
Sparta stråler ved DM i mangekamp
Foto: Marta Siljudóttir
Tæt duel i herre-10-kamp
Noah Birk Meissner tog sin første seniormedalje efter en dramatisk 10-kamp, hvor han dystede mod sin træningsmakker Malte Bank. Malte førte efter otte discipliner, men et imponerende spydkast på 68,34 meter fra Noah bragte ham tæt på. Før den afsluttende 1500 meter var der blot ét enkelt point mellem de to. Her var det Noah, der krydsede målstregen først og sikrede sig guldet – blot fire point foran Malte.
“Min grundtræning hen over vinteren har virkelig fungeret godt, og jeg følte mig stærkere end nogensinde før. Jeg havde håbet at blive dansk mester og klare EM U23-kravet, så jeg tog på to træningslejre. Desværre fik jeg problemer med lysken og inderlåret allerede 10 dage inde i den første lejr. Det gik ud over min træning, især de eksplosive elementer. Heldigvis fandt jeg en behandler kort før DM, og jeg begyndte at tro på, at jeg kunne gennemføre,” fortæller Noah.
Comeback og guld til Josefine
Hos kvinderne sikrede Josefine Skifter Andersen sig guld i sin første syvkamp i tre år.
“Efter en længere pause er der stadig noget rust, der skal bankes af. Jeg vidste, formen var på vej tilbage, men havde sat forventningerne lavt. Derfor er det ekstra dejligt at tage mit første danske seniormesterskab – og samtidig sætte personlig rekord,” fortæller Josefine.
Hun scorede 5180 point og gennemførte en stabil konkurrence, selvom resultatet ikke helt matchede hendes ambitionsniveau.
Både Noah og Josefine har øjnene på de Nordiske Mesterskaber i mangekamp den 14.-15. juni.
Medaljeoversigt – DM i mangekamp
Senior/U23 – Mænd
Guld – Noah Birk Meissner – 7.027 point
Sølv – Malte Bank – 7.023 point (PR)
Senior/U23 – Kvinder
Guld – Josefine Skifter Andersen – 5180 point (PR)
U20 – Drenge
Sølv – Mads Vincentsen – 6.661 point
U18 – Drenge
Guld – Johan Dahl Kokkegård – 6.385 point
U16 – Drenge
Sølv – Anker Kahr Aamand – 4.686 point (PR)
Bronze – Sejer Kahr Aamand – 4.470 point (PR)
U16 – Piger
Sølv – Ellen Vincentsen – 4.615 point (PR)
Se alle resultater her.
Rekorder og U20-krav ved Vindsprint i Greve
Trods regn og kulde blev det til flotte resultater ved Vindsprinten i Greve. Alma Børregaard Ravn satte to ungdomsrekorder:
-
P16-rekord på 100 meter: 11,77 sekunder (tidligere rekord: 11,8h af Christina Schnohr)
-
Forbedret U18-rekord på 200 meter: 24,27 sekunder
Amaya Kruse Jørgensen og Sophus Emil Ramsgaard Jensen viste begge storform og klarede igen kravene til EM U20.
-
Amaya tangerede sin PR fra indendørssæsonen: 24,32 sek.
-
Sophus løb 21,22 sek. på 200 meter – kun fire hundrededele fra PR.
Se alle resultater fra Vindsprinten her.