Yogier, løbere og luntere fik varmen til After Work Yoga i Sparta Hallen.
Der var smidighed, kropsholdning og vejrtrækning på programmet, da både yogier, løbere og luntere torsdag var samlet til After Work Yoga i Sparta Hallen.
Det var anden gang, at Sparta i samarbejde med yogainstruktør og forfatter til bøgerne “Vild med Yoga” og “Yoga for løbere og luntere”, Susanne Lidang, inviterede til yoga for løbere.
“Jeg er ikke så god til at få lavet alle de der øvelser, der er gode for en, derhjemme”, indrømmer en af deltagerne, der mere er løber end yogaudøver.
Hun havde derfor sammen med 150 andre deltagere skrevet sig op til 75 minutters yogainspiration henvendt til løbere.
Øvelser for overkroppen
De 75 minutter var fyldt med øvelser, der havde fokus på overkroppen. For selvom benene er en løbers vigtigste redskab, er overkroppen slet ikke ligegyldig.
En god kropsholdning og core-muskulatur er nemlig grundlaget for en ubesværet løbestil, som ikke overbelaster kroppen – og altså også underkroppen – uhensigtsmæssigt og øger risikoen for skader.
Der var også fokus på vejrtrækningen – noget vi ofte tager for givet, men som betyder meget i en udholdenhedssport som løb. For trækker man ikke vejret godt nok, går det ud over iltningen, og man får ikke det udbytte af sine anstrengelser, som tilsvarer ens indsats.
Underkroppen i fokus den 12. april
Til Spartas næste yogaevent er fokus på underkroppen, hvor vi arbejder med ben, balder og balance.
Det finder sted torsdag den 12. april, og der vil være to sessions at vælge imellem: kl. 17.00 og 19.00.
Prisen er 115 kr.
Tilmeld dig After Work Yoga Lower Body den 12. april her
Se billederne
I albummet her kan du se nogle af de øvelser, som After Work-deltagerne blev guidet igennem: