53946949081 740be335b6 o scaled

Sparta stiller stærkt i sæsonens første store weekend

DM i mangekamp og Vindsprint afholdes denne weekend i Greve. Derudover har vi en række spartanere til start i Belgien, Tyskland og Kroatien.

Foto: Marta Siljudóttir

I den kommende weekend stiller vi med en række stærke atleter til både DM i mangekamp, Mangekamps Tribute og Vindsprint. Blandt deltagerne finder vi den danske rekordholder i kvindernes syvkamp, Betty Marie Ramsgaard Jensen. Hun åbnede sæsonen ved Multistar-stævne i Brescia, Italien, hvor hun var blot 15 point fra sin danske rekord på 5.833 point.

En anden stærk kvinde på startlisten er Josefine Skifter Andersen, der tidligere på året gjorde et comeback ved indendørs DM i mangekamp. Her sikrede hun sig en sølvmedalje efter en tæt duel med sin søster, Nickoline Skifter Andersen. Josefines personlige rekord i syvkamp lyder på 5.117 point, sat i 2022.

På herresiden stiller vi med Noah Birk Meissner og Malte Bank. Noah satte sin personlige rekord på 7.273 point i Greve sidste år – en præstation, der samtidig gav ham en M21 rekord. Malte, tidligere dansk mester indendørs i syvkamp, har en PR i tikamp på 6.855 point.

Vi får også internationalt islæt i mændenes tikamp, hvor islandske Sindri Magnússon stiller op uden for DM-konkurrencen. Hans personlige rekord lyder på 6.576 point, sat i 2019.

Vi har også flere unge mangekæmpere i aktion, som jagter kvalifikation til nordiske mesterskaber i mangekamp, der afvikles den 14.-15. juni i Göteborg. Oliver Mikkelsen og Johan Dahl Kokkegård stiller op i 16-17-års-klassen, mens Mads Vincentsen konkurrerer i 18-19-års-klassen.

Tidskemaet, startlister og live resultater til mangekampen finder du her. 

Stærke profiler klar til sæsonåbning ved Vindsprint

Ved weekendens Vindsprint åbner den paralympiske deltager Emilie Aaen sæsonen i længdespring. På sprintdistancerne får vi gensyn med Emil Frænde og Frederik Schou-Nielsen, der netop har repræsenteret Danmark ved VM i stafet. Begge åbner nu deres individuelle sæson på 100 meter i Greve.

Vi har også to af vores unge sprintstjerner på startlisten i både 100 og 200 meter: Alma Ravn, dansk mester på 60 og 200 meter indendørs, samt Amaya Jørgensen, der tog sølv og bronze på samme distancer ved indendørs-DM.

Også Sophus Emil Ramsgaard Jensen skyder udendørssæsonen i gang og stiller op på 200 meter-distancen. Både Amaya og Sophus har allerede kvalificeret sig til U20-EM, mens Alma har blikket rettet mod sommerens EYOF.

Tidskemaet, startlister og live resultater til vindsprint finder du her.

Sæsonåbning for mange af vores eliteatleter i weekenden

Mange af vores eliteatleter skyder udendørssæsonen i gang i denne weekend – og der er rig mulighed for at følge dem via live resultater.

Lisa Brix Pedersen deltager ved det internationale guldstævne Zagreb Meeting. Hun åbnede sæsonen tidligere i Ramona, Oklahoma, hvor hun leverede et flot sæsonbedste på 60,72 meter i diskoskast.

Live resultater: Zagreb Meeting (Guldstævne)

Sparta stiller med hele 16 atleter til det anerkendte IFAM-stævne i Bruxelles, Belgien. Her er der stærke navne på startlisterne – bl.a. Ida Beiter Bomme på 100 meter hæk, Gustav Lundholm Nielsen og Benjamin Lobo Vedel på 400 meter, Nanna Bové på 5000 meter og Juliane Falsig Hvid på 3000 meter forhindring.

Live resultater: IFAM(Bronzestævne)

Vi har også en række af vores stærke kastere i aktion ved det traditionsrige kastestævne Hallesche Werfertage i Halle, Tyskland. Blandt dem er Katrine Koch Jacobsen, som allerede har vist storform i Ramona med et kast på 73,80 meter – blot 42 centimeter fra hendes personlige rekord.

Live resultater: Hallesche Werfertage (Kommer senere)