54344303690 f5bb8310d1 o scaled

Sparta indtager Fyn: Guldhåb og VM-form til DM Inde

En stærk Sparta-trup sætter sig i bussen mod Odense for at dyste om medaljer og personlige rekorder i den kommende weekend. Her er overblikket over de største Sparta-håb, når de turkisblå farver skal repræsenteres under det hvide telttag i Thorvald Ellegaard Arena.

Billede: Marta Siljudottir

Når Sparta-bussen ruller mod Fyn, er det med en trup, der tæller både rutinerede profiler og nye talenter. Forrest står Ida Beiter Bomme, der har vist et særdeles højt niveau i starten af sæsonen. Ida er foreløbigt den eneste atlet, der har indløst billet til det kommende indendørs VM i Kujawy Pomorze i Polen, og hun drager til DM med friske top-resultater i bagagen.

Hun blev for nylig dobbelt nordisk mester i både længdespring og 60 meter hæk, og senest vandt hun et Gold Label-stævne i Beograd. Tiderne taler sit eget sprog; med en ny personlig rekord på 7,95 sekunder på hækken nærmer hun sig den danske rekord på 7,92. Ida stiller op som forsvarende mester på både hæk og i længdespring – hvor hun også har hævet sit niveau med en ny PR på 6,58 meter – og hun deltager desuden på den flade 60 meter.

I længdespring får hun selskab af Årets Paraatlet i Sparta fra 2025, Bjørk Nørremark, der tidligere har hentet bronze ved både PL og VM. Bjørk har også vist god form i år med en sæsonbedste på 5,78 meter.

Højt niveau på 400 meter

På herrernes 400 meter er der lagt op til et interessant internt opgør, da Sparta stiller med tre løbere på højt niveau. Den forsvarende udendørsmester Gustav Lundholm Nielsen har startet sin sæson i New Zealand og Australien, hvor han har løbet 45,91 udendørs. Han møder konkurrence fra holdkammeraten Benjamin Lobo Vedel, der har den danske indendørsrekord og åbner sin sæson i Odense.

Der skal også holdes øje med Sebastian Monneret, der har den hurtigste indendørs tid i år med 47,24. Sebastian har forbedret sig markant gennem sæsonen, rykket sin PR i hvert løb og ligger nu nummer fem på alle tiders rangliste.

Tætte opgør på sprintdistancerne

På de korte distancer er der lagt op til tæt konkurrence. Alma Ravn er forsvarende mester på både 60 meter og 200 meter, titler hun vandt som blot 16-årig sidste år. Hun har i år løbet 7,43. Konkurrencen er dog skærpet, blandt andet fra klubkammeraterne. Annika Haldbo har gjort et flot comeback efter en hofteoperation og har sænket sin tid til 7,50, mens Amaya Kruse Jørgensen også har sat personlig rekord med 7,52. På 60 meter bliver det også interessant at se, hvordan de klarer sig mod KIF’s Celina Hagihara, der har løbet 7,40 i år.

På 200 meter distancen kan man se frem til endnu en duel. Sidste år var der en tæt kamp mellem Alma Ravn og Amaya Kruse Jørgensen, hvor Alma løb 24,31 mod Amayas 24,32. I år møder Amaya op med feltets hurtigste sæsonbedste på 24,43, så formen er god hos begge løbere.

Hos herrerne er Sophus Emil Ramsgaard Jensen favorit på 200 meter med en tid på 21,55 i år. Han kan forvente modstand fra færøske Jónas Isaksen, ligesom Sebastian Monneret og Victor Kiplagat viser gode takter.

Talentfulde løbere jagter mesterskabskrav

I ungdomsrækkerne er der fokus på udvikling og internationale krav. På mellemdistancen har 17-årige Magnus Abildgaard Kofoed sat indendørs PR på både 800 meter og 1500 meter. Han har allerede været under kravet til U18 EM på 800 meter og jagter nu stabilitet og kravet på 1500 meter.

William Thøgersen kommer direkte fra en træningslejr i Sydafrika og viste god form i Göteborg med en D18-rekord på 1500 meter i tiden 3:51,65. Det var ganske tæt på klubkammeraten Andreas Lindgreens U20-rekord, og William har blikket rettet mod kravet til U20 VM, der afholdes i USA til sommer.

Spænding i de tekniske øvelser

I de tekniske discipliner er der også medaljemuligheder. I mændenes kuglestød tegner det til at blive en meget jævnbyrdig affære. Christopher Jensen og Theodor Hennecke har presset hinanden gennem sæsonen med stød på henholdsvis 16,52 og 16,48 meter. De kæmper om podiepladserne, hvor også Køges rutinerede Kenneth Mertz blander sig.

Hos kvinderne har Nickoline Skifter den bedste notering i år og må betragtes som favorit.

I stangspring skal Julius Haansbæk Mortensen forsvare sin titel. Han har sprunget 5,11 meter i år, men feltet er tæt. Nikolaj Graves og Nikolaj Grønbech ligger begge lige under 5 meter, mens Mikkel Ringsted fra KIF for nylig har rundet de 5 meter med en ny personlig rekord på 5,02. På kvindesiden er Sparta flot repræsenteret og stiller med fire ud af de fem deltagere i konkurrencen.

Mesterskaberne starter lørdag kl. 13.30 og fortsætter søndag fra kl. 12.05. Der er ingen livestream fra stævnet, men man kan følge resultaterne løbende via Roster-appen, ligesom der vil være opdateringer på Spartas egne kanaler.

Sparta Program

LØRDAG

13:55  Stangspring mænd
Nikolaj Graves, Nikolaj Grønbech, Noah Birk Meissner, Julius H Mortensen.

14:10 1500m kvinder
Mia Mørck, Aline Hedegård Bruhn

14:30 højdespring kvinder
Rikke Andersen, Johanne Hansen-Møller

14:35 400m finale mænd
 Gustav Nielsen, Sebastian Monneret, Benjamin Lobo, Victor Kiplagat, Vitus Rosenkrands, Danjál Ljósheim, Fabien Escarguiel.

15:20 1500m mænd
Magnus Abildgaard Koefoed, William Thøgersen.

16:30 60m hæk kvinder
Ida Beiter Bomme, Emilie Santin Florin, Thea Haahr

16:55 60m hæk finale mænd
 Andreas Christoffersen, Noah Birk Meissner, Malte Bank

17:10 kuglestød kvinder
Nickoline S Andersen, Katrine Koch Jacobsen, Josephine Koch Jacobsen,

17:15 60m indledende mænd
Valentin Jensen, Frederik Schou Nielsen, Bertram Costa, Carl Bruce Aabo.

17:40 60m indledende kvinder
Alma Ravn, Annika Haldbo, Ida Beiter Bomme, Amaya Jørgensen, Cecilie Færge, Victoria Lendal, Alice Peters, Andrea Winther Glamojlija.

18:35 60m finale mænd

18:55 60m finale kvinder

 

SØNDAG

12:05 Stangspring kvinder
Laura Grønbech, Anne Sofie Hyldtoft Graves, Annabelle Viple, Karen Sif Ársælsdóttir

12:10 3000m mænd B finale
Casper Pretzmann, Benjamin Khanlarkhani.

12:25 Længdespring mænd
Lance Aaabo, Anyel Weis, Bertram Costa, Malte Bank, Mads Vincentsen

12:40 200m kvinder indledende
Amaya Jørgensen, Cecilie Færge, Alma Ravn.

13:20 200m mænd indledende
Jónas Isaksen, Sebastian Monneret, Sophus Emil Ramsgaard, Victor Kiplagat, Vitus Rosenkrands, Fabien Escarguiel.

13:50 højdespring mænd

Marius Hytholm Petersen, Anders Jessen, Johan Dahl Kokkegård

14:00 800m mænd C finale
Magnus Koefoed, William Thøgersen, Gustav Liebing.

14:10 800m kvinder B finale 
Mia Mørck, Nadja Ruglund

14:20 800 mænd B finale
Magnus Koefoed, William Thøgersen, Gustav Liebing.

14:30 Kugle mænd
Christopher Jensen, Theodor Hennecke, Noah Meissner, Sofus Vølund, Malte Bank, Victor Bendix, Oswald Carstensen.

14:40 3000m kvinder
Josephine Thestrup

15:00 3000m mænd A finale
Casper Pretzmann, Benjamin Khanlarkhani.

15:25 længdespring kvinder
Ida Beiter Bomme, Victoria Lendal, Andrea Glamojlija, Laura Tølløse, Bjørk Nørremark, Johanne Hansen-Møller.

15:30 200m kvinder finale

15:45 200m mænd finale

16:00 800m kvinder A finale
Mia Mørck, Nadja Ruglund

16:10 800m mænd A finale
Magnus Koefoed, William Thøgersen, Gustav Liebing.

16:25 4x200m mænd

16:45 4x200m kvinder

Kom så Sparta!