Posted

Hvilken sko skal du have? Skal du løbe langt? Og skal du virkelig løbe fem gange om ugen?

Der kan trænge sig mange spørgsmål på, du gør dig dine første tanker om at begynde din løberejse, og det hele kan virke overvældende, men med vores gode råd, så vil du være klædt godt på til at lære at løbe.

Har du endnu din første tur til gode, og synes du, at det er svært at komme ud? Så er der to ting, som du skal huske på

  1.  Du er ikke den eneste
  2. Alle starter et sted

Mange tror, at løbeturen først starter, når du har tøj og sko på, og du er udenfor – men den starter langt tidligere end det.

Jeg vil gerne løbe fordi….

Det starter med, at du skal tænke over, hvorfor du egentlig gerne vil løbe. Det kan lyde banalt, men det er vigtigt at have et mål i baghovedet. Du vil opleve dage, hvor du ikke har så meget lyst, og i den situation kan dit mål være med til at holde dig til ilden. Vil du i bedre form? Vil du tabe dig? Vil du have et mere aktivt liv? Det er vigtigt, at du begynder din løberejse for din egen skyld og ikke for andres, for det er kun dig selv, som kan løbe dine ture.

Når du har gjort dig nogle tanker om, hvorfor du vil løbe, så er næste skridt, at du skal beslutte dig for, at du vil løbe. Når du ikke er vant til at løbe, så kan du sætte dine løbedage ind i din kalender, så du ikke tager beslutningen dag fra dig. Det kan også være med til at forberede dig mentalt, hvis løbeturen endnu ikke sidder på din rygrad.

Selv de erfarne løbere har dage, hvor de ikke gider trække i løbeskoene, og derfor bruger de også små tricks til at gøre det nemmere for sig selv, og det kommer vi nærmere ind på i denne artikel, så du får en flyvende start på din rejse.

Hvordan skal du finde tid?

I en travl hverdag hvor mange ting skal nås kan det være svært at nå den løbetur, som du har sat dig for. Og det er naturligt.

Det er forståeligt, at du vælger at nedprioritere løbeturen, da den kræver noget fysisk af dig og noget mentalt overskud. Paradokset er, at det faktisk er den ting, som kan være med til at give dig fornyet energi i en hverdag, hvor du jonglere mellem arbejde, fritid og overskud.

Når du i løbet af ugen har et roligt tidspunkt, eksempelvis om søndagen, så kan du danne dig et overblik over, hvornår du kan have tid til at løbe. Er der to dage, hvor du måske ikke skal hente børnene? Slutter dit Zoom-møde tidligt? Så kan det være de dage, hvor du skal planlægge lidt “mig-tid”.

Ved at planlægge din uge og tilpasse løbeturen til din uge, så forbereder du dig allerede mentalt til det – også selvom løb sidder på rygraden.

Hvis du på dagen ikke har overskud eller tid til en løbetur – så er det også okay! Formålet med løbeturen er at frigive overskud til din hverdag. Hvis du mangler overskud til at løbe, så kan du også gå en rask tur i stedet. Frisk luft gør underværker, uanset om det er i dine løbesko eller ej.

Slå pjalterne sammen med en ven, veninde eller en helt tredje

Vi kender det godt. Vi vil rigtig gerne, men af en eller anden årsag er motivationen eller lysten der bare ikke.

Derfor kan det være en rigtig god idé at finde en allieret. En, som er en støtte for  dig. En, så du ikke skal gøre det alene. Det er nemlig lidt sværere at lade en anden i stikken end sig selv, hvis I har en aftale.

Medlemmerne i Sparta siger ofte, at fællesskabet er en bærende faktor for, at de kommer til træningen. Det er løbevennerne, som får vores medlemmer til at trække i løbeskoene, når lysten eller motivationen ikke på et lavpunkt.

Og så kan løbeturen være en rigtig god måde at samle op, hvad der er sket i både din og din løbemakkers liv.

Det er måske lidt svært at løbe sammen under corona, hvis I ikke er en del af hinandens bobbel, men det er der selvfølgelig råd for! I kan eksempelvis aftale, at I starter jeres løbetur på et tast tidpsunkt, og I sender et billede til hinanden, når I starter og sender en kæmpe, virtuel high five efter løbet.

Energien er høj, og det spiller!

Har du fundet tid til din løbetur, og har du måske en aftale på plads med en veninde? Så er I ved at være klar til at begynde jeres løberejse sammen.

Motivationen er der, energien er høj, I er i godt humør, og nu skal I ud at løbe!

Men!

Husk, at du skal tage det roligt! Hvis du giver den (for meget) gas og løber for hurtigt, så kan du risikere at løbe direkte ind i en skade, og så er din rejse sat på pause førend, den var begyndt. Eksempelvis kan du starte med at gå i tre minutter og løbe i to minutter. Dette gentager du fire gange, så du har gået i 12 minutter og løbet i 8 minutter – før du ved det, så har du gennemført din første løbetur!

Var det bare dét?

Nej! Det her var dit allerførste skridt til at komme i gang med at løbe, og det er ny verden, som ligger åben for dine fødder.

Alle løbere, også de hurtige, vil ikke altid have motivationen eller lysten, og det er normalt. Det er vigtigt, at du i de situationer husker dig selv på, hvorfor du gør det.

Og så kommer vi tilbage til begyndelsen af artiklen – dit mål. Når du ikke har lyst, og det er helt okay at have de dage, så skal du tænke over, hvorfor det er, at du gerne vil løbe.

Hvad betyder det for dig, at du fastholder den gode vane?

Og husk – viljestyrken er en muskel, så du kan træne den!

Nyhedsbrev

Få rabatter, inspiration og viden om løb 1-2 gange om måneden og deltag den månedlige lodtrækning om gavekort til vores løb.

KOMMENDE LØB

Sommer-atletikskole uge 26-31
Sommeratletikskole for børn 7-15 år
Uge 26 - 31 (obs! uge 26 kun tir-fre)
Hver dag fra kl. 9.00 – 15.00 på Østerbro Stadion

BMW Strandparkløb
5 og 10 km i Amager Strandpark
Onsdag den 30. juni – kl. 18.20, 18.40 og 19.00

Se alle løb