Sparta sætter løbetøj i cirkulation med byttebørsen Swap Spot

Swap Spot blev en kæmpe succes – og gentages til maraton

Der var så stor opbakning til Spartas byttebørs, at syv containere sportstøj cirkulerede videre på to dage. Swap Spot vender tilbage i maj 2026.

Der var stor interesse, da Sparta for første gang afprøvede byttebørsen Swap Spot i september. På bare to dage blev hele syv containere med efterladt sportstøj fra CPH Half revet væk af glade besøgende. Mange løbere holder sig varme i tøj, som de smider ved startstregen, når løbet skydes i gang. Det er dette tøj, der hurtigt fandt nye ejere.

Samtidig var der mange, der kom forbi Sparta med deres egne gode, brugte løbesager. Og det blev ikke liggende længe i pavillonen, der var sat op foran Spartas klubhus. Alt fra tights til løbebluser og sko fandt hurtigt nye ejere.

“Vi er virkelig glade for, at så mange tog ideen til sig. Og vi har fået overvældende mange positive meldinger fra både medlemmer, forbipasserende og lokale, der roser initiativet. Swap Spot viser, at der er en lyst til at give godt sportstøj videre og til at bruge det, der allerede findes. Det er både en hjælp for løbere og til gavn for klimaet, at levetiden forlænges,” siger Nynne Ammundsen, eventmanager med ansvar for bæredygtighed i Sparta.

Succesen gentages efter Copenhagen Marathon 2026
Med den store interesse er det allerede besluttet, at Swap Spot vender tilbage to uger i maj, nærmere bestemt i forbindelse med Copenhagen Marathon, der afvikles den 11. maj 2026. Her efterlader mange løbere traditionen tro store mængder overtøj ved starten – og også her er meget af tøjet i så god stand, at det fortjener at få nyt liv.

Så sæt kryds i kalenderen og glæd dig til endnu en mulighed for at aflevere dit gode, brugte udstyr foran Spartas klubhus – eller finde nyt løbetøj med en ansvarlig historie.

Inspireret af succesen søsætter Sparta et initiativ internt i Sparta for at give medlemmerne mulighed for at lade det gode, brugte sportstøj cirkulere videre til andre brugere i huset, der dyrker løb og atletik.