Nike Spring Run 2026

Fællesskab og flyvende forårstider: Sæsonen blev skudt i gang til Nike Spring Run



Foto: Jón Halldor

Næsten 2.500 løbere brød fri af den lange vinter og skød forårssæsonen i gang til Nike Spring Run. Dagen bød på test af hurtige sko, imponerende familierekorder og et længe ventet elite-comeback.

Nike Spring Run tog søndag livtag med en historisk isdækket vinter. Lyset og græsset kiggede frem, og for de knap 2.500 deltagere og de ventende supportere i målområdet på Gunnar Nu Hansens Plads var det lunt nok til at kramme træningskammeraterne før start – og varmt nok til at hænge ud med kaffe og nybagte cookies fra de fremmødte foodtrucks efter løbet.

Forårets første løb kalder ofte på at holde tempoet nede af ren fornuft, men det hjalp ikke synderligt på den trang, at navnesponsor Nike delte deres hurtigste racesko ud til gratis test under løbet. Samtidig mindede LØBEREN om, at sæsonens helt store prøvelser nærmer sig, ved at fremvise det nye, officielle racekit til Copenhagen Marathon. Så var scenen ligesom sat.

Dagen blev dermed en stærk og værdig markering af Kvindernes kampdag og det reelle startskud til 2026-sæsonen. Det bliver en stor sæson i et år, hvor Copenhagen Marathon for mange af deltagerne venter blot få sider fremme i træningsplanen. Samtidig åbner verdensmesterskaberne i København (One Mile, 5 km og halvmaraton) den 19. og 20. september, hvor masserne kan tilmelde sig og løbe med i hælene på de kommende verdensmestre og deltage i efterfesten i Runners Area.

Der var med andre ord rigeligt at være i forårsstemning over, og det kunne tydeligt ses på mængden af løbere i lynhurtige shorts, singletter og – for enkeltes vedkommende – endda i bar mave. Der var sprint om positioner på alle distancer og niveauer, når de mange personlige sejre skulle forløses.

 

 

 

Familien Jensen imponerede stort ved Nike Spring Run 2026

Fuld fart på familieturen

Personlige sejre var der fuld plade af hos familien Jensen, som havde snydt lidt og trænet målrettet hen over den hårde vinter i både løbesko, på cykel og i svømmehallen. 10-årige Oliver, 13-årige Sander, mor Ina og far Theis løb alle 5 km sammen i sæsonens første løb og imponerede stort med forårsformen.

10-årige Oliver, der drømmer om at blive triatlet, kom igennem de 5 km på Fælledparkens grus og asfalt på godt 19 minutter. Storebror Sander kom sikkert i mål under 19 minutter, med far Theis som selskab en del af vejen og mor Ina i fuld fart lige bag dem.

”Det er dejligt at kunne gøre det sammen. Vi løb også Nike Spring Run sammen sidste år, og det er en god måde at komme ud som familie,” sagde far Theis, mens han tog imod Ina, der kom i mål ganske kort efter familiens lynhurtige drenge. Turen bliver dog næppe ved med at være fælles ude på ruten ret meget længere.

”Næste år tror jeg allerede, det er slut med at kunne følge med begge drengene,” konkluderede Theis og lignede en mand med en meget sandfærdig udlægning af det forhold.

Jonas gertsen (tv) vinder af 10 km ved Nike Spring Run 2026

Et længe ventet comeback

En, der allerede har udlevet drømmen om at gøre løb til en betragtelig del af hverdagen, er Spartas Jonas Gertsen (til venstre i billedet red.), der tog sig af sejren hos herrerne på 10 km-distancen.

For selvom Nike Spring Run først og fremmest var en fejring af løb og det fællesskab, der følger med, var der også et stærkt felt af eliteløbere mødt frem for at teste formen under konkurrenceforhold.

For Jonas Geertsen repræsenterede løbet et comeback af en noget større kaliber end for alle dem, der blot skulle lægge en lang vinter bag sig. Han brød for alvor igennem i den danske bevidsthed, da han i Californien, for sit daværende collegehold, løb 10.000-meteren på 28 minutter og 11 sekunder og dermed blev den hurtigste dansker på distancen i 23 år. Den præstation gav fynboen ambitioner om at repræsentere Danmark ved OL i 2028, men drømmen blev siden sat på pause af en næsten ni måneder lang skades- og genoptræningsperiode efter en stressfraktur i kønsbenet.

Sejr og sikker formtest
”Det var en rigtig god fornemmelse at løbe en konkurrence igen og mærke energien fra at løbe med andre og med publikum. Og i det hele taget bare at løbe igen. Skaden ligger lidt i baghovedet, men jeg mærkede ikke noget til den i dag og følte, at jeg var helt tilbage, hvor jeg skal være,” sagde Jonas Gertsen.

Med tiden 29 minutter og 30 sekunder var han en sikker vinder på 10 km – i et tempo, der minder meget om det halvmaraton-tempo, han planlægger at løbe i Berlin senere på året. Med sig på de første fem kilometer havde han sin unge Sparta-kollega Valdemar Meiling, som drejede i mål i tiden 14 minutter og 31 sekunder for at tage sejren på herrernes 5 km.

Men uanset elitetider var dagen en vaskeægte fest for langt de fleste af de løbere, der i januar og februar måned har måttet kombinere løbetræningen med ufrivillig skøjtedans.

 

De hurtigste kvinder

5 km

  1. Anna Manley Kwasniak, NBRO Running, 17:25
  2. Laura Kassem, Hyld Studio Architects, 18:05
  3. Klara Hansen, Sparta, 18:05
  4. Mia Haubrichs, Troisdorfer LG, 18:23
  5. Shamilah Halford, NBRO Running, 18:43

    10 km

    1. Maria Ahm, Adidas Runners, 35:34
    2. Astrid Snäll, Turun Urheiluliitto, 37:11
    3. Elena Efremova, Novo Nordisk Løbeklub, 37:23
    4. Helene Dose Huusmann, Sparta, 38:04
    5. Lisen Götze, Heleneholms IF, 38:52

21,1 km

  1. Nicole Pelin, Warberg Running Club, 1:20:36
  2. Cara Fiddy, Amager AC, 1:22:49
  3. Kristina Sandager, Sparta, 1:23:53
  4. Emma Leth, Kromann Reumert, 1:24:45
  5. Linnea Hjelm, 1:27:25

De hurtigste mænd

 

5 km

  1. Valdemar Meiling, Sparta, 14:31
  2. Eric Beyerle, Sparta, 15:42
  3. August Renault, M&K Running, 15:44
  4. Niklas Kristensen, NBRO Running, 15:51
  5. Niklas Madsen, Halfspace, 16:10

    10 km

    1. Jonas Gertsen, Sparta, 29:30
    2. Nick Kelm, Sparta, 31:14
    3. Henrik Petersson, Boozt, 31:29
    4. Gerald Dolan, Sparta, 33:20
    5. Mads Heisel, NBRO Running, 32:50

 

 

 

21,1 km

  1. Søren Kold, 1:08:45
  2. Laurits Conrad Larsen, 1:09:12
  3. Niclas Hjortkjær, LØBEREN, 1:10:08
  4. Simon Ellehøj, TTTT athletics, 1:11:58
  5. Ricky Palm, RunnerWKids, 1:12:09