JonHalldor 20260228 DMI 4111

Medaljehøst og mesterskabsstemning i topklasse

Spartanerne leverede en forrygende indsats ved DM i indendørsatletik i Odense og rejste hjem med hele 16 guldmedaljer. Weekenden bød på alt fra sprintdominans og spring i særklasse til personlige rekorder, nye danmarksmestre og stærke stafetsejre, samt hæder som Årets Træner og Årets Atlet.

Billede: Jon Halldor

Danmarksmesterskaberne i indendørsatletik skuffer sjældent og den forgangne weekend i Odense blev ingen undtagelse. Spartanerne var som altid overbevisende og hev hele 16 guldmedaljer hjem.

Guldregn i sprint og hæk

Ida Beiter Bomme var på forhånd udnævnt som favorit i 60 meter hæk, dog blev en ærgerlig indgang til første hæk enden på hendes guldmedaljehåb. Men så er det jo godt, at der var flere stærke Spartanere til start i disciplinen, og her kunne en rutineret Thea Haahr hive sejren hjem i tiden 8,61.

Til gengæld kom Ida stærkt igen, da det lidt senere var tid til endnu en af hendes favoritdiscipliner, nemlig 60 meter. Her leverede hun et imponerende resultat og vandt således ikke kun guldet, hun satte også ny personlig rekord med en lynhurtig tid på 7,30. Tiden er den anden hurtigste tid af en dansk kvinde. Stærkt kommet igen, Ida!

Der var også meget at juble over i det indledende heat, hvor Alma Ravn satte ny dansk U20-rekord med en flot tid på 7,37 og dermed forbedrede sin egen rekord, der tidligere lød på 7,39. Hun tog bronze i finalen.

Og Ida var langt fra færdig med at imponere. Allerede dagen efter, efter to intense sprintdage, ventede endnu en disciplin, denne gang i sandgraven.

Kvindernes længdespringskonkurrence blev til endnu en overbevisende sejr til Ida Beiter Bomme, der med et virkelig flot spring på 6,34 meter hev en sikker guldmedalje hjem.

På herresiden blev det også til sejr, da Andreas Christoffersen lagde konkurrenterne ned og sprintede sig vej til guldet i 8.07 på 60 meter hæk, mens Valentin Jensen leverede et mindst lige så imponerende resultat i 60 meter løb, hvor han løb med danmarksmestertitlen i tiden 6.74. Et resultat, der samtidig er hans bedste tid denne sæson.

Total dominans på 400 meter og i højdespring

I herrernes 400 meter viste Spartanerne ingen nåde og gjorde således rent bord ved at tage alle tre podieplaceringer. Gustav Lundholm Nielsen tog guldet i tiden 46.97 tæt forfulgt af Sebastian Monneret på andenpladsen i ny personlig rekord for ham med 47.05, mens Benjamin Lobo sikrede sig bronzemedaljen i 47.26 – hans hurtigste tid denne sæson.

Højdespringerne var kommet for vinde viste endnu en gang deres dominans. Rikke Andersen leverede et imponerende resultat og sprang sig til sejren med 1.71 meter om lørdagen, mens Marius Hytholm Petersen tog konkurrencen i rolig stil og hev en overbevisende sejr hjem med et spring på 2.04 meter, der samtidig er hans bedste resultat i sæsonen.

Mesterskabsweekenden bød desuden på en række førstegangsvindere. Lørdag sikrede Nickoline Skifter Andersen sig for første gang guldmedaljen i kuglestød med et flot stød på 14.84 meter og om søndagen blev det så Christopher Holmbjerg Jensens tur i samme disciplin. Han lagde hårdt fra start med en kæmpe PB på 16.71 allerede i første stød og forbedrede derefter endnu en gang sin egen rekord og vandt konkurrence ved DM for første gang med et imponerende stød på 16.88. En af de andre stærke Spartanere i aktion, Theo Hennecke, fik en lidt sværere start, men sluttede flot af med ny personlig rekord, der sikrede ham sølvmedaljen med et stød på 16.81. I kvindernes stangspring skulle vi også finde en ny dansk mester, og for første gang sikrede Laura Grønbech sig guldet med et virkelig flot spring på 3,80 meter.


Nye danmarksmestre og personlige rekorder 

Spartanerne dominerede 200 meter løb på både kvinde- og herresiden. Først spurtede Amaya Kruse Jørgensen sig til sin første individuelle guldmedalje ved et danmarksmesterskab i ny indendørs PB med tiden 24.15. En ærgerlig skade i indledende heat til en af en af forhåndsfavoritterne Sebastian Monneret betød at Victor Kiplagat Kondrups var eneste Spartaner i herrernes 200 meter finale. Men han viste klart og tydeligt at han var kommet for at vinde, og med en lynhurtig tid på 21.77 sikrede han sig guldet og satte ny indendørs PB.


Stærke mellemdistancer og EM-krav

Men det var ikke kun på de kortere distancer, at klubben leverede store resultater. I kvindernes 800 meter konkurrence hev Nadja Rugland en flot sejr hjem i tiden 2:08.32 og på mændenes 1500 meter viste Magnus Abildgaard Kofoed virkelig flotte takter, da han i tiden 3:54.99 satte ny personlig rekord og samtidig klarede kravtiden til U18 EM, som til juli afholdes i Rieti, Italien. Han var lige uden for medalje og endte på en fjerdeplads.

Medaljehøsten ville ingen ende tage, og da det kom til weekendens sidste konkurrencer viste atleterne at atletik handler om andet end individuelle præstationer. Med guld i 4×200 meter stafet for både herre og damer satte Spartanerne et smukt punktum for weekenden. Malte Bank, Fabien Ramsing Escargueil, Noah Birk Meissner og Gustav Lundholm Nielsen spurtede til sejr i 1:29.56 og kort efter fulgte Cecilie Færge, Andrea Winter Glamoclija, Nickoline Skifter Andersen og Amaya Kruse Jørgensen trop med en flot tid på 1:40.10.

Et gyldent punktum og fornemme hæderspriser

Stævneweekenden bød også på Dansk Atletiks kåring af Årets Træner og Årets Atlet, og vi er utroligt stolte og glade for at modtaget begge titler. En særdeles velfortjent hæder som Årets Træner gik til Carsten Bomme, som har haft enorm succes med vores topkastere – både de danske og de internationale. Resultaterne taler for sig selv og inkluderer blandt andet flotte finaleplaceringer ved internationale mesterskaber samt flere nationale rekorder.Katrine Koch Jacobsen blev kåret til Årets Atlet og bliver ved med at vise, at hun hører hjemme på den helt store scene. Med stærke finaleplaceringer ved store mesterskaber og sin rolle som forbillede for sporten har hun virkelig markeret sig i det forgange år. Kæmpe stort tillykke til Carsten og Katrine.

Sparta medaljer

Danske mestre

Rikke Andersen / Højdespring / 1,71
Gustav Lundholm Nielsen / 400m / 46,97
Thea Haahr / 60m hæk / 8,61
Andreas Christoffersen / 60m hæk / 8,07
Nickoline Skifter Andersen / 14,84
Ida Beiter Bomme / 60m / 7,30
Valentin Jensen / 60m / 6,74
Laura Grønbech / Stangspring / 3,80
Christopher Holmbjerg Jensen / Kuglestød /16,88
Marius Hytholm Alex Petersen / 2,04 SB
Ida Beiter Bomme / Længdespring / 6,34
Nadja Rugland / 800m / 2:08,32
Amaya Kruse Jørgensen / 200m / 24,15 PB
Victor Kiplagat Kondrup / 200m / 21,77 PB
Malte Bank, Fabien Ramsing Escargueil, Noah Birk Meissner & Gustav Lundholm Nielsen / 4x200m / 1:29,66
Cecilie Færge, Andrea Winter Glamoclija, Nickoline Skifter Andersen, Amaya Kruse Jørgensen / 4x200m / 1:40,10.

Sølv

Julius Haansbæk Mortensen / Stangspring / 5,05
Aline Hedegård Bruhn / 1500m / 4:39,26 PB
Sebastian Monneret / 400m / 47,05 PB
William Thøgersen / 1500m / 3:52,90
Malte Bank / 60m hæk / 8,40 PR
Katrine Koch Jacobsen / Kuglestød / 14,49 SB
Annabelle Viple / Stangspring /3,70
Bertram Bing Costa / Længdespring / 7,30
Theodor Hennecke / Kuglestød / 16,81
Josephine Thestrup / 3000m / 9:31,75

Bronze

Nikolaj Kofoed Grønbech / Stangspring / 5,00 SB
Benjamin Lobo / 400m / 47,05
Alma Ravn / 60m / 7,41
Lance Aabo / Længdespring / 7,11
Laura Tølløse / Længdespring / 5,77
William Thøgersen / 800m / 1:53,29
Cecilie Færge / 200m / 24,78