En klub med et trygt miljø

I Sparta Atletik & Løb er det vores højeste prioritet at skabe et trygt og inkluderende miljø, hvor alle føler sig velkomne og respekterede. Vi vil have et trygt miljø, hvor hverken vores medlemmer, ansatte eller forældre skal opleve diskrimination eller stødende kommentarer.

Vi tror på, at idræt og fællesskab skal være for alle – uanset alder, køn, baggrund eller niveau. Som en del af vores kerneværdier tager vi afstand fra enhver form for krænkende adfærd. Vores klub er et sted, hvor respekt, ansvarlighed og omsorg går hånd i hånd med den glæde, vi deler ved sporten. Vi har klare retningslinjer og en handleplan, der sikrer, at vi hurtigt og professionelt kan tage hånd om enhver situation, hvis det skulle blive nødvendigt.

Vi opfordrer alle vores medlemmer og forældre til at bidrage til det trygge fællesskab ved at være opmærksomme, tale åbent og stå sammen om at skabe en positiv kultur i klubben.

Hvis du har spørgsmål eller bekymringer, er vores dør altid åben.

Tak fordi du er med til at gøre Sparta til et sted, hvor vi kan dyrke idræt i tryghed og glæde.

Godt at vide

Læs mere om disse emner

  • Sparta støtter op om inklusion, og at alle der brænder for atletik og løb skal have lov til at dyrke det – ligegyldigt køn, etnicitet, nationalitet eller evt. handikap. Det er derfor vigtigt for os, at vi I klubben altid holder den gode tone og at alle behandles og bydes velkomne på ligeværdig fod.

    Sparta accepterer derfor ikke racisme eller diskrimination, hverken fra vores trænere, ansatte eller medlemmer.

  • Sparta har en nul tolerance overfor mobning. Hvis nogen bliver udsat for mobning og drilleri, beder vi medlemmet eller forældrene om at henvende sig til deres træner eller kontoret (Camilla for Atletikmedlemmer eller Christian for Løbsmedlemmer), der vil tage hånd om problemet.

  • Sparta vil gerne fremme den gode atmosfære og sammenhold. Støt og respekter hinanden og anerkend gerne når dine holdkammerater og konkurrenter præsterer godt.

    Ligeså forventer Sparta at klubbens trænere, ledere og medlemmer, aldrig adresserer eller kommunikerer upassende emner eller på anden vis kommer med seksuelle, stødende, nedladende eller upassende kommentarer til andre – hverken til andre medlemmer af klubben eller konkurrenter.

  • Da Sparta er en idrætsforening, vil visse typer af kropskontakt være naturlige – både blandt medlemmerne såvel som træneren der underviser. For træningen såvel som det sociale sammenhold er det derfor vigtigt, at man ikke frygter seksuelle beskyldninger ved berøringer, der er en del af træningen eller stævnesammenhæng. Der skal derfor være plads til at give et sejrsknus, et klap på skulderen eller en trøstende omfavnelse til hinanden. Der kan også opstå situationer, hvor træneren skal hjælpe med at udføre bestemte træningsbevægelser eller af sikkerhedsmæssige grunde må gribe eller holde medlemmer.

    Det skal dog også tydeliggøres at berøring af seksuel karakter eller berøring af seksuelle områder som skridt og bryster til en hver tid er fuldstændig uacceptabelt, ligesom en hver anden fysisk berøring der overskrider medlemmets grænser for, hvad der er i orden.

  • Det er ikke acceptabelt, at en træner såvel som et andet medlem af det modsatte køn opholder sig i omklædningsrummet, når andre medlemmer klæder om eller er i bad.

  • Når man bliver ansat som træner eller valgt som leder i Sparta med direkte kontakt med børn og unge under 15 år, indhenter klubben børneattesten for pågældende hos Det Centrale Kriminalregister. Sparta indhenter herefter løbende aktuelle børneattester ca. hvert 3. år.

    Derudover tillader Sparta ikke deres trænere eller ansatte at have et seksuelt eller romantisk forhold med medlemmer under 18 år, da det er strafbart at have et seksuelt forhold med en ung under 18 år, hvis man er træner eller er leder for pågældende.

  • Vi har alle et ansvar for at sikre et godt og trygt miljø i Sparta. Det er derfor også vigtigt, at Sparta bliver gjort opmærksom på hændelser der potentielt kunne være eller er seksuelle krænkelser. I sådanne tilfælde beder vi om, at Spartas Atletik- eller Løbsudvalg kontaktes og gøres opmærksom på hændelsen. Udvalgene har pligt til at tage alle henvendelser seriøst og reagere hurtigt og diskret på dem.

    I tilfælde af sådanne hændelser henviser vi derudover til Danmarks Idræts Forbunds kampagne for seksuelle krænkelser i idrætsforeninger ’Når Grænser Brydes’, hvor man kan finde hjælp og vejledning for, hvordan man skal agere, hvis man får viden om eller selv oplever seksuelle krænkelser.

    Hvis udvalgene får en henvendelse om en hændelse af seksuel krænkelse, kontaktes DIF for konsulentbistand så vi bedst muligt håndterer den pågældende hændelse.

  • Som idrætsforening hører Sparta under Danmarks Idræts Forbunds whistleblower ordning, der varetages af den Etiske Komité. Her har medlemmer, forældre, ansatte og trænere mulighed for at indberette, hvis der sker nogle lovovertrædelser eller andre alvorlige forhold, som kan have påvirkning på organisationen eller afgørende betydning for enkeltpersoners liv. Den Etiske Komité behandler alt fortroligt.