
Sparta sender seks atleter til European Throwing Cup
I weekenden, d. 15.-16. marts er der European Throwing Cup i Cyperns hovedstad, Nicosia. Her har Danmark otte kastere med, heraf fem fra Sparta. Derudover vil der også være en spartaner, der repræsenterer Norge til stævnet.
Selvom det ifølge landstræner og cheftræner i Sparta, Carsten Bomme, er svært at opnå podieplaceringer ved European Throwing Cup for Senior og U23, er det siden 2021 lykkedes hvert år at få en dansker på podiet.
- 2021: Annesofie H. Nielsen fra Hvidovre vandt bronze i diskoskast (U23), og Katrine Koch Jacobsen vandt bronze i hammerkast (U23).
- 2022: Lisa Brix Pedersen vandt sølv i diskoskast (senior)
- 2023: Katrine Koch Jacobsen vandt bronze i hammerkast (senior)
- 2024: Katrine K. Jacobsen vandt guldet i hammerkast
Der er dermed et titelforsvar på spil, når Katrine Koch Jacobsen lørdag træder ind på stadion.
Vejrudsigten melder om 29 og 30 graders varme lørdag og søndag, så de danske atleter må berede sig på en lun omgang, når de skal konkurrere mod nogle af Europas aller bedste kastere, men Carsten Bomme ser alligevel frem til weekenden med en god portion optimisme:
“Selvom det er meget tidligt på sæsonen og for de fleste den første konkurrence, er forhåbningen, at de danske udøvere præsterer op til deres bedste og måske endda leverer nogle personlige rekorder,” siger han.
Flere fra den danske delegation har været på pre-camp i det cypriotiske forud for stævnet, hvor de har vænnet sig til forholdene.
Følgende Spartanere er udtaget:
- Lisa Brix Pedersen, Diskoskast
- Katrine Koch Jacobsen, Hammerkast
- Karla Scharfe, Spydkast U23
- Theodor Hennecke, Kuglestød U23
- Sebastian Skovhauge, Spydkast U23
- Beatrice N. Llano (Norge), Hammerkast
Følg European Throwing Cup:
Tidsskema (Cypern +1 time)
Live streaming