Klar til EM Cross i Portugal
På søndag afvikles årets sidste store atletikmesterskab, når seks spartanere trækker i landsholdstrøjen ved European Cross Country Championships. Mesterskabet finder for fjerde gang sted i Portugal, denne gang i Lagoa. Mesterskabet kan følges direkte på DR2 fra kl. 10:25.
Sofia jagter et stærkt løb ved EM i Cross
Det bliver spændende at følge Sofia Thøgersen, der allerede har markeret sig stærkt på den internationale cross-scene. Hun har to ungdomsmedaljer i cross og i alt syv internationale ungdomsmedaljer. I 2023 vandt Sofia EM-sølv i U20-klassen i Bruxelles, og sidste år sikrede hun sig en flot bronzemedalje i Antalya efter en imponerende afsluttende spurt.
I år stiller Sofia op som førsteårs U23 og jagter endnu et topresultat.
Sofia løber kl. 11.26 dansk tid.
William Thøgersen klar til sit andet EM i cross
William Thøgersen er en del af en stærk dansk U20-gruppe og har haft en markant udvikling i år. Han har både gjort sig bemærket på banen, samlet værdifuld international erfaring og vist sig konkurrencedygtig blandt seniorerne.
“Forberedelserne er kørt smooth uden de store problemer. Formen føles rigtig god, og det sidste prep hernede på pre-campen har vist lovende takter. Så nu bliver det bare spændende at se, hvad jeg kan få ud af det på søndag,” fortæller William.
William løber i U20-løbet kl. 11.00 dansk tid.
“Mit mål er at løbe et disciplineret løb og få det maksimale ud af dagen. Jeg glæder mig mest af alt bare til at give den gas og se, hvor langt det rækker mod de allerbedste i Europa.”
Stærkt spartanerhold i senior- og stafettens klasser
I seniorkategorierne er Sparta repræsenteret både i kvindernes løb og i den danske mixed-stafet. På stafetten finder vi Annemarie Nissen, der netop er vendt hjem fra en vellykket træningslejr i Sydafrika.
“Jeg ser frem til at prøve kræfter med noget helt andet, end jeg er vant til, og jeg tror, vi som landshold har stort potentiale på cross-stafetten, så det bliver fedt at få testet i år,” siger Annemarie.
Juliane Falsig Hvid bliver også en del af stafetholdet og kommer med positive fornemmelser fra sin optakt:
“Mine forberedelser op til mesterskabet er gået godt! Jeg har haft en lang periode med alternativ træning dette efterår, men har de seneste par uger haft nogle rigtig gode løbetræninger og føler mig klar til at løbe stærkt igen,” fortæller Juliane.
Juliane er dog blevet ramt af lidt sygdom op til mesterskabet, men hun siger, at hun har fundet noget positivt i det, da det har givet benene ekstra restitution.
“Jeg glæder mig til at prøve kræfter med en kortere distance på stafetten samt at stille op som et hold.”
I kvindernes løb stiller Nanna Bové og Josephine Thestrup op. Nanna har haft en udfordrende sæsonstart med sygdom og skader, men efter en god pre-camp med landsholdet jagter hun en forbedring af sin placering fra sidste år.
Josephine Thestrup, der blev nummer fire ved årets DM i cross, er tilfreds med sine forberedelser:
“Jeg har fået løbet mange kilometer, og mine intervalpas har været rigtig gode, så godt flow i træningen. Jeg er glad for, hvordan min cross sæson er forløbet. Min form er god, så derfor er mit mål at placere mig markant bedre, end jeg gjorde sidste år,” fortæller Josephine.
Mixed-stafetten løbes kl. 12.30, og kvinder senior starter kl. 13.00 dansk tid.
Startlister og live-resultater kan ses her.
