Spartas julehilsen 2024

Kære Sparta-ven

Endnu et år er næsten løbet i mål, og vi vil gerne sende dig en varm og hjertelig tak for dit engagement og samarbejdet i 2024.

Flere gange i år er vi blevet blæst bagover. Udviklingen går stærkt i alle afdelinger af foreningen. Vi har rundet over 2.200 medlemmer. Det betyder reelt set en fremgang på over 20 % alene i år. Vi ser, hvordan flere og flere finder værdifulde fællesskaber i vores løbetræningstilbud på alle niveauer, og medlemsskaren er vokset i stort set alle aldersgrupper.

På atletiksiden har vi gennem hele året været vidne til store oplevelser, imponerende præstationer og nye rekorder på klubniveau såvel som danske rekorder. Atletiksæsonen nåede særlige højdepunkter, da 15 Sparta-atleter repræsenterede Danmark ved EM i Rom, og da fire spartanere senere på sommeren konkurrerede ved OL og PL i Paris.

På eventområdet er vi blevet overvældet af interesse fra løbeglade deltagere, der har medført udsolgte løb hele året, ligesom de tidlige salg til vores 2025-events blev solgt ud på få timer. Den imponerende rift om startnumre skyldes blandt andet, at København er en attraktiv destination, og at afviklingerne i år har været i topklasse.

Vores tid bruges også på indsatser, der mest af alt er drevet af foreningens turkisblå hjerte. Blandt andet løbeholdet for hjemløse i samarbejde med OMbold, paraatletik for børn med mentale eller fysiske udviklingshandicap samt vores plogging-hold, hvor vi har samlet affald hver mandag i hele eventsæsonen.

Plogging starter op igen i 2025, når Copenhagen Marathon byder velkommen til 20.000 deltagere. Generelt glæder vi os til et hæsblæsende år med blandt andet Broløbet over Øresund, 10-årsjubilæet for CPH Half, en spækket og sprudlende atletik-sæson samt en lancering af VM i halvmaraton, 5 km og one mile, der kommer til København i 2026.

Stor tak for dit engagement i foreningen – uanset om du er frivillig, medlem, samarbejdspartner, træner, sponsor, ansat eller medlem af bestyrelse og udvalg.

Vi ønsker dig og dine nære en glædelig og fredfyldt jul samt et godt og aktivt nytår.

De bedste hilsner,
Sparta Atletik & Løb