Sparta sikrer guld og bronze ved DM 10 km
Aarhus lagde igen asfalt, og grus, til årets DM på 10 km landevej, som er et af forårets helt store højdepunkter for danske løbere. Med næsten 1.000 tilmeldte deltagere var der tale om et af de største mesterskaber i nyere tid, og startfelterne var imponerende stærke. Sparta stillede med over 50 løbere i “Smilets By”, heriblandt en af de helt store favoritter, Juliane Hvid, som i år har løbet 32.18 på distancen.
Juliane lagde sig i spids fra starten og havde kortvarigt følgeskab af løbets nummer to og tre. Efter cirka fire kilometer begyndte hun dog at trække fra konkurrenterne og kunne sikkert løbe sejren hjem i tiden 32.42.
Det skal bemærkes, at omkring 500 meter af ruten, som blev løbet fire gange, var under asfaltering og bestod af tungt grus. I alt blev der løbet cirka 2 kilometer på dette underlag, hvilket sætter tiderne i perspektiv.
Sparta kunne også tage sejren i kvindernes holdkonkurrence. Josephine Thestrup løb 34.38 og blev nummer seks, mens Sophie Søefeldt satte personlig rekord med 35.11 og blev nummer otte. Signe Knigge Hylleberg fulgte trop med 35.53 og en 11. plads.
Hos mændene var et stort felt samlet længe. Jonas Gertsen fra Sparta var med helt fremme og satte sit præg på løbet. Til sidst trak Joel Ibler Lillesø (Bagsværd Atletik Club) fra og sikrede sig sejren. Det så længe ud til, at Jonas kunne tage sølvet, men han blev akkurat slået på stregen af Axel Vang Christensen (FIF Hillerød) og måtte nøjes med bronze i tiden 29.34.
Sammen med Jacob Dahl, der blev nummer 10 i ny personlig rekord på 30.22, og Nick Kelm, nummer 11 i 30.24 (også PR), sikrede Sparta sig en flot sølvmedalje i holdkonkurrencen.
Holdet var blot 16 sekunder fra guldet og 25 sekunder foran bronzevinderne fra Odense, i en tæt konkurrence hvor de fire bedste hold kom i mål inden for blot 46 sekunder.
Med mange medaljer, og gode placeringer i aldersgrupperne var det en rigtig god dag for løberne for Sparta, og nogle kan nu se frem til banesæsonen mens andre er at finde på startstregen ved Copenhagen Marathon der også fungerer som DM.
