Unge spartanere imponerede ved U18 EM

I dagene 18.-21. juli havde vi to spartanere i aktion ved EM U18 i den slovakiske by, Banská Bystica. William Thøgersen var med på 800m og 1500m, og Nicklas Gravgaard Nielsen var med i tikamp. Det var deres først EM, og de leverede flotte præstationer og fik en masse erfaringer.

“Det var en virkelig fed oplevelse at stille op i de rød/hvide farver for første gang og repræsentere Danmark til et stort mesterskab,” fortæller William.

Hård kamp på 1.500m

William var allerede i gang på førstedagen, hvor han skulle løbe 1500m indledende. Avancement til semifinalen krævede placering i top 4 ved hvert heat, og det krav klarede han desværre ikke trods en flot præstation.

“Jeg vidste på forhånd, at det ville være meget svært at komme videre til finalen på 1500m, men min plan var, at jeg skulle gå ud og løbe min chance for at gå videre. Desværre var der mange som havde samme ide, og derfor skulle jeg bruge unødvendig meget energi på at kæmpe om positionerne, så der var ikke helt så mange kræfter tilbage til den sidste hurtige omgang som håbet. Jeg fik dog kæmpet mig til en 7. plads i mit heat, hvor jeg faktisk slår en del, der var seedet højre end mig.”

Ny PR på 800m

Den næste aften stod det på 800m indledende for William, og den chance valgte han at gribe med en taktik om at lægge sig bagerst og kæmpe sig op.

“Min plan var at prøve at bruge så lidt kræfter som muligt på skubben og undgå at løbe for mange ekstra meter, så jeg placerede mig bagerst og håbede på at, der ville komme en åbning. Den taktik gav pote, og derfor kunne jeg løbe mig op på en 4. plads og en ny PR 1.52.67, hvilket var nok til at gå videre til semifinalerne på tid.”

Semifinalen blev Williams tredje løb i træk, og benene var blevet en smule trætte. Præstationen rakte til en 6. plads i heatet og den 14. bedste tid (1.53.68) af alle tre semifinaler. En rigtig fornem landsholdsdebut af den 16 årige atlet som er trænet af Kim Birk.

“Alt i alt er jeg rigtig godt tilfreds med, hvordan det er gået. Jeg kommer herfra med mine to hurtigste 800m tider og en hel masse erfaring om, hvordan det er at løbe til så stort et mesterskab. Og samtidig også en hel masse motivation til at træne for at kunne klare mig endnu bedre næste gang”

Fire gange PR i 10-kamp

10-kampskonkurrencen var i gang lørdag og søndag, hvor 32 atleter var med, deriblandt Nicklas Gravgaard Nielsen.

Nicklas havde en god førstedag, hvor han fik gode point og en flot PR i højdespring på 1,90m. Efter dag et lå Nicklas som nummer 9. Den anden dag sætter Nicklas personlig rekord i tre ud af fem discipliner og ender med 6707 point og på en flot 20. plads.

“Mit første EM var en mega fed oplevelse, både uden for banen, og mens man var i konkurrence. Alle heppede på hinanden og skabte en helt vildt fed stemning. Jeg er meget taknemlig for at være med, og det har alt i alt været en helt vildt fed tur – og så at slutte af med PR, det kan ikke blive meget bedre,“ fortæller Nicklas.

Fire gange PR i 10kamp

Med på tribunen var også Nicklas’ træner, Charlotte Beiter Bomme, der supplerer:

”Nicklas lavede en rigtig flot 10-kamp, og specielt når man tænker på hans optakt med en baglårsskade bare fem uger før EM. Vi har reelt ikke kunne træne sprint, længde og hæk, og derfor jeg mere end tilfreds med Nicklas’ indsats til hans første EM. Han var med for at lære og har fremtiden foran sig.”

Nicklas’ tikamp

  • 100m 11,31 (793)
  • Længdespring 6.55 (709)
  • Kuglestød 13.64 (706)
  • Højdespring 1.90 PR (714)
  • 400m 52,01 (724)
  • 110m hæk 15,31 (812)
  • Diskoskast 36.39 PR (592)
  • Stangsrping 3.70 PR (537)
  • Spydkast 46.50 PR (537)
  • 1500m 4:55,66 (579)

Foto 1: Chiara Montesano

Foto 2-4: Deca Text och Bild