Skadet Sparta-atlet trodsede smerter og vandt VM-bronze i New Delhi
Foto: Daniel Wagner og Alexander Bertelsen
Den 23-årige Sparta-atlet Bjørk Nørremark har igen bevist, at hun besidder en mental styrke ud over det sædvanlige. Ved VM i Paraatletik, der blev afholdt fra 27. september til 5. oktober i et brandvarmt New Delhi, stod længdespringeren endnu engang for en dramatisk og inspirerende præstation, da hun sikrede Danmark en bronzemedalje.
Medaljen kommer i kølvandet på hendes overrumplende bronze ved De Paralympiske Lege i Paris, hvor hun med et mirakuløst sidste spring katapulterede sig op på podiet. I Indien var omstændighederne mindst lige så udfordrende, og for Bjørk Nørremark blev finalen en kamp mod både kroppen og de klimatiske forhold.
Et drama i 30 graders varme
Konkurrencen i New Delhi var fra start en kamp mod elementerne. Allerede tidligt på dagen krøb temperaturen op omkring de 30 grader, og atleterne måtte konstant køle sig ned med isterninger og våde håndklæder for at holde kroppens temperatur nede mellem forsøgene.
For den 23-årige Bjørk Nørremark blev finalen en dobbelt udfordring. Efter sit tredje spring mærkede hun en pludselig en velkendt smerte i hoftebøjeren fra en skade der generede hende under forberedelserne. Men med tårerne pressende sig på og drømmen om en medalje truet, valgte Sparta-atleten at holde tanker og ord om skaden for sig selv og tage imod den moralske støtte fra landstræner fra Dansk Atletik Forbund, Lars Nielsen.
I sit femte forsøg satsede hun alt, og med en forløsning af de større, landede hun på imponerende 5,84 meter – et spring, der katapulterede hende op på den tredjeplads.
Landstræneren var efterfølgende dybt imponeret over hendes evne til at mobilisere kræfter under både skadens, klimaets og egne forventningers pres.
”I den kontekst, vurderer jeg, at det er mindst lige så stor præstation, som den hun leverede i Paris. Måske endda større,” siger Lars Nielsen.
Han fremhæver, at netop denne type oplevelse er afgørende for Bjørk Nørremarks udvikling som atlet.
”Hver gang man er til et mesterskab, lægger man vigtig ny erfaring til. Erfaring bliver større med at overkomme udfordringer og præstere under pres. Det er stadig ikke nogen garanti for, at det lykkes hver gang. Men det viser, hvad hun er i stand til,” siger landstræneren.
Han ser et stort potentiale i den unge stjernes potentiale både mentalt og fysisk. Hendes udviklingsmuligheder er ifølge landstræneren styrket af hendes skifte til Sparta Atletik & Løb i foråret 2025. Det betyder, at Bjørk Nørremark nu har et trænerteam på plads, der kan udvikle hende hele vejen mod De Paralympiske Lege i 2028 i Los Angeles.
Lars Nielsens indblik i træningen i Sparta er indgående, da det er hans egen søn Peder Pawel Nielsen, der er Bjørks elitetræner i spring, mens Lars Dines Pedersen som sprint-træner er med til at udvikle den fart og eksplosivitet, der er nødvendig for at springe endnu længere.
”Bjørks potentiale er slet ikke udnyttet endnu. Det gode arbejde, de laver i Sparta, kan helt klart udvikle hende endnu mere, siger Lars Nielsen.
Bjørk Nørremark gjorde også sin entré som 200 meter sprinter ved VM, men her måtte hun opgive at følge op på sit gode kvalifikationsheat på grund af skaden i hoftebøjeren.
Stærke præstationer fra holdkammeraterne
Også den 23-årige klubkammerat Emilie Aaen leverede en stærk præstation i længdespring. I T63-klassen sikrede hun sig en flot fjerdeplads med et spring på 4.77 meter og understregede sit potentiale kort efter, at hun i 2024 fik debut ved De Paralympiske Lege i Paris blot tre år efter at have mistet sit venstre ben efter en gymnastikulykke.
”Emilie er et andet sted i udviklingskurven. Hun er ung i parasport og i længdespring. Hun er på en måde kortere inde i processen, hvor hun først skal finde sig helt til rette med at springe med en protese. Så potentialet er bestemt stort for Emilie,” forklarer Lars Nielsen.
På mellemdistancen kæmpede Mads Eskar en brav kamp mod både konkurrenterne og den kvælende indiske hede. I den stærkt besatte T38-klasse for 1500-meter-løbere løb han i mål i tiden 4:27.86 tæt på sit bedste resultat i 2025. Det rakte til en samlet 11.-plads.
Næste store delmål for Spartas para-atleter er EM næste år. Det er dog endnu ikke endeligt programsat.
FAKTABOKS: Sparta-atleterne ved VM i New Delhi
- Bjørk Nørremark (Klasse T47):
- Disciplin: Længdespring
- Resultat: Bronze med 5,84 meter.
- Emilie Aaen (Klasse T63):
- Disciplin: Længdespring
- Resultat: 4.-plads med 4,77 meter (PR).
- Mads Eskar (Klasse T38):
- Disciplin: 1500 meter
- Resultat: 11.-plads i tiden 4:27.86.
