53796271498 b343569be8 o scaled

Seks Sparta-atleter klar til NM i mangekamp

Når Nordiske Mesterskaber i mangekamp løber af stablen i Göteborg, er Sparta godt repræsenteret med seks atleter – klar til at kæmpe om medaljer og kvalifikationer.

I weekenden den 14.-15. juni afvikles Nordiske Mesterskaber i mangekamp på den historiske Slottsskogsvallen i Göteborg. Sparta er stærkt repræsenteret med hele seks atleter i aktion – heriblandt de nykårede danske mestre Josefine Skifter Andersen og Noah Birk Meissner.

Josefine er tilbage på mangekampsscenen med et imponerende comeback efter en længere pause. Ved DM i mangekamp gennemførte hun sin første syvkamp i tre år og markerede sig stærkt.

Noah sikrede sig sin første senior-DM-titel i Greve efter en spændene duel med Malte Bank, som også er udtaget til NM. Noah har kæmpet med skader i optakten, men leverede en flot præstation ved DM og går nu målrettet efter kvalifikationskravet til EM U23.

Den forsvarende nordiske mester Karla Schärfe stiller også til start og ser ud til at være i topform. Hun indledte sæsonen med en ny personlig rekord ved det internationale Multistars-stævne i Italien – en præstation, der sendte hende op som nummer to på alle tiders danske rangliste i syvkamp.

I ungdomsrækkerne er Mads Vincentsen og Johan Dahl Kokkegård klar til kamp i henholdsvis U20- og U18-klassen. Johan vandt guld ved DM i sin aldersgruppe, mens Mads tog sølvet. Johan jagter samtidig kvalifikation til EYOF og var blot få point fra kravet ved DM.

Følg med i live resultater her eller i Roster app’en.