Stærkt Sparta-hold klar til European Throwing Cup
Billede: Marta Siljudottir.
Sparta har fire atleter, der skal i aktion på Cypern i weekenden 14.-15. marts. Stævnet holdes for andet år i træk på Cypern.
I starten af 2000’erne tog European Athletics en vigtig beslutning for at give kastere bedre muligheder for at starte deres konkurrencesæson tidligere. Da kasteøvelser ikke kan afvikles indendørs, blev der etableret et stævne i midten af marts, som samtidig markerer starten på udendørssæsonen i europæisk atletik.
Den første udgave blev afholdt i 2001 i Nice under navnet European Cup Winter Throwing. Programmet bestod af kuglestød, diskoskast, hammerkast og spydkast for både mænd og kvinder. I 2007 blev U23-klasserne tilføjet, og siden 2016 har stævnet haft navnet European Throwing Cup.
Se med live på European Athletics’ YouTube kanal eller her. Live resultarer kan ses her.
Vi har atleter både i seniorklassen og i U23-klassen. En, der har taget medalje i begge kategorier, er Katrine Koch Jacobsen. Katrine vandt bronze i 2021 i Split, Kroatien i U23-klassen, hvor hun senere samme år vandt sølv ved U23-mesterskaberne i Tallinn. Hun har derefter i seniorklassen vundet bronze i 2023 og så guld i 2024 ved European Throwing Cup. Hun er den danske rekordholder med 74,22 m.
En anden national rekordholder i hammerkast og Katrines træningsmakker, den islandske Guðrún Karítas Hallgrímsdóttir, skal også i aktion. Hendes nationale rekord står på 71,38 m. Det bliver spændende at se formen på pigerne i deres tidlige sæsonåbning. De har begge set godt ud i vægtkast ved Nordenkampen, hvor det blev til en uofficiel dansk rekord til Katrine (20,63 m) og en klubrekord til Guðrún (23,01 m).
Pigerne kaster hammer kl. 11:35 dansk tid lørdag den 14. marts.
Den tredje hammerkaster, vi har i aktion, er Rasmus Jensen. Ligesom pigerne er det også en sæsonåbning, men han gjorde det også godt i vægtkast og fik en flot PR ved Nordenkampen (18,36 m). Han fik sin European Throwing Cup-debut sidste år, hvor han gjorde det rigtig godt og satte sin PR netop i Nicosia, den lyder på 65,98 m. Rasmus er den regerende danske mester i disciplinen og repræsenterede også holdet ved EM for hold sidste år.
Rasmus skal i aktion søndag den 15. marts kl. 11:25 dansk tid.
En, der også har masser af erfaring i hammerkast og skal støde kugle denne weekend, er Theodor Hennecke. Theodor har haft en fantastisk fremgang denne vinter, hvor han har forbedret sig fra 16,21 m til 16,96 m for knap en uge siden. Det er det længste danske stød i år. Theodor havde også sin European Throwing Cup-debut sidste år. Han satser på at lave både hammer og kugle til sommer, men på lørdag er der fuld fokus på kuglestød.
Theodor støder lørdag den 14. marts kl. 10:35 dansk tid.
