Posted

Der er ikke noget at sige til, hvis du er lidt træt af at høre om corona hele dagen. Sæt nyhedsstrømmen på standby, smid dig i sofaen og gennemfør et anderledes maraton.

For tiden er det oplagt at gå på opdagelse i filmens verden, når vi alligevel opholder os mere indenfor hjemmets fire vægge end i vores løbesko. En måde at få tiden til at gå på er ved at se film. Og når vi nu er Sparta, så handler temaet selvfølgelig om løb.

Der findes rigtig mange film om løb. Nogen, der er knap så gode, men også mange rigtig gode film,  som virkelig formår at sætte perspektiv på, hvad løb egentlig kan betyde for det enkelte menneske eller en hel generation. Løb handler for nogen om et bedre velvære, for andre er det et privilegie og så kan det også handle om at nedbryde fordomme eller om at overleve.

Denne liste er vores bud på, hvilken løbefilm som vi finder søde, sjove og inspirerende.

Inden du trykker på ”Play”, så løb ud i køkkenet, lav nogle popcorn og sæt dig til rette med dem i sofaen, for det her film-maraton bliver alt andet end kedeligt.

God fornøjelse!

Chariots of Fire

OL i Paris 1924 bød på et historisk drama mellem de to britiske løbere, Eric Liddell, som løb for Guds ære, og Harold Abrahams, som løb for at nedbryde fordomme om at være jøde. Filmen er intens og medrivende, og det er ikke uden grund, at den vandt flere priser, blandt andet en af de mest eftertragtede, nemlig ”Best Picture”.

Se traileren HER

Filmen kan streames på blandt andet YouTube.

Race

Jesse Owens havde et mål. At blive verdens bedste track runner. Og så var han sort. Adolf Hitler ville i 1936 demonstrere den ariske races overlegen ved OL i 1936. Han havde bare ikke regnet med Jesse Owens, en ung, sort mand fra USA, der udfordrer nazismen, Tyskland og Hitler. Jesse løb ikke kun for sig selv men for en befolkning.

Se traileren HER

Filmen kan streames på Netflix.

McFarland USA

Filmen er baseret på en sand historie om en gruppe af latinamerikanske mænd, hvor fremtiden i et hårdt kvarter ikke tegner lyst. Men Jim White, spillet af Kevin Costner, tror på, at det er muligt at skabe en fremtid for sine løbere, og han dedikerer sit arbejde til at gøre sine løbere til vindere. Ikke kun til vindere af konkurrencer men til vindere af livet.

Se traileren HER

Filmen kan blandt andet streames fra forskellige streamningstjenester.

Unbroken

Loue Zamparini er italiener-amerikaner, og deltog ved OL i 1936, hvor han bliver nummer 8 på 5.000 meter distancen.  Undervejs sætter han banerekord. Syv år senere er han pilot i det amerikanske flyvevåben, hvor hans fly styrter i havet. Efter 47 dage på åbent hav bliver han samlet op af den Japanske flåde, og den næste kamp var ikke på løbebanen, men i en japansk brutal fangelejr, hvor ydmygelse var en del af det daglige liv.

Filmen er instrueret af Angelina Jolie, og baseret på virkelige hændelser.

Se traileren HER

Filmen kan blandt andet streames fra forskellige streamningstjenester.

Unbroken – Path to Redemption

Hvad, hvis fangelejren kun var begyndelsen?

I denne uafhængige fortsættelse til Unbroken, følger vi Louie Zamaprini i næste kapitel af hans liv. Hvordan er det at være en helt, selvom du ikke føler dig som en? Og hvordan tilgiver du dine fangevogtere, som står for nogen af de mest gruopvækkende oplevelser i dit liv? Louie søgen efter hævn bringer ham måske ikke den afslutning, som han havde regnet med.

Se traileren HER

Filmen kan streames på Netflix.

Prefontaine

Without Limits

Begge ovenstående film handler om Steve Prefontaine. Han er den sidste, som du forventer slutter først.

På et tidspunkt var var han regerende mester på alle distancer mellem 2.000 – 10.000meter. En helt utrolig bedrift, som gør ham til en af de største amerikanske løbehelte.

Prefontaine fortæller historien, om Steve Prefontaine og hans vej ind i løbeverden gennem college. Det kræver mod at drømme, når du ikke er skabt til at løbe, men Steve havde mod og viljen – og drømmen. Without Limits har fokus på hans legendariske samarbejde med hans træner, Bill Boweman, som var medstifter af en vis virksomhed ved navn Nike.

Steve var berygtet, og elsket, for at være en aggressiv løber, der foretrak at være i front fra start til slut.

”The real purpose of running isn’t to run a race. It’s to test the limits of the human heart.”

Se traileren for Prefontaine HER.

Se traileren for Without Limits HER

Begge film kan blandt andet streames fra forskellige streamningstjenester.

Running Brave

Billy Mills var en løber, som ingen havde regnet med. Det lå ikke i kortene, at han skulle deltage ved OL i Tokyo 1964 eller opnå det, som han opnåede. Men med en ukuelig vilje formåede han at gøre det, som ingen troede på.

Se traileren HER

Og så kan du se hele filmen her: https://youtu.be/9CY5PrJI8e0

Saint Ralph:

I de her tider har vi bestemt også brug for nogle feel-good film, og hvad er bedre, end en dreng der vil vinde Boston Marathon i håb om, at hans mor så vil vågne fra koma? Målet om at vinde Boston Marathon er dog ikke uden udfordringer fra omverden, som er fast besluttet på, at Ralph må indrette sig efter de kår, som samfundet stiller. Saint Ralph er en hjertevarm film om, at vi alle har brug for at tro på et mirakel af og til.

Se traileren HER

Filmen kan blandt andet streames fra forskellige streamningstjenester.

Run Fatboy Run

Har vi alle ikke gjort noget, der er bare en smule tosset for kærlighed? Det gør Dennis i denne film, hvor han vil løbe London Marathon for at vinde sin ekskæreste tilbage. Det kunne være en formssag, men selvfølgelig har han ikke løbet før. En godhjertet film, hvor jagten på kærlighed og den rette kan få os til at gøre ting, som vi ikke troede, vi kunne.

Og husk på, at det ikke handler om, hvordan du starter, men hvordan du slutter.

Se traileren HER

Filmen kan blandt andet streames fra forskellige streamningstjenester.

Ultraløb

Vi skal selvfølgelig også have nogle film om ultraløb på listen, og det vil de næste tre forslag handle om.

Summits of My Life

Nogle mennesker er tilfredse med at bestige Mount Everest på en normal måde, og så er der Kilian Jornet, som vil løbe op af Mount Everest i stedet. Men for ham handler det ikke om at bestige bjerget, det handler om jagten på lykke og drømme.

Se traileren HER

Den fulde film kan ses HER

Run Forever

Den prisvindende dokumentar om Nicki Spinks og hendes forsøg på at besejre Double Bob Graham Round, som består af 132 miles, der svarer til 212,43 kilometer. En udfordring som kræver noget helt specielt. Ruten er ikke kun på flad vej men også op af lange, stejle bakker (I Danmark ville vi kalde det ”bjerge”, for det kan ikke helt sammenlignes med Himmelbjerget). En film om en udfordring, der kan tage pusten fra enhver.

Se den fulde film HER

Barkley Marathons

I de første 25 år formåede kun ti personer at gennemføre Barkley Marathons. Løbet er i dag blevet en udfordring for løbere fra hele verden, som vil teste deres formåen af. Men kun 35 løbere får hvert år lov til at stille op i løbet, og det sker gennem en hemmelig ansøgningsproces. Du skal blandt andet skrive, hvorfor netop du skal løbe Barkley Marathons samt andre hemmelige kriterier, som skifter fra år til år.

Skulle du få lyst til at ansøge, så kan du læse mere her: http://barkleymarathons.com/?page_id=208

Du kan se den fulde film HER

Nyhedsbrev

Få rabatter, inspiration og viden om løb 1-2 gange om måneden og deltag den månedlige lodtrækning om gavekort til vores løb.

KOMMENDE LØB

Make a Mark CPH
Løb 5 /10 km i Fælledparken, så kvinder kan stå stærkere
Lørdag den 20. juni fra kl. 17.00
Alle kan løbe med! (også mænd)

BMW Havneløb
5 og 10 km - Torsdag den 13. august 2020 kl. 18:30 og 19:00

DHL Stafetten København
DHL Stafetten Kbh fejrer 40 års jubilæum!
5x5 km stafet / 5 km walk - Mandag 24. - fredag 28. august kl. 18.00

Se alle løb