Nu ruller DHL Stafetten Kbh

Der er sket meget, siden Sparta i 1981 arrangerede den første firmastafet i Fælledparken. Dengang løb 134 hold stafet en enkelt aften.

I år løber, walker og hygger 150.000 mennesker sig med kollegerne hele ugen fra mandag til fredag.

Ballet er åbnet her til aften med over 30.000 deltagere i bevægelse og i solbeskinnede samtaler. De første chefer har tabt deres værdighed til en ny og hurtigere medarbejder, kolleger er rykket et smil tættere sammen på en fælles gåtur eller i holdånden i teltet, og konkurrencen om det bedste holdnavn er afgjort…. eller fortsat til diskussion.

Et så stort arrangement kalder også på nye rammer for ansvar som arrangør og som deltagende virksomhed. Vi vil derfor gerne takke dig og dine kolleger for at tage godt imod vores budskaber om en opgraderet affaldssortering med 30 bemandede og oplyste recycling spots, genbrugelige eller plastfrie krus, vandfrie vakuum-toiletter og tilbud om mad, der mindsker både klimaaftryk og os fra grillen til løberne. Tak for, at I lod bilen stå og kom på cyklen eller kørte i fælles bus for at gøre jeres egen indsats. Tak for, at I måske genbrugte trøjerne fra sidste år eller måske bare lavede den så awesome, at I løber stolt i den i weekenderne også.

Vi ønsker alle en god stafet-uge!

Er du nabo til Fælledparken?
Fra mandag d. 26. august til fredag d. 30 august er der stafet i Fælledparken. I disse dage vil der være ekstra meget gående trafik og parkering i området omkring Fælledparken. Vi opfordrer alle deltagere til at ankomme med offentlig transport eller på cykel, så vi håber, trafikken ikke bliver for slem.

Øster Allé er lukket fra 18.30-20.30. Beboere til og fra Brumleby og Olufsvej kan benytte Lokalbanen og kørselsvejen bag om parken. Derudover markeres afslutningen hver dag med fem minutters fyrværkeri fra kl. 21.30-21.35.

Se info på linket herunder.