54771781860 bd61187083 o scaled

Medaljeregn til Sparta ved DMU

Det blev en weekend med solskin, medaljeregn og masser af nye personlige rekorder, da Sparta-atleterne imponerede stort ved DMU i Tårnby.

I weekenden var Tårnby Stadion rammen om sæsonens højdepunkt for de unge atleter: de danske ungdomsmesterskaber. Med høj sol, god stemning og masser af stærke præstationer blev det en mindeværdig weekend for Sparta, der kunne rejse hjem med hele 69 medaljer – heraf 31 danske ungdomsmestre.

20-22 år

I den ældste aldersgruppe blev der skrevet atletikhistorie, da der for første gang blev løbet en mixed 4×400 meter stafet. Kvartetten bestod af Mia Klostergård Oldfield, Amaya Kruse Jørgensen, Vitus Rosenkrands og Luis Felipe Maillet, og de leverede en tid på 3:27,64 – kun tre sekunder fra den danske seniorrekord. Som det første løb i disciplinen er tiden samtidig ny U23-rekord.

Der var også flotte individuelle præstationer:
– Vitus Rosenkrands satte personlig rekord på 400 meter i 49,53 og sikrede sig guldet.
– Mia Klostergård Oldfield tog guldet på samme distance i 57,08.
– Carl Bruce Aabo sprintede sig til sejr på 100 meter i 10,58, også en ny PR.

Kasterne markerede sig ligeledes stærkt:
– Theodor Hennecke vandt guld i både kuglestød (15,12 m) og hammerkast (55,24 m).
– Josephine Koch Jacobsen tog guldet i kuglestød (11,60 m).
– Freja Veicherts vandt diskoskast med 43,58 m.
– Den nykårede danske mester i 10-kamp toppede med sejr i spydkast (64,62 m).

18-19 år

Her blev det til seks mesterskabstitler for Sparta.

– Amaya Kruse Jørgensen tog en imponerende sprint-double med guld på både 100 meter (11,67) og 200 meter (24,21).
– Tobias Lykke Nørgaard løb en stærk PR på 110 meter hæk og snuppede guldet i tiden 14,48.
– Mads Vincentsen fulgte op med sejr på 400 meter hæk i 55,78.
– I længdespring sejrede Anyel Weis med en personlig rekord på 7,32 m.

16-17 år

Også i denne aldersgruppe blev det til sprint-guld i dobbelttempo.

– Alma Ravn tog sejren på både 100 meter (11,95) og 200 meter (24,63).
– Magnus Abildgaard Kofoed satte PR på 400 meter (50,92) og løb desuden stærkt på 800 meter i 1:53,05.
– William Thøgersen tog en flot sejr på 1500 meter i 3:57,24.

I kast og stafetdiscipliner var der også succes:
– Johan Dahl Kokkegård blev mester i kuglestød med 15,22 m og diskoskast med 41,80 m.
– Pigernes 4×100 meter hold (Esther Falck, Alice Peters, Alma Ravn og Isabella Zeberg Jensen) vandt guld i 48,19 som er ny dansk U18 rekord.
– Drengene sikrede sig guld på 1000 meter stafet med kvartetten Conrad Casimir Rohde, Johan Dahl Kokkegård, Oliver Anakin Mikkelsen og Magnus Abildgaard Kofoed, tid 2:05,83.

14-15 år

De yngste Sparta-atleter fik både medaljer og værdifuld erfaring – for mange var det debut ved ungdoms-DM.

– Ellen Vincentsen blev tredobbelt mester: Hun satte PR på 80 meter hæk (12,02), vandt 300 meter hæk (46,12) og sejrede på 300 meter flad i 41,45.

– Tristan Sundgaard Lund løb sig til guld på 2000 meter forhindring i 6:51,55.

– I længdespring blev det til sejr for Andrea Glamocilja med en ny PR på 5,41 m.

– Anker Kahr Aamand sprang sig til guld i højdespring med PR 1,85 m.

– Frida Gram Jensen fik et guld i kuglestød med et stød og en ny PR på 12,50 m.

 

Også stafetterne bød på medaljer:
– Drengenes 1000 meter hold med Emilio Alexander Bruni, Anker Kahr Aamand, Carl Philip Glastrup og Sejer Kahr Aamand løb sejren hjem i 2:11,27.

Med medaljeregn på tværs af alle aldersgrupper kunne Sparta se tilbage på et mesterskab fyldt med stærke præstationer, nye personlige rekorder og lovende talenter.

Alle resultater kan ses her eller i roster-appen.