TrackFit giver styrke
Hvis du vil koble styrketræning på din løbetræning, så er TrackFit-holdet for dig. TrackFit er et åbent tilbud for alle medlemmer, og du dukker bare op.
Hver mandag og onsdag kl. 8.30-9.30 er TrackFit-holdet i gang med funktionel træning på Østerbro Stadion. Hvis vejret er dårligt, rykker træningen ind i Sparta Hallen.
”Træningen er for alle, og er udfordrende for alle – om du er i god eller mindre god form. For vi justerer øvelserne, så alle får pulsen op og øger ens styrke. Vi bruger vores dejlige stadion til træningen og nogle gange også Fælledparken,” fortæller træner Marie-Louise Bjarkov.
Styrketræn til byens bedste udsigt
Det mere end 100 år gamle traditionsrige Østerbro Stadion danner en smuk ramme om effektiv konditions- og styrketræning inspireret af atletikkens grundtræning. Løbebanen og de stejle trapper på tribunen er effektivt til pulstræning. Og de 9 udendørs styrketræningsmaskiner må have en af byens bedste udsigter over stadion og Sankt Jakob Kirke.
”Jeg har faktisk svært ved at undvære TrackFit. Socialt er det rigtig hyggeligt, og pludselig opdagede jeg, jeg var kommet i form. Jeg kan både mærke og se, jeg har fået muskler. Og konditionen er blevet klart bedre,” fortæller Joan, der er en holdets faste deltagere.
TrackFit-holdet laver jævnligt en Cooper-test, så man kan se, hvor meget formen har flyttet sig.
For alle Sparta-medlemmer
TrackFit finder sted hver mandag og onsdag kl. 8.30-9.30 og har mødested bag Sparta på Østerbro Stadion. Ved dårligt vejr mødes holdet i indgangen til Spartas klubhus og planlægger dagens lokation.
TrackFit er et tilbud for alle Sparta-medlemmer, og er en del af alle de løbe- og træningshold, medlemmer har fri adgang til. Du skal bare møde op.