Europæisk hæder til cheftræner Carsten Bomme

Spartas cheftræner for kast, Carsten Bomme, har modtaget den prestigefyldte ’European Athletics’ Coaching Award. Prisen er en international anerkendelse for hans enestående arbejde med at udvikle hammerkaster Katrine Koch Jacobsen til verdensklasse-atlet.

Foto: Marta Siljudottir og Emma Beiter Bomme

Det er ikke hver dag, at en dansk træner modtager en international anerkendelse for sit arbejde. Men onsdag den 29. oktober skete netop det, da Dansk Atletiks direktør, Klaus Nørby Jakobsen, lagde vejen forbi Sparta Hallen for at overraske cheftræner i kast, Carsten Bomme, med den fornemme ’European Athletics’ Coaching Award.

Overrækkelsen fandt sted midt i Carsten Bommes vante omgivelser, hvor utallige timer er blevet investeret i at finpudse teknik og bygge styrke hos Spartas elitekastere. Prisen gives af det europæiske atletikforbund for en helt særlig trænerindsats, og i dette tilfælde er det Carsten Bommes enestående arbejde med at føre hammerkaster Katrine Koch Jacobsen fra nationalt til internationalt topniveau, der bliver hædret.

For hovedpersonen selv er prisen en kilde til stolthed over de mange års dedikation.

”Det er dejligt med anerkendelse for det arbejde, jeg lægger i det sammen med atleterne. Det er et sjovt og spændende arbejde og en god følelse og herunder også noget stolthed, når det udmønter sig i resultater og i dette tilfælde en anerkendelse,” udtaler Carsten Bomme.

Et makkerskab bygget på tillid og ambitioner
Prisen gives i høj grad for det succesfulde makkerskab, som Carsten har opbygget med Katrine Koch Jacobsen. Et samarbejde, der har gjort hende til en af verdens bedste hammerkastere og et af Dansk Atletiks største medaljehåb med deltagelse i både OL- og VM-finaler. Carsten Bomme fremhæver selv fundamentet for deres succes:

”Min vurdering er, at vi har et godt og frugtbart samarbejde funderet i åbenhed, ærlighed og tryghed. Katrine er en talentfuld og dygtig atlet. Hun er målrettet, har stor commitment og en stærk vilje,” forklarer Carsten og fortsætter:

”Hun træffer de gode og rigtige valg, og så har hun det sjovt med at træne, hvilket alt sammen peger i den rigtige retning, hvis man skal udvikle sig. Så det er bare en fornøjelse at træne hende og være med til at udvikle hende.”

Resultaterne taler deres tydelige sprog. Siden samarbejdet begyndte, har Katrine rykket sin personlige rekord med næsten 30 meter og har etableret sig solidt i verdenseliten.

Anerkendelsen fra European Athletics markerer dog ikke et slutpunkt for duoen. Tværtimod har den kun givet mere blod på tanden og yderligere motivation til at fortsætte den imponerende udvikling. For både træner og atlet er blikket stift rettet mod fremtiden med en fælles tro på, at der stadig er store muligheder for at bygge yderligere på det allerede stærke fundament.

Carsten Bomme Coaching Award fra European Athletics 2025 Foto: Emma Beiter Bomme

FAKTA OM CARSTEN BOMME

 

  • Antal år i Sparta: Startede i 90’erne, tilknyttet kast siden midten af 00’erne.
  • Ansvarsområde i Sparta: Cheftræner og Disciplingruppeansvarlig i kast. Personlig træner for senioratleter i kuglestød, diskoskast og hammerkast.
  • Titel i Dansk Atletik Forbund: Event Group Lead i kast med ansvarsområde for eliten.
  • Uddannelsesbaggrund: Cand.scient. i Biologi og Idræt.
  • Bedrifter som aktiv atlet: Dansk Mester i 10-kamp og 7-kamp (indendørs).
KatrineKoch CarstenBomme EURTHROW scaled

FAKTA OM SAMARBEJDET MED KATRINE KOCH JACOBSEN

 

  • Fælles titler og internationale resultater:
    • 1 x OL-finalist
    • 2 x VM-finalist (3 x VM-deltager)
    • 2 x EM-finalist
    • European Throwing Cup: 1 x Guld, 1 x Bronze, 1x U23 Bronze
    • EM U23: 1 x Sølv
  • Katrines udvikling i hammerkast:
    • Personlig rekord i 2018: 44.96 meter
    • Nuværende personlig rekord: 74.22 meter
  • Katrines fysiske udvikling (eksempel: Frivend):
    • Personlig rekord i 2019: 75 kg
    • Nuværende personlig rekord: 132 kg