Arrangørerne af Royal Run har i alle de fem byer skabt flotte ruter, der på hver deres måde præsenterer det unikke i lige præcis deres by.
I København og på Frederiksberg kan de mange tusinde Royal Run-deltagere glæde sig til en fantastisk rute med start og mål på Frederiksberg, og som kommer igennem et væld af smukke og kendte steder i hovedstaden.
En sightseeingtur af de helt store
Det bliver en sightseeing-tur af de helt store, når Royal Run kommer til hovestaden, slår Jakob Larsen fast. Royal Run giver nemlig en unik mulighed for at løbe på en lang række af de ikoniske og til daglig trafikerede gader i København, herunder H.C. Andersens Boulevard, Gammel Kongevej og Frederiksberg Allé.
De to sidstnævnte udgør henholdsvis start og mål for både One mile og 10 km ruterne. Mens One mile deltagerne udelukkende løber på Frederiksberg, venter der 10 km-løberne en sightseeing rundt i hovedstaden forbi en lang række af byens seværdigheder, herunder bl.a. Christiansborg, Tivoli, Københavns Rådhus, Den Sorte Diamant og naturligvis Amalienborg.
Et underholdningsprogram, der favner alle
Undervejs vil der være et uforligneligt underholdningsprogram, der er sammensat med hjælp fra byens aktører, og som vil favne alle de mange danskere, der løber med. Og så er der selvfølgelig også tænkt på lige præcis Kronprinsens musiksmag.
“Der er både tænkt på, at løberne undervejs skal have en unik oplevelse i stemningsfyldte omgivelser – og samtidig udgør Royal Run et vindue til at vise byens vartegn og særpræg frem,” udtaler direktør i Dansk Atletik Forbund Jakob Larsen, som er en af de partnere, der står bag Royal Run.
Om Royal Run
Royal Run er et landsdækkende løb i anledning af Kronprinsens 50 års fødselsdag. Alle har mulighed for at løbe eller gå med i en af landets fem største byer: Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København. I alle fem byer kan man vælge at deltage i One mile (1,609 km) eller 10 km-distancen.
Bag Royal Run står DIF, DGI og Dansk Atletik Forbund. Royal Run arrangeres i regi af Bevæg dig for livet – Danmarks største idrætsvision, som støttes af Nordea-fonden og TrygFonden. TV 2 er mediepartner på Royal Run.
Sparta er teknisk arrangør af Royal Run Kbh/Frederiksberg.
Tilmeld dig Royal Run
Du kan stadig nå at være med, når hele Danmark fejrer Kronprinsens 50 års-fødselsdag. Vælg mellem One mile (1,6 km) eller 10 km.
|