Posted

At København søndag den 15. september blev vidner til en verdensrekord ved CPH Half, var det en kulmination af manges dedikerede indsats.

25.000 deltagere og en ny sublim verdensrekord.

CPH Half ’19 vil gå over historiebøgerne som løbet, hvor kenyanske Geoffrey Kamworor satte en fantastisk verdensrekord, og der for første gang var udsolgt med 25.000 deltagere.

Med tiden 58.01 smadrede Kamworor den eksisterende verdensrekord med hele 17 sekunder, og det er en bedrift, som har vakt opsigt verden over.

Verdensrekord er “helt absurd”

Verdensrekord i Københavns gader er den ultimative manifestation på, at CPH Half har en af verdens hurtigste ruter og et event på højt niveau. Det er et faktum, som Jakob Larsen, direktør i Dansk Atletik, stadig havde svært ved at forstå til fulde søndag eftermiddag, hvor rekorden stadig var helt ny:

“Jamen altså, verdensrekord her i dag – i Danmark, det er jo … Jeg mangler jo dybest set ord. Verdensrekord på dansk grund er jo utroligt sjældent. Og da vi startede med halvmaraton, så var det jo på mange måder det, vi arbejdede for at komme hen til: At kunne levere verdensresultater på dansk hjemmebane. Og at vi er nået dertil nu, det er jo helt absurd. Og jeg vil sige, under de her forhold, det vi så i dag, det var et resultatniveau og en præstation, som jeg tror, der kommer til at gå rigtigt lang tid før vi ser noget tilsvarende. Det er en meget, meget stor dag,” lyder det fra en overvældet Jakob Larsen.

En bedrift der kræver manges indsats

En verdensrekord er ikke én mands arbejde, men en præstation, der hviler på manges skuldre.

“Det er en dag, hvor alt kulminerer: mange års hårdt arbejde og en dedikeret indsats på højt niveau. Vores partnere, vores frivillige, vores medarbejdere, ambassadører – ja hele byen er med til at skaffe verdensrekorden til København i dag,” lyder det fra Dorte Vibjerg, direktør i Sparta.

Fordi Sparta har en lille kerneorganisation, er vi dybt afhængige af vores mange dygtige og engagerede frivillige, medlemmer, atleter, sportsklubber og ikke mindst vores crew, som knokler og løfter løbet op på det høje tekniske niveau, der kræves for at kunne skabe rammerne for et verdensklasse-event og i sidste ende en verdensrekord.

Alle involverede kan tage deres del af æren for, at alting spiller sammen på dagen, og at ingenting går galt i de få afgørende timer, minutter og sekunder, hvor det hele skal kulminere.

Nyhedsbrev

Få rabatter, inspiration og viden om løb 1-2 gange om måneden og deltag den månedlige lodtrækning om gavekort til vores løb.

KOMMENDE LØB

Se alle løb