18. februar – 27. maj 2025

Kickstart

Kickstart

Nedtælling til start

:::

Praktisk information

  • Dato & tid

    18. februar – 27. maj 2025 kl. 17.30

  • Pris

    270 kr.

  • Sted

    Idrætshuset, Gunnar Nu Hansens Pl. 7, København Ø

Kom godt i gang med løb

Kickstart er et 15-ugers forløb for dig, som gerne vil opleve eller genfinde løbeglæden sammen med andre. Her er der plads til løbere på mange niveauer – uanset om man aldrig har løbet før, eller måske er på vej tilbage efter en skade eller en pause.

Du behøver ikke at være i løbeform for at være med. I løbet af de 15 uger bygger vi stille og roligt formen op, så du undgår overbelastning eller skader. I begyndelsen sker det ved en sund kombination af løb og gang, indtil dine muskler, sener og led har vænnet sig til de nye udfordringer.

Og når de 15 uger er overstået, løber vi alle 5 kilometer sammen. For mange lyder det som en drøm, men med hjælp fra de dygtige trænere på kickstart bliver det virkelighed.

Få nye værktøjer med hjem

Undervejs kommer du desuden til at lære en række vigtige værktøjer, du kan tage med videre, og som har stor betydning for din udvikling og glæde som løber.

Det kan være øvelser og gode råd til: 

  • Opvarmning
  • Udstræk
  • Tekniktræning
  • Styrketræning
  • Motivation

… og meget mere.

På Kickstart har vi også stort fokus på at styrke det sociale fællesskab. Vi løber i grupper og snakker og hygger efter træning, så du kan godt regne med at få en masse nye løbevenner. Når forløbet er slut, fortsætter mange deltagere derfor tit at fortsætte på et af Spartas andre hold, hvor der er masser af muligheder for at træne med andre.

Tid, sted og træning

Kickstart løber over 15 uger. Der er fællestræning hver tirsdag kl. 17:30, men for at du får fuld udbytte af forløbet, anbefaler vi, at du træner derhjemme 1-2 gange i ugen. Derfor modtager du også et særligt træningsprogram, så du kan passe “hjemmetræningen” ind i din hverdag. Som deltager får du desuden adgang til holdets en lukkede Facebook-gruppe, hvor man fx kan aftale en løbetur med andre ved siden af den ugentlige træning.

Vi mødes i Idrætshuset på Gunnar Nu Hansens Plads 7, 2100 København Ø.

Herefter løber vi en tur i og omkring Fælledparken, hvor der vil være forskellige træningsindslag undervejs.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive til træner Ina Rasmussen og Merete Røder på [email protected].

3 deltagere fortæller

Anette Asraf, 48

“Før har jeg næsten altid løbet alene, så det har været en helt ny oplevelse at løbe med andre. Det har virkelig været fedt, så jeg har fået lyst til at slukke for musikken i ørene og løbe mere sammen med andre.

Udover at løbe har jeg også lært en masse små fif, som jeg ikke har været helt opmærksom på før. Det er for eksempel sådan noget med, hvor meget tøj man skal have på, når man løber, og så har vi også lært en masse om opvarmning, udstræk og den slags.”

Nikolas Gørtz, 35

“Det har været utroligt motiverende, at der har været et hold, man kan mødes og løbe med hver tirsdag. Det har været vildt fedt. Trænerne har også været sindssygt dygtige og strukturerede, og så var det fedt, at vi sluttede af med at skulle løbe fem kilometer uden pause.

Det har været et mål gennem helt forløbet, og det var virkelig fedt at nå dertil. Men i det hele taget har alle træningerne været sjove, og jeg har fået en masse energi af det.”

Ella Sophia Petersen, 13

“Jeg meldte mig til Kickstart, fordi jeg ville gerne dyrke noget mere sport. Og da min mor var med på holdet sidste år, syntes hun, at jeg også skulle prøve. Og det har jeg været glad for.

Jeg er helt sikkert blevet bedre til at løbe, og så har det også været sjovt at være på holdet, fordi jeg meldte mig til sammen med min veninde. På den måde har vi fået tilbragt mere tid sammen. Og nu hvor jeg er kommet i gang, vil jeg helt sikkert fortsætte med at løbe.”

Trænerne

Merete Røder – holdansvarlig

Merete begyndte sin løbekarriere i Sparta i 1999. Hun har gennem tiden haft mange træneropgaver – både som fartholder samt begynderløbs- og kvindeløbstræner.

Merete har de sidste 20 år været Spartas frivilligkoordinator og har derfor en finger med i alle løbeevents. Merete brænder for, at løb er en ting, man gør sammen, og at vi sammen bliver bedre løbere.

Inge Bendix Madsen

Inge har været medlem af Sparta siden januar 2010. Hun løb sit første (af mange) maratons blot 6. måneder senere. Inge elsker at løbe og snakke med andre, og hun er stensikker på, at løb samler mennesker på tværs af alt.

Mette Koch Larsen

Mette har været medlem af Sparta siden 2020. Før løb hun mest alene, men hun savnede et fællesskab og nogen at løbe med. Mette er fast løber på Early Runners, og her får hun begge dele. Hun løber hellere længere og langsommere end kort og hurtigt.

For Mette er det vigtigt at tale med medløbere, hilse på modløbere og at høre, hvad der foregår omkring hende.

“At løbetræne sammen på et hold er en fantastisk mulighed for at få oplysninger fra holdkammerater om alt muligt, som jeg ellers ikke ville få”.

Hun håber, at kunne vække løbelysten og -glæden hos nye løbere – og hos dem, der måtte have glemt den!

Caroline Skovgaard Dahl

Caroline har løbet i Sparta siden 2019, hvor hun startede på begynderholdet, som nu hedder Kickstart. Hun har også brugt begynderholdet/Kickstart i 2022 til en genoptræning efter skade.

Kickstart er derfor også til dig, som bare gerne vil igang med at løbe efter en pause. Caroline er meget aktiv i Sparta i forhold til at skabe det sociale fællesskab bl.a. som arrangør af Spartas årsfest. Klubben giver rig mulighed for en masse gode løbekammerater.

Gitte Fenger

Gitte startede med løb i Sparta på Begynderholdet i 2020. Har siden løbet på forskellige hold i Sparta – de sidste pr år fast på Next Level.

Gitte løb sit første halvmaraton i 2024, og hun har 3 halvmaratons planlagt i 2025. Hun sætter stor pris på at løbe sammen som hold, da det giver nogle sjove timer sammen, og man støtter hinanden, når turene er hårde.

Birgitte Eskebjerg

Birgitte har været medlem af Sparta siden 2014, hvor Birgitte selv begyndte på det, der dengang hed begynderholdet.

Siden har Birgitte udviklet sig en del, og hun har været træner på holdet 6:00, Royal Run og en del sociale arrangementer som Morgenløb i Tivoli.

Birgitte har også været fartholder på søndags-træningen til både maraton og halvmaraton.

Birgitte lægger stor vægt på det sociale, og at alle kan være med uanset ambitioner eller niveau.