53971360531 7b9e080f4f o scaled 1

Stærkt internationalt felt klar til Copenhagen Athletics Games

Europamestre, rekordholdere og EM-aktuelle profiler er blandt de mange stærke navne på startlisten til Copenhagen Athletics Games.

Mandag den 22. juni samles nogle af Danmarks bedste atleter med en række internationale topnavne på Østerbro Stadion, når Copenhagen Athletics Games løber af stablen.

Publikum kan se frem til en aften med atletik på højeste niveau. Det bliver en sommeraften med atletik i verdensklasse, hvor publikum også har mulighed for at gribe en fadøl, købe mad fra Joe & The Juice, kigge forbi Løberens pop-up-shop og besøge Faxe Kondis klubhus med spil og chill-out-område.

Programmet starter klokken 17.30 og slutter klokken 21.05.

Europamesteren udfordrer dansk rekordholder i hammerkast

Hammerkastkonkurrencen byder på et særligt spændende opgør, når dansk rekordholder Katrine Koch Jacobsen møder den regerende europamester Sara Fantini fra Italien. Sara har et årsbedste på 74,01 meter.

Katrine forbedrede tidligere i år sin danske rekord til 75,52 meter, hvilket placerer hende som nummer fire i Europa i år.

Katrine har klaret kravet til EM, som afholdes i Birmingham den 10.-18. august.

Katrine har gennem de seneste sæsoner etableret sig blandt Europas bedste med finalepladser ved OL, VM og EM, og tidligere på året forbedrede hun endnu en gang sin egen danske rekord.

Vores islandske Guðrún Hallgrímsdóttir er også med. Hun har ligeledes klaret EM-kravet og satte tidligere på året islandsk rekord med et kast på 73,88 meter.

Stærkt hækkefelt med nordiske profiler

Kvindernes 100 meter hæk tegner ligeledes til at blive et af stævnets absolutte højdepunkter. Her samles flere af Nordens hurtigste hækkeløbere, herunder de tre hurtigste kvinder på den danske allertidersliste med dansk rekordholder Ida Beiter Bomme i spidsen. Ida har klaret det direkte EM-krav, hvilket hun gjorde ved de nordiske mesterskaber.

Tidligere rekordholder Mette Laugesen Kammer og Annika Baun Haldbo er også med i feltet. Mette har vist, at hun er i form, og løb tidligere på sæsonen 12,91 sekunder med for meget medvind. Annika har forbedret sig markant i år og er kommet ned på flotte 12,96 sekunder. Hun har EM i sigte, og derfor er CAG et vigtigt stævne i jagten på både point og et forsøg på EM-kravet, som lyder på 12,83 sekunder.

Samtidig kommer der stærk international modstand fra de norske profiler Martine Hjørnevik med en sæsonbedste på 12,79 sekunder og Elea Bock med en sæsonbedste på 12,96 sekunder.

Den hurtigste personlige rekord i feltet tilhører den ungarske Anna Tóth, som allerede har markeret sig med medaljer ved internationale ungdomsmesterskaber.

Juliane jagter den danske rekord

Blandt de danske profiler er Juliane, der kommer til stævnet i fremragende form. Den danske rekordholder på 5 km har netop sænket sin personlige rekord på 3000 meter forhindring til 9:23,12 og sikret sig det direkte EM-krav til Birmingham.

Med den formkurve nærmer hun sig samtidig den danske rekord på distancen og bliver en af de helt store profiler at holde øje med.

Flere danske rekordholdere på startlisten

Annemarie Nissen, der er dansk rekordholder på 800 meter, stiller denne gang op på 1500 meter. Hun har løbet 4:10,54 i år, hvilket også er en personlig rekord. Her står hun over for et stærkt felt med løbere fra hele verden.

Gustav Lundholm Nielsen skal løbe mod et hurtigt felt på 400 meter, hvor han er dansk rekordholder med 45,41 sekunder. I år har han løbet 45,78 sekunder. Neloo Falck står også på startlisten og har haft en fantastisk fremgang med en sæsonbedste på 46,37 sekunder.

Janne Nielsen, der er dansk rekordholder i trespring, er ligeledes på startlisten. Hendes rekord lyder på 14,13 meter, mens hendes længste spring i år er målt til 13,70 meter.

Live-resultater er tilgængelige her.