Østerbro Stadion er endelig genåbnet: Lokale foreninger vil have flere børn på banen
Foto: Marta Siljudottir
Sparta Atletik & Løb og Københavns Idræts Forening ser stort potentiale for at få endnu flere børn og unge aktiveret end tidligere, hvis man udnytter det renoverede Østerbro Stadion bedre. Efter tre års tålmodig venten kan tusindvis af børn, unge, motionister og eliteatleter igen indtage en sikker løbebane på Østerbro Stadion.
Stilheden på Østerbro Stadion er forbi. Lyden af pigsko mod en affjedrende overflade uden en mislyd af metal mod den underliggende asfalt har været savnet. Det samme har de glade råb fra skoleklasser, børnehold og løbefællesskaber, der spurter om kap på langsiden. Opstregningen af løbebanerne er færdig, så atletikken igen kan genåbnes for alvor i København.
En længe ventet renovering af både fodboldbanen og de omkringliggende atletikfaciliteter nærmer sig dermed sin afslutning.
Børnefamilier holdes i skak på ventelister
Hos de lokale atletikklubber Københavns Idræts Forening (KIF) med 300 medlemmer og Sparta Atletik & Løb, der siden 2023 har fordoblet sit medlemstal til nu at have over 2600 medlemmer, ser man let tilgængelige muligheder for, at stadion kan komme endnu flere borgere til gode.
”Lige nu har vi næsten 400 familier på venteliste alene for at gå til atletik for de yngste i Sparta Atletik & Løb. Vi ville elske at have plads og faciliteter nok og se dem få den gode, almene træning i atletik i et stærkt fællesskab med de andre børn. Særligt i en tid hvor mange unge kæmper med trivslen, er det vigtigt, at vi kan give dem et tilbud om at være fysisk aktive,” siger formand i Sparta Atletik & Løb Henrik Vincentsen.
Løbebevægelsen er i eksplosiv vækst, københavnerne flokkes til løbefællesskaber og motionsløb, der konstant sætter nye deltagerrekorder, mens presset på atletikklubberne og begrænset plads til atletik på stadion betyder ventelister. Selv med genåbnet stadion råder de lokale atletikklubber ganske enkelt ikke over plads og faciliteter nok inde på Østerbro Stadion til eksempelvis træning på områderne uden for løbebanerne, kaste-øvelser på græsset og højde- og stangspring til at aktivere de børn og unge, der ellers gerne vil.
Bedre udnyttelse af eksisterende rammer kan løse meget
Henrik Vincentsen efterlyser derfor muligheden for, at atletik-foreningerne kan benytte flere områder af stadion til atletik-træning, så et bredere udsnit af borgerne kan få et fysisk og mentalt løft.
”Vi har en gylden mulighed for at udnytte kapaciteten bedre og aktivere mange flere af disse børn og unge, inden deres forældre giver op på en venteliste. Der er ikke flere stadion til at dyrke atletik tilbage i København, og Østerbro Stadion udgør derfor en uundværlig og specialiseret ressource for atletik- og løbemiljøet i hele hovedstaden. Nu handler det om at sikre, at flest mulige får glæde af det – til gavn for både den enkelte, for fællesskabet og for folkesundheden,” siger Henrik Vincentsen.
Der er aktuelt blot et enkelt højdespringsanlæg, et enkelt bur til diskoskast, et tilgængeligt stangspringsanlæg og også kun et enkelt kuglestødsanlæg på hovedstadens primære atletikstadion, ligesom der er områder af stadion, der ikke er tilgængelige for, at børn kan træne løb og atletik der.
Stor stigning i antallet af borgere, der vil træne på stadion
Genåbningen af Østerbro Stadion er afslutningen på en frustrerende periode. Siden Københavns Kommune i 2021 bevilgede renoveringen, har forsinkelser betydet, at træningen er foregået på en nedslidt bane med huller og løst underlag, hvilket har øget skadesrisikoen og ført til aflysninger af vigtige stævner for både elite og ungdom.
For Sparta Atletik & Løb og KIF er genåbningen mere end blot en praktisk forbedring; den er en vital platform for foreningslivet og folkesundheden i bydelen. I aktive måneder benyttes atletikstadion af 10.000-15.000 brugere – fra de yngste børnehold og lokale skoleklasser til OL-aspirerende atleter og byens mange løbefællesskaber. For dem alle betyder de nye faciliteter et tryggere og mere motiverende miljø at dyrke deres idræt i.
“Det er rigtig dejligt at være tilbage på Østerbro Stadion, og vi glæder os til at tage banerne i brug igen. Renoveringen har været længe undervejs, og det har været en svær tid for vores atleter som har været spredt for alle vinde på mange af omegnskommunernes stadioner. I den anledning skylder vi de hjemmehørende atletikklubber en stor tak for deres gæstfrihed,” siger bestyrelsesformand Michael Mørkboe fra KIF.
Henrik Vincentsen ser også enorm betydning af rammerne for atletik på og omkring Østerbro Stadion.
”Vi er utroligt taknemmelige for, at Københavns Kommune har gennemført denne tiltrængte renovering. Det er en kæmpe anerkendelse af den betydning, stadion og nærliggende faciliteter har for atletik og løb for tusindvis af københavnere. Genetableringen af den nyrenoverede løbebane giver os endelig mulighed for at tilbyde de sikre rammer, som vores mange medlemmer fortjener. Men vi ville gerne tilbyde dem til endnu flere,” siger Henrik Vincentsen.
