Sebastian knuser dansk rekord på 400 meter hæk
Billede: Sebastien Lins
Sparta leverede en række stærke præstationer ved IFAM Outdoor i Bruxelles i Belgien og rejste hjem med en dansk rekord, to ungdomsrekord og et EM U18 krav.
Sebastian Monneret smadrede den danske rekord på 400 meter hæk i sit andet løb i sæsonen. Sebastian krydsede målstregen i 49,81 sekunder og slog den tidligere rekord med 20 hundrededele.
“Da jeg ser tiden var jeg i chok. Løbet føltes hurtigt og jeg kunne jo godt se og mærke at jeg var forrest i et stærkt felt, men jeg havde allerede hurtigst PB,” fortæller Sebastian.
Den tidligere rekord tilhørte Spartas Nicolai Hartling og blev sat i 2019. Sebastian forbedrede samtidig sin egen personlige rekord markant med 70 hundrededele.
“Efter sidste hæk var det ikke fordi jeg tænkte den var hjemme, men da jeg så ser tiden bliver jeg helt vildt glad og kan ikke lade vær med at juble”.
Sebastian fik en fantastisk start på sæsonen på de flade 400 meter, og formen var i top, indtil en fibersprængning i baglåret ved DM satte en stopper for fremgangen.
“Det betyder rigtig meget for mig. Det er noget som jeg har håbet kunne lade sig gøre i et par år nu, og især efter en rigtig god indendørs sæson på den flade 400 troede jeg virkeligt på at det ville være i år. Optakterne har langt fra været optimale, hvilket får det til at føles endnu vildere,” fortæller Sebastian.
Sebastian har nu blikket rettet mod sit første internationale seniormesterskab, EM i Birmingham til august.
“Der er et stykke vej endnu, men det her er en rigtig god start på en sæson der godt kunne gå hen og blive rigtig stor for mig”.
God start for stafetpigerne
Dansk Atletik har sat fokus på en ny generation af 4×100 meter løbere hos kvinderne, som fik sæsondebut i Bruxelles. Det blev til et vellykket løb og en U23 rekord for de unge piger. Stafetkvartetten bestod af Alma Ravn (17), Amaya Kruse Jørgensen (20), Frederikke Voss Vestergaard (20) fra Aalborg AM og Ronja Christophersen (19) fra Køge Atletik. Pigerne kom i mål i tiden 44,90 sekunder.
Tre krav til ungdomsmesterskaber
Efter stafetten stod den på 100 meter for Alma Ravn, som klarede U18 EM kravet i sin sæsonåbning. Alma krydsede målstregen i 11,88 sekunder.
Tilbage i Danmark blev der også leveret stærke resultater. I Greve var Andrea Glamoclija godt kørende i sin syvkamp og afsluttede førstedagen med at løbe U18 EM kravet på 200 meter. Hun forbedrede sin personlige rekord markant og krydsede målstregen i 24,99 sekunder. EM U18 bliver afviklet i Rieti i Italien i juli.
Mads Vincentsen afsluttede Mangekamps Tribute med krav i tikamp. Han fik 7190 point og sikrede sig en billet til VM U20 i Oregon i USA til august.
