Internationale springstjerner dyster på Gunnar Nu Hansens Plads
Foto: DECA Text&Bild
Der er lagt op til en flot og usædvanlig atletikoplevelse onsdag aften, når verdensklasse-atleter fra hele verden stiller op i en gadeversion af Copenhagen Athletics Games.
Nok er der kun stang- og længdespring på programmet, når årets CAG – grundet en omfattende stadionrenovering – afholdes i en såkaldt ”Street Edition” på Gunner Nu Plads onsdag aften.
Alle er velkomne
Det er ganske gratis for hele familien at opleve de danske og internationale springstjerner på helt tæt hold, når CAG City afholdes midt på gaden uden for Østerbro Stadion. Ud over atletik på højt niveau, vil der både være tribune, musik og god stemning samt mulighed for at købe mad og drikke.
Springstjernerne er ankommet
Trods den reducerede version af det traditionsrige stævne er barren rent sportsligt dog på ingen måde blevet sænket. Flere kommende har VM-deltagere har således meldt deres ankomst, og tirsdag dukkede den svenske stjerne Khaddi Sagnia så op.
”Nej, jeg har faktisk aldrig konkurreret her, selvom jeg er født i Helsingborg. Men jeg har flere familiemedlemmer, som bor i byen, så jeg kender da København udmærket,” lød det fra den 31-årige længdespringer med en personlig rekord på 6.95 meter og en EM-bronze på sit prangende cv, der også tæller en OL-finale, en Diamond League-sejr samt mere end 400.000 følgere på Instagram.
Hun ankom med sin danske træner, den tidligere Sparta-atlet, Anders Møller, der i flere år nu har været svensk landstræner i spring med stor succes. Faktisk er Sagnia for nylig flyttet fra Göteborg til Karlstad for at træne under ham.
VM-deltagelsen er en bonus
”2025 er for mig et mellem-år, hvor jeg grundet skadesproblemer skal forsøge at skifte afsætsfod – fra højre til venstre. Det er en omstillingsproces, så VM i næste måned er bare en bonus,” fortæller Sagnia, der på det ”dårlige ben” foreløbig har været ude på 6.69 meter. Som nr. 28 ud af 36 på den kvalifikationsliste, som meget snart lukker, er hun 99,9% sikker på en billet til Tokyo.
Svenskeren kan dog se frem til god modstand. Det gælder ikke mindst fra den norske college-student fra Texas, Ida Breigan, der i sidste måned vandt bronze ved EM-U23 i hjemlandet og nu jagter den 15 år gamle norske rekord på 6.68, som hun i år bare har været tre cm fra.
De tre medaljevindere fra DM-ugen har naturligvis også meldt sig til dysten, deriblandt Spartas egen guldvinder, Ida Beiter Bomme, som med guldspringet 6.52 ved DM præsterede den bedste notering herhjemme i knap 30 år.
Svensk otte-meter-mand
Hos mændene er en anden svensk længdespringsstjerne med. Sølvvinderen fra VM-inde 2022, Thobias Montler, bliver endda også trænet af et Sparta-koryfæ, nemlig Peder P. Nielsen. Og dét samarbejde, som er mindre end et år gammelt, har fået en flyvende start med alene i år 12 konkurrencer over 8 meter af den Malmø-baserede atlet, hvis nordiske indendørsrekord lyder på 8.38 meter.
Montler møder bl.a. sølvvinderen fra de japanske mesterskaber, Riku Ito, der ved den lejlighed nåede ud på 8.11 og i sin europæiske debut i Sollentuna sidste søndag bare var fem cm fra at slå netop Montler. Den danske mester Kasper Larsen, er ikke med. Det er til gengæld dansk-makedonske Andreas Trajkovski, som er i sit livs form.
Fra Düsseldorf til Danmark med norsk rekord i bagagen
Kvindernes stangspring fik søndag tilført lidt ekstra hype, da én af deltagerne, Lene Retzius, i Düsseldorf satte norsk rekord med 4.73 meter – identisk med det direkte VM-krav. Hun bliver dog udfordret af bl.a. ukraineren, Maryna Kylypko, der trods krigstilstanden i hjemlandet i weekenden i Lviv kunne lade sig kåre til ukrainsk mester med 4.30 meter (PR 4.70). Kylypko ankom tirsdag med fly fra Krakow sammen med sin kæreste, der såmænd også er stangspringer, men måtte afgive sin titel og nøjes med sølv på 4.40 meter.
Mændenes stangspringsdyst tegner i det hele taget særdeles åben, men en italiensk sejr er bestemt en mulighed. Både guld- og sølvvinderen fra forrige uges italienske mesterskaber i Caorle, de unge stortalenter Matteo Oliveiri og Simon Bertelli, dukker nemlig op. Sidstnævnte vandt i sidste måned, bare 20 år gammel, EM-U23 i Bergen med et spring på 5.70 meter. Spartas Aske Valdemar Petersen – der netop vandt sin DM-titel i fjor i en gadekonkurrence – kan altså se frem til mere end god modstand.
Program for CAG City – onsdag d. 13. august 2025
- 17:25: Præsentation
- 17.36 Stangspring K
- 17.38 Længdespring K
– pause – - 19.20 Længdespring M
- 19.35 Stangspring M
Mere info
Find startlister, resultater, link til live stream og meget mere på vores CAG-side på linket herunder
