Løbere ved et Sparta-løb

Nyt hos Sparta: Byttebørs til det gode sportstøj

Mange har godt sportstøj liggende ubrugt i skufferne. For at forlænge levetiden af sportstøj, sko og udstyr introducerer Sparta Swap Spot – en gratis byttebørs foran Spartas klubhus den 15.-30. september 2025.

De fleste har gode, stort set ubrugte løbebluser liggende. Og så er der shortsene, man aldrig fik byttet, børnene der er vokset ud af deres tights og pandelampen fra dengang, man troede, man ville elske løb i mørket.

Det er ikke nogen hemmelighed, at sportsudstyr er en del af magien for fysisk aktivitet for mange. Og det er ikke alene rart at få ryddet op i gemmerne. Det er også bedre for klimaet at sørge for, at tøjet, skoene og udstyret får længere levetid.

For at understøtte cirkulationen af godt, brugt løbetøj og udstyr søsætter Sparta Atletik & Løb byttebørsen Swap Spot som et pilotprojekt fra den 15. september kl. 14 til den 30. september 2025.  Og det er ikke helt tilfældigt, at det starter dagen efter CPH Half Marathon.

“Til vores store løb som Copenhagen Marathon og CPH Half Marathon holder mange løbere sig varme i tøj, som de efterlader, når løbet skydes i gang. Vi fik ideen til byttebørsen, da vi senest stod med de store mængder sportstøj, der var ladt tilbage – og rigtig meget af det i god kvalitet. Nu tester vi om en byttebørs kan være en nem måde at forlænge levetiden på sportstøj og udstyr – til gavn for løbere og klimaet. Vi håber, alle interesserede vil komme forbi og tage det, de kan bruge. Eller aflevere noget, der er for godt til at smide ud,” fortæller Nynne Ammundsen, eventmanager med ansvar for bæredygtighed i Sparta.

Swap Spot foran klubhuset
Du finder Swap Spot i en pavillon foran Spartas klubhus på Gunnar Nu Hansens Plads 11, Østerbro, den 15.-30. september 2025 (åbner kl. 14 den 15. september).

Her kan du aflevere dit gode, rene, brugte løbeudstyr, som andre kan få glæde af. Og du kan frit tage det, du selv kan bruge (det er ikke nødvendigt at aflevere noget for at tage noget).

Kig forbi klubhuset og vær med til at sætte gang i mere cirkulation af sportstøj.