Optimal start på nytårsfesten til Nytårsløbet
Med flere end 6.400 tilmeldte til Nytårsløbet 2025 var der dømt løbefest på Østerbro nytårsaftensdag. Deltagerne havde valgt at løbe børneløb (2 km), 5 km, 10 km eller halvmaraton på rundstrækninger i og omkring Fælledparken.
Vejret kunne ikke være meget bedre, og ind i mellem strålede solen om kap med de festlige og finurlige udklædninger, som der var masser af blandt de mange løbere.
Sjov og hyggelig start på dagen
Vi fangede denne flot udklædte familie, hvor Elin på 8 år havde løbet 5 km med sin far, Kristian, og hvor Erik og løb 2 km børneløb med sin mor, Camilla.
Det var Elins første 5 km-løb, og hun kom flot i mål:
“Det var sjovt, og jeg blev forpustet. Det var lidt hårdt, og til sidst var det allermest hårdt,” fortæller hun om præstationen, og hendes far fortæller, at Elin oplevede masser af opbakkende tilråb ude på ruten.
Erik løb hele vejen under de 2 km børneløb:
“Det var mega sjovt,” fortæller han med et stort smil.
Og udklædningselementet bidrager rigtig godt til både løbet og forberedelserne, fortæller Camilla:
“Det giver en rigtig god stemning, og vi har en hyggelig morgen, hvor vi forbereder os med udklædning og ansigtsmaling. Det gør dagen lidt kortere, og så slapper børnene lidt bedre af i eftermiddag, så de kan blive klar til i aften.”
Kun én ting skal optimeres: Næste år skal der gøres mere ud af farens udklædning, konstaterer de samstemmende.
En god nytårstradition.
Klubkammeraterne fra Spartas løbehold Team Talenterne, Simon (th) og Dieter (tv) løb med på dagens 1o km. De deltog begge i Nytårsløbet for tredje gang, og de havde en god tur rundt i Fælledparken.
“Stemningen var god på ruten, og musikken undervejs er rigtig fedt,” fortæller Simon, og Dieter supplerer:
“Det var lidt koldt til at starte med, men det blev stille og roligt varmere og mere festligt i takt med, at der kom i gang benene og vi kom tættere på mål og på kransekagen, hvor vi får hilst på hinanden og ønsker godt nytår.”
På spørgsmålet om, hvad denne start på nytårsfesten betyder, svarer Dieter:
“Man bliver tændt og har et formål at stå op til. Man får opnået noget fra morgenstunden af, og man får snakket med dem, vi kender. Man bliver simpelthen glad af det.”
“Ja, det er præcis det, man bliver. Man står op til noget aktivt og kommer ud og mødes med hinanden, inden man skal hjem og videre til fest,” afrunder Simon.
De to klubkammerater har allerede planlagt at gentage succesen den 31. december 2026.
Vi siger tak til alle dagens festlige løbere og ønsker rigtig godt nytår!
