Posted

Sommer betyder ferie og tid til afslapning. Og findes der en bedre måde at koble af på end at smide sig i liggestolen med en god bog i hånden? Få en sommer fyldt med nydelse og strålende læsning.

Duften af nyslået græs. Løbeturen er klaret. Den friskpressede lemonade, der står på havebordet, opfrisker din mund med dens læskende dråber. Du sidder klar til fordybelse. Sommeren har ramt Danmark, og det samme har din trang til at forsvinde hen til inspirerende ord om løb. Vi har derfor samlet 10 bud på bøger, der alle vil motivere dig som løber og menneske. Del gerne din læseoplevelse med tagget #spartalob

God læselyst!

Tony Worm – Sidste tog til Boston

Igennem sanselige anekdoter, personlige fortællinger og interviews dykker samfundskritiker Tony Worm ned i maratonløbets historiske udvikling. En begivenhed, der før kun var forbeholdt et lille broderskab, er nu blevet et allemandseje. Bogen er perfekt til dig, der har en interesse for løb og samfund og ønsker svar på en løbers spørgsmål som ”Hvorfor løber afrikanerne så hurtigt?” og ”Vil folk overhovedet løbe maraton i fremtiden?”

Peder Troldborg – Hvor er vi nu

Barnet venter i daginstitutionen. Den ugentlige madplan mangler indkøb. Arbejdsmailens beskeder tikker ind på stribe. Men hvornår er der tid til løbeturen? I denne bog skildrer Peder Troldborg sin fortid som eliteløber på forhindring såvel som maratondistancen. Troldborg byggede i høj grad sin træningsfilosofi på idéen om hyppige, men korte træningsture, der fordelagtiggjorde tid til familielivet. Læs om en løber der søger mening og formål med tilværelsen.

Anders Legarth – Jeg løber

Journalist Anders Legarth oplevede alle forældres største mareridt: at miste sin seksårige datter til en opslidende kræftsygdom. I denne bog er Legarths journalistiske sprog en stor medspiller til at give selvbiografien den personlige glød, der sætter livet i perspektiv på smukkeste vis. Løb blev for ham et frirum fra de mørkeste tanker, og døden bliver præsenteret med så stor en elegance, at man lader sig betage fra start til slut.

Haruki Murakami – Hvad jeg taler om når jeg taler om løb

Hvad tænker jeg på, når jeg løber? Dette er et spørgsmål Haruki Murakami har stillet sig selv så mange gange, at han har skrevet en bog om det. Den japanske forfatter har skabt et mesterværk med tips og anekdoter fra alle de verdensdele, hvor han har rejst. Bogen vil få dig til at hoppe i løbeskoene på dage, hvor det regner, og dynen varmer.

Susanne Lidang – Yoga for løbere

Ønsker du at præstere bedre og opnå en sund restitution? Susanne Lidang har i denne bog sammensat fire programmer med øvelser, der let og udførligt guider dig til, hvordan du bedst styrker og smidiggør din krop. Bogen har særligt fokus på vejrtrækning, kropsholdning, hoftens arbejde og føddernes afsæt, som alt sammen er essentielt, hvis du ønsker at blive den bedste løbende version af dig selv.

Anders Ejbye Ernst – Kom i form til Halvmarathon

Bogen henvender sig ikke kun til dig, der vil træne imod halvmarathon, men indeholder tips og tricks, der er gavnlige for motionisten såvel som eliteløberen. Denne bog berører alle aspekter i løberlivet som kost, motivation og udstyr. Anders Ejbye Ernst deler ud af sine egne personlige erfaringer som topatlet med et udgangspunkt i kroppens respons på forkert såvel som rigtig træning.

Kenny Moore – Bowerman and the Men of Oregon

Ønsker du at blive blæst bagover af en træners formåen? Så skal du læse denne biografi om Bill Bowerman- stifteren af Nike. Bowerman er den mand i verden, der igennem sin trænergerning har løftet flest løbere til præmiepodiet. Bogen er spækket til renden med interviews af store personligheder som f.eks. Kenny Moore, som er dobbelt olympisk maratonløber og atlet under Bowerman, og andre nære relationer til den legendariske træner.

Jesper Kenn Olsen – Kunsten at ville

Denne bog er meget mere end blot en bog om løb. Jesper Kenn Olsen har med sin vilde løbehistorik løbet Jorden rundt på tværs og langs. Ifølge ham skyldes hans formåen ikke udelukkende god form, men derimod vilje og lysten til at udforske verdenen uden fordomme. Hans gennemførelse af World Run byder på alt fra en brandvarm ørken til nætter med faretruende løvebrøl, og man forstår straks hans store inspiration fra store opdagelsesrejsende som Knud Rasmussen.

Mette Birk Jensen Ultrakvinderne

Hvad driver en kvinde til at løbe 50 kilometer i Sahara. Ikke bare en. Eller to. Men hele tre gange? Journalist Mette Birk Jensen tager os med på sin personlige rejse ind i ultraløbsverdenen, hvor hun møder nogle af verdens sejeste ultrakvinder, som presser sig selv til grænsen for, hvad der er menneskeligt muligt. Denne bog er et stærkt inspirationsværktøj, hvor kvinderne er portrætteret og deler ud af råd til at opnå den styrke, udholdenhed og motivation, som ultraløb kræver.

Terje Nordberg – Livet i løb

Dette er et anderledes bud på en bog om at løbe. Terje Nordbjerg formår med sit lange løberliv at tale om løb på en måde, der er meget medrivende og reflekterende. Refleksioner, der alle er krydret med humor, der gør det hele letfordøjeligt og giver en stærk følelse af genkendelighed. Bogen er ideel, hvis du mangler inspiration og variation i dit løberliv, da den forholder sig til velkendte problematikker som f.eks. træning som en pligt eller udstyrsmani.

 

 

 

Nyhedsbrev

Få rabatter, inspiration og viden om løb 1-2 gange om måneden og deltag den månedlige lodtrækning om gavekort til vores løb.

KOMMENDE LØB

Veteran Run 2021
5 km & 1 km børneløb i Parken og Fælledparken
søndag 3. oktober kl. 13.30 / 14.30
Løbet er til støtte for de danske soldaterveteraner

Efterårsatletikskole
3 dages efterårsatletikskole for børn 7-9 og 10-15 år
Vælg mellem man-ons el. tor-lør i uge 42

Se alle løb