlet Ole’ er en gave til ‘far Ole’

Men ‘livsstil eliteatlet’ er en del af Ole Hesselbjerg selv, når der ikke mere er OL-ambitioner på menuen hver morgen.

”Jeg håber at tage disciplin og resultatbaseret mindset med fra sporten til min karriere som ingeniør. En simpel ting som time management og evnen til at balancere mange hensyn, håber jeg ligeledes på at genbruge i min nye karriere. Endelig håber jeg på at fortsætte med at have fokus på, hvordan jeg bliver med at forbedre mig mange år i fremtiden.”

Hvad giver et liv som dedikeret atlet i med- og modgang dig privat som familiefar?

”Hmm, det er svært at svare på. Min kæreste og jeg bliver klogere hver dag, når det kommer til forældreskabet. Jeg håber at kunne forklare min søn, at nogle gange går tingene ikke, som man havde håbet, selvom man har knoklet for det. Endelig har løb lært mig at være tålmodig til tider, hvilket allerede har vist sig at være en nyttig egenskab i rollen som far.”

Hvordan vil vi stadig komme til at se dig som en del af Sparta, selvom elitekarrieren kører videre i et andet spor?

”Jeg håber på, at jeg har tid til at komme og træne med de andre i min gruppe og hjælpe dem til at indfri deres mål. Derudover håber jeg at bibeholde et nogenlunde niveau, der gør, at jeg kan løbe nogle motionsløb og hygge mig med det,” slutter Ole Hesselbjerg.

Ole Hesselbjerg sætter dansk bedste notering ved CAG 2024
Ole Hesselbjerg, Danmark, 3000 meter hinder,
Heidi Whitehead, Ole hesselbjerg, Mads Skaaning, Nick Jensen Flagstaff USA
Ole Hesselbjerg, Danmark, 3000 meter indendørs i 2019

Ole Hesselbjerg kort

34 år – født 23. april 1990

Familie: Kæreste og en søn på 8 måneder

Uddannelse: Civilingeniør

Beskæftigelse: R&D test engineer

Startede i Sparta i 2003 og har aldrig været i andre klubber.

Resultat han er mest stolt af: Dansk rekord på 3000m forhindring

Ole Hesselbjergs elitekarriere i overblik

NR – 3000m forhindring – 8:20.42

Dansk bedste notering – 2000m forhindring – 5:34.02

2 x OL Rio 2016 & Tokyo 2021

3 x EM Amsterdam 2016, Berlin 2018 & Rom 2024 (2 x EM finaler)

1 x VM London 2017

5 x EM XC 2015, 16, 17, 18 & 23

1 x VM XC 2019

3 x NCAA final 2013, 14 & 15 (2 x bronze)

9 x Nationale mesterskaber