IMG 9512 scaled

Mere end medaljer

Foto: Filip Gielda og Alexander Bertelsen

PORTRÆT: Bjørk Nørremark er atlet med tunge medaljer om halsen. Potentialet er stort. Mentalt er hun ’stærk ud over det sædvanlige’. Men hun er også retorikstuderende og kunstner. Og så er hun er overbevist om, at hendes forgrenede identitet og talenter gør hende stærkere – både på og uden for atletikstadion. Mød Spartas bronzevinder fra VM i para-atletik.

Tårerne presser sig på. En enkelt går også fri og løber ned. Ikke af glæde. I hvert fald ikke endnu.

Det er før det femte spring i VM-finalen i længdespring på et varmt og luftfugtigt Jawaharlal Nehru Stadium i New Delhi i begyndelsen af oktober 2025. Den 23-årige Sparta-atlet Bjørk Nørremark står på kanten af tilløbet mod sandgraven og mærker den lidt for velkendte, jagende smerte i hoftebøjeren. Hun er ved at give op. Hele året har handlet om dette øjeblik. Måneders træning er ført ind i de kulminerende ugers træningslejr i isolation i Indien for at vænne sig til varmen. Med maske for munden for at undgå sygdom. Alt sammen for at stå her.

”Jeg fælder en tåre dér. Med de forudsætninger var det svært at leve op til det, jeg havde i mig og forventede af mig selv,” fortæller Bjørk Nørremark efter hjemkomsten.

Hun taler ikke med sin landstræner Lars Nielsen om smerten. De ved det begge godt. Men at sige det højt vil ikke hjælpe. Det vil kun gøre den mere virkelig. I stedet træffer hun sit valg.

”Der var ikke en risiko for at rive noget over. Det var bare smerte. Jeg blev nødt til at fortælle mig selv, at: Nu lægger jeg lige det hele til side… og tager det femte spring.”

Bjørk løber, accelererer, sætter af, letter og flyver gennem den varme luft. Lander i sandet. 5 meter og 84. En bronzemedalje. Så kommer forløsningen. Ikke bare over metallet.

”Jeg kan bare mærke, hvordan det eksploderer inde i kroppen. Der var meget, der skulle og fik lov til at komme ud i det moment. Det er de færreste, der stopper under en konkurrence som den, selvom det gør lidt ondt. Man har brugt så mange timer på det. Det er det hele værd,” siger Bjørk Nørremark.

”Mentalt er hun stærk. Hun er over gennemsnittet for, hvad det kræver at konkurrere på det her niveau,” lyder det på jysk fra manden, der stod klar med et kram ved sidelinjen i New Delhi inden femte spring. Landstræner Lars Nielsen.

 

Bjoerk scaled e1761910302309

FAKTA: BJØRK NØRREMARK

• Alder: 23 år
• Klub: Sparta Atletik & Løb (siden foråret 2025)
• Discipliner: Længdespring & sprint
• Trænere: Peder Pawel Nielsen (spring) og Lars Dines Pedersen (sprint)
• Største bedrifter: Bronze ved De Paralympiske Lege i Paris 2024 (længdespring), Bronze ved VM New Delhi 2025 (længdespring).
• Næste store målsætninger: EM i para-atletik i 2026 (endnu ikke officielt programsat) og De Paralympiske Lege i Los Angeles i 2028.
• Uddannelse: Studerer retorik på Københavns Universitet.
• Virksomhed: Medstifter af kunst-virksomheden Some Other Waves med tvillingesøster Carla Nørremark.

DSC08277 scaled e1760358806530
VM para-atletik New Delhi 2025 - Bjørk Nørremark og landstræner Lars Nielsen
DSC09603 1 scaled

Virkeligheden blev til en drøm
I foråret 2025 kom Bjørk Nørremark til Sparta efter at have sprunget sig ind i danskernes skærme og feeds med sit dramatiske bronze-rekordspring ved De Paralympiske Lege i Paris 2024. For med Peder Pawel Nielsen (spring) og Lars Dines Pedersen (sprint) kunne hun få det træner-team, der med udgangspunkt i Østerbro Stadion kan forløse potentialet frem mod De Paralympiske Lege 2028 i Los Angeles og på en endnu længere bane.

Bjørk Nørremark er født uden venstre hånd. Som barn spillede hun fodbold med sin tvillingesøster. Atletikken fandt hun i Hvidovre og udviklede for alvor i KIF. Men det var para-sporten, der åbnede døren til en elitekarriere, Bjørk aldrig havde planlagt efter.

”Mit liv handler på ingen måde kun om medaljer. Det er døre, der har åbnet sig undervejs, og som jeg så har valgt at åbne. Virkeligheden er derfra blevet til en drøm. Det var ikke en drøm, der blev til virkelighed.”

 

 

 

IMG 2872 scaled
Bjørk og Carla Nørremark FOTO: Filip Gielda
IMG 9524

Et liv på flere scener
Men når Bjørk Nørremark ikke tæmmer smerte og udvikler sig fysisk, teknisk og mentalt mod nye målsætninger på atletikbanen, lever hun et helt andet liv. Et liv, hvor pensler, farver, bøger og tankerne erstatter pigsko og metalvægte. Et liv hvor scenen og lærredet er vidtrækkende lofter og vægge. Sammen med sin tvillingesøster, Carla, driver hun kunstvirksomheden Some Other Waves.

Deres univers er født ud af en kreativ opvækst med en mor, der er beklædningsdesigner og en far, der er arkitekt. Inspirationen kommer fra barndommens utallige timer ved danske strande på jagt efter forstenede søpindsvin og hulsten. Det startede tilfældigt, da en veninde spurgte, om de ville male hendes loft. Ti timer senere var deres første selvproklamerede ”evighedskunst” skabt. Carla og Bjørk behøver ikke tale sammen undervejs i processen. Øjenkontakt er nok.

I dag folder deres kunst sig ud som drømmelignende malerier, hvor stiliserede ben og kroppe i en intens, Klein-blå nuance svæver mellem organiske former i sarte pastelfarver. Det skaber en følelse af en svømmende, mytologisk verden. Succesen er allerede vokset ud af lofterne og har forgrenet sig til sengetøj og keramik, og tvillingesøstrenes symbiotiske kreativitet har ramt en nerve i både landsdækkende medier og hos anerkendte kundegrupper.

Når identiteterne omfavner hinanden
For Bjørk Nørremark er de to verdener ikke adskilte. De er hinandens forudsætninger. Ved siden af atletikken og kunsten læser hun retorik på Københavns Universitet. Behovet for at lære og blive kreativt udfoldet er en sitrende kraft i hende.

”Jeg har brug for flere identiteter. Jeg er overbevist om, at det gør mig til en bedre sportsudøver, at jeg har nogle ting, der fylder ud over sporten. Det kan hurtigt blive ensidigt udelukkende at dyrke en sport, hvor det er ubarmhjertigt, og hvor man hurtigt kan miste det hele,” forklarer hun.

Denne balance er afgørende i en verden, hvor presset konstant stiger. Efter bronzemedaljen ved De Paralympiske Lege i Paris i 2024, der kom som ”lidt af et mirakel med kæmpe PR i sidste spring”, er forventningerne i dag anderledes.

”Denne gang (ved VM i New Delhi red.) var det ikke et mirakel. Det er andre tanker og følelser, man går ind til konkurrencen med. Det er helt andre forventninger hos mig selv og hos andre, jeg bærer med mig ind på stadion.”

Samtidig udvikler para-sporten sig med en voldsom hastighed og bedre forudsætninger for præstationer, der også byder sig til i toppen ved et dansk mesterskab. Verdensrekorden i længdespring er rykket omkring 50 centimeter siden Tokyo i 2021. Intet er givet, selvom man udvikler sig i en bedre retning.

”Jeg kommer længst ved at fokusere på mine egne fremskridt og forventningerne til mig selv. Det er dét, jeg har mulighed for at påvirke og kontrollere.”

Større end træningen og resultaterne
Drømmen handler i dag om mere end personlig succes. Den handler om fællesskab og om at nedbryde fordomme. Hun taler om det stærke bånd mellem para-atleterne, der samles om noget, de har til fælles. De konkurrerer benhårdt, men de deler også en mission. Det er værd at benytte både sin udstråling og sine retoriske evner på.

”Vi vil alle vise, at det godt kan lade sig gøre. Selvom jeg er født med én hånd, så kan jeg mange flere ting, end man tror.”

Det er denne bevidsthed, der giver præstationerne en dybere mening. Efter medaljen i Paris i 2024 blev Bjørk kontaktet af mange mennesker. Også forældre til børn med lignende udgangspunkter, som kunne spejle sig i Bjørk.

”Det betyder rigtig meget for mig, at jeg kan hjælpe nogen eller bare have en simpel samtale med dem. Det er dér, jeg synes, at det hele går op i en højere enhed end bare træningen og resultaterne.”

 

VM para-atletik New Delhi 2025 - Bjørk Nørremark og landstræner Lars Nielsen Foto: Alexander Bertelsen
IMG 2873 scaled
DSC08208 scaled e1761908617744