Katrine Koch nummer 10 ved OL
Stade de France i Paris dannede tirsdag aften ramme for en stor aften for alle spartanere – og danske atletikelskere i øvrigt!
25-årige Katrine Koch Jacobsen deltog nemlig i OL-finalen i hammerkast – som den første danske kvinde i en olympisk kastefinale i 72 år!
Med tre kast på hhv. 71.65m, 70.64m og 71.09m sluttede Katrine som nummer 10 ud af de 12 finalister.
Efterfølgende sagde Katrine til DR:
”Jeg er først og fremmest utroligt glad for, at jeg kunne præstere i kvalifikationen og komme til den her finale. Det er første gang, jeg er til OL, så det var jo helt klar håbet. Men det er svært at kunne præstere, når man står på sådan et stadion med så mange mennesker.”
”Jeg følte, at kroppen var god i dag, så derfor er jeg måske lidt skuffet over længderne. Jeg tror sagtens, jeg kunne kaste lidt længere, men det var bare ikke i dag, det skulle ske. Forhåbentlig kommer der flere OL’er, hvor jeg kan vise, hvad jeg egentlig har af potentiale.”
Med på sidelinjen var selvfølgelig Katrines træner, Carsten Bomme, der er cheftræner i Sparta og landstræner i kast. De seneste ca. 5 år har de to udviklet på det store kastepotentiale, og denne aften i Paris må siges at være kronen på værket. Foreløbigt. For det lugter af meget mere!
Relateret fakta:
- Canadieren Camryn Rogers kastede 76.97m og vandt OL-finalen.
- Der har været hammerkast på kvindernes OL-program siden 2000.
- I kvalifikationen i søndags kastede Katrine 72.36m og 73.04m.
- Katrine er dansk rekordholder med et kast fra 2022 på 74.22m.
- Ved EM i Rom i juni måned fik Katrine sin hidtil bedste placering ved et internationalt seniormesterskab, hvor hun blev nummer 5.