
Sparta samlede 25.000 kr. ind til SMILfonden i eventyrligt løb i Tivoli
Mere end 380 børn, unge og voksne var trukket i løbetøjet for at deltage i Breakfast Run in Tivoli, hvor deltagerne løb, gik og hyggede sig på en 800 meter lang rute i den lukkede forlystelseshave.
Den danske maj-morgen viste sig fra sin bedste side, solen kiggede frem og de morgenfriske løbere kvitterede med højt humør før, under og efter det 30 minutter lange løb.
Breakfast Run in Tivoli har til formål at støtte SMILfonden, som arbejder for at skabe bedre livskvalitet for børn med alvorlige og kroniske sygdomme.
For hver gennemført runde donerede Sparta 10 kr. til fonden. På de blot 30 minutter løb deltagerne tilsammen så mange runder, at der var løbet 21.830 kr. ind til det gode formål.
Sparta Atletik & Løb rundede op til 25.000 kr., og donationen blev overrakt af Spartas kommercielle chef, Jesper Lind Andersson til Birgitte Leuranguer fra SMILfonden.
Resultater og billeder
Spartas fotograf var på pletten, og du kan se alle de gode billeder samt resultater fra løbet på de to links herunder.

Jolene, Annemijn og Quirine er tre veninder fra Holland, der læser i København på hhv. DTU og Københavns Universitet.
“Vi opdagede løbet i mandags, og synes, det kunne være sjovt at være med til sådan et unik løb. Vi har været i Tivoli en enkelt gang før,” fortæller de tre veninder.
De nød en croissant og kaffe efter løbet, hvor de fik noteret små 6 km ind på sportsuret efter de 30 minutter rundt i Tivoli.

Oscar på 3 år holdt sin sin mor, Alisa, i hånden på turen rundt i Tivoli til sit livs første løb.
Hele fire runder blev det til! Og Oscar fortæller, at han så ænder på turen.
Far og lillesøster var med som engageret heppekor og sørgede for højt humør hos den lille løber med et flot hjemmelavet “Oscar”-skilt.

Jacob varmer op til sit andet Copenhagen Marathon om 24 timer ved at løbe Breakfast Run in Tivoli med både sine børn, far og fars kæreste.
Efter tit at have set far trække i løbeskoene, ville Freja, 4 år, og Alexander på 3 også gerne prøve at være med til et løb. Og med spritnye løbesko på fødderne og mors hjemmelavede medalje om halsen virker det til blot at være det første af en lang række løb for yngste generation i den løbeglade familie.
Alexander, 3 år, fortæller, at han så en motorcykel på sin løbetur rundt i Tivoli. Og storesøster Freja glæder sig til, at dagen fortsætter videre ind i Tivoli, hvor især den gamle rutsjebane trækker.
“Løbet var en rigtig god oplevelse. Dejlig stemning og skønt, at det er så familievenlig en rute, og at det ikke handler om at sætte rekorder, men der tages hensyn til børnene,” fortæller Jacob.



